Det er en fornøjet minister, der forsinket træder ind til interviewet, som Pernille Rosenkrantz-Theil selv har inviteret til. Hun kommer direkte fra et frokostmøde med Gordon Ørskov Madsen på lærerformandens kontor. Folkeskolen er budt på besøg i Børne- og Undervisningsministeriet, og helt tilfældigt finder interviewet sted på toårsdagen for lærernes ja til deres første centrale arbejdstidsaftale siden 2013. En aftale, der dengang endegyldigt stadfæstede den afblæste skyttegravskrig mellem Danmarks Lærerforening og KL.

Med et folketingsvalg i horisonten er tiden inde til at kigge på den socialdemokratiske ministerperiode, og hvad ministeren fortsat vil med folkeskolen, hvis valgresultatet tillader det. Arbejdstidsaftalen er ikke et tema for dagens interview, men står alligevel tilbage som en del af fundamentet for Pernille Rosenkrantz-Theils treårige ministerperiode. Uden den var partnerskabet Sammen om skolen aldrig kommet videre end ministerens notesblok.

Selv indledte hun sin ministerperiode med et erklæret mål om at forsøge at klinke skårene mellem lærerne og Socialdemokratiet efter regeringsindgrebet i 2013. Det blev ikke til en decideret undskyldning til lærerne, men det kom tæt på, for i Sammen om skolen er lærerne i form af Danmarks Lærerforening inviteret med helt ind i det politiske maskinrum.

“Jeg vidste, at min første tid som minister ville komme til at gå med, at vi skulle opbygge den tillid, der forsvandt med lockouten af lærerne i 2013. Tillidsniveauet skal være ret højt for, at du kan ændre på et af spærene i folkeskolen – eller det kan du godt, men det eneste, du får ud af det, er modstand”, siger Pernille Rosenkrantz-Theil

Hun forklarer, at hun betragter folkeskoleloven som et tag med et antal spær, som parterne i Sammen om skolen én ad gangen diskuterer og vurderer: “Hvad kan vi godt lide, og hvad dur ikke”.

”Det var tillidsopbygning på speed”

Når hun kigger tilbage på sin ministertid, havde hun selvsagt gerne været coronatiden foruden. Men den svære periode satte samtidig kraftigt skub i samarbejdet med Danmarks Lærerforening og de øvrige parter på skoleområdet.

“Det var tillidsopbygning på speed, fordi vi i nogle perioder nærmest dagligt talte med hinanden. Vi fik hurtigt følt hinanden på tænderne. Når lærerformanden siger: ’Hvis I gør det her, går ingen lærere på arbejde på mandag, for det tør de simpelthen ikke med de retningslinjer’, og han så oplever, at jeg kommer tilbage og siger: ’Okay, så gør vi det på jeres måde’, så fandt vi hurtigt ud af, at vi faktisk har hinandens ryg”, siger hun og skruer tiden frem til nu:

“Jeg vil meget gerne have lov til at trille videre med Sammen om skolen og de store projekter, vi er så godt i gang med”.

”Vi har nået det meste”

På tærsklen til et folketingsvalg er et oplagt spørgsmål, om der er noget, som Pernille Rosenkrantz-Theil ærgrer sig over ikke at være nået i mål med.

“Lige da corona brød ud, tænkte jeg: ’Hold kæft, dér ryger hele valgperioden’. Jeg har beskæftiget mig med skoleområdet i mange år, så der var nogle projekter, jeg altid havde gået og brændt for at gennemføre. Men jeg synes faktisk, at vi har nået det meste alligevel”.

Hun peger på tre hovedspor, hun havde i sigte, da hun fik overdraget ansvaret for folkeskolen: de nationale test, inklusion og en mere praktisk skole.

“Den store aftale om et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem var det sværeste emne, og derfor startede jeg dér. For de nationale test var jo det, der gav allerflest slagsmål. Hvis vi kunne lande det, ville de andre ting sagtens kunne landes”.

På inklusionsområdet har der i skolekredse været forventninger om store forandringer. I sit interview med Folkeskolen i forbindelse med sin tiltrædelse proklamerede ministeren, at hun ville tage “et opgør med inklusionen”, og hun ville gøre noget ved, at “der stadig er for mange klasselokaler, hvor alle taber”.

Men der er ingen fremgang, viste inklusionseftersynet i foråret. Nærmere tværtimod. Siden seneste eftersyn i 2016 har flere elever nu behov for støtte. Tæt på hver fjerde elev i udskolingen vurderes at have behov for støtte, og hvad værre er, lød det fra lærerne, får hver 13. elev i de store klasser ikke den støtte, de har brug for.

Så har du nået nok på inklusionsområdet?

“Hvis vi skal op på den helt store klinge, handler det om penge”, siger Pernille Rosenkrantz-Theil og peger på, at regeringen har givet kommunerne lov til at hæve servicerammen med 1,3 milliarder kroner, så de kan øge driftsudgifterne for eksempel ved at bruge flere penge ude på skolerne.

“Vi har også sat en milliard af til ekstra lærere. Og derudover kan vi se, at hele 87 procent af skolerne vælger at korte skoledagen for at lave tolærertimer. Så dér synes jeg faktisk, at vi er kommet rigtig langt”, siger hun om den midlertidige mulighed for at korte i skoledagen, som skolerne har fået som et post corona-tiltag.

Og så skynder Pernille Rosenkrantz-Theil sig at tilføje, at det er helt centralt for inklusionsopgaven, at specialpædagogik vender tilbage som et helt undervisningsfag på læreruddannelsen.

Men kan skolerne vente på, at der bliver uddannet nye lærere med specialpædagogiske kompetencer? Er der ikke brug for, at man sætter hurtigere ind med flere midler til skolerne?

“Hvis jeg ikke vurderede, at der var brug for at sætte ind nu, ville det være tudetosset at give så mange penge, som vi har gjort. Når 87 procent af skolerne gør noget andet, end de ellers ville have gjort, så er det også et relativt effektivt middel. Der var ingen dele af implementeringen af folkeskolereformen, der var så højt oppe. Og det er endda sket på ingen tid. Så selvfølgelig er der nogle ting, man skal kunne gøre med det samme, og så er der noget, der tager længere tid. Jeg synes egentlig, at vi har fundet en meget god balance med at gøre begge dele”.

Dykker man ned i det stigende antal elever med behov for støtte, er der faktisk tilmed en positiv historie at spore, mener ministeren.

“Den største årsag til stigningen af elever med støttebehov er, at vi har skruet så markant op for opsporingen af ordblinde, som udgør syv-ti procent. Det er ret mange. Når vi lige pludselig bliver vanvittigt dygtige til at opfange ordblinde, flytter det fuldstændig fundamentalt støttebehovet. Er det så en dårlig historie? Det synes jeg eddermame ikke. For det er elever, der ellers ikke ville have fået den hjælp, de har behov for. Jeg har lavet en ordblindepakke hvert år, og vi kommer snart med ordblindepakke 4”.

Hvad så med de elever, der ifølge lærerne ikke får den hjælp, de behøver? Hvad vil du gøre ved det?

Folkeskolens leder: Verden ifølge en minister

Hanne Birgitte Jørgensen

“Præcis de ting, jeg siger. Alle tre ting. Efter min mening kan man godt komme med alle mulige små ting. Men det, der rigtigt rykker, er, om der er penge nok, om der er tolærerordninger, og om man er specialuddannet. Det er de tre hovedspor, vi kører i”.

”Jeg er glad for det at have to lærere”

Hvorfor har du rykket dig på skoledagens længde?

“Mit største problem med skoledagens længde var, at der var et helt års forskel på, hvor lang tid man gik i skole, alt efter hvilken kommune man boede i. Nogle kommuner havde sparet skolen ned under gulvbrædderne, så derfor var der alt for få timer. Så lavede vi en national binding på timerne, så man ikke kunne gøre lige præcis det”.

Pernille Rosenkrantz-Theil forklarer, at det for hende er afgørende, om man har nok timer til, at man kan være rustet til resten af sit liv. Hun ser ikke en én til én-sammenhæng mellem udbyttet af undervisningen og længden på skoledagen, men at der selvfølgelig skal være et forhold og balance i det.

“Og så er der jo sket det i mellemtiden, at vi har fundet på en anden variant. Jeg er glad for det at have to lærere, eller at man kan undervise i mindre hold, for det betyder, at der er større kvalitet og udbytte af undervisningen – eller at man har flere timer og ad den vej får det udbytte, der skal til. Det har faktisk været den mekanisme, der har været svær for os at finde. Den metode til at binde pengene til folkeskolen, så det ikke bliver et spareobjekt. Og det synes jeg, at vi er kommet tættere på”.

Kan skoledagen blive for kort?

“Ja, det kan den da. Det ved vi jo fra forskningen. Groft set, hvis man fjerner meget mere end én eller halvanden undervisningstime i dansk, sætter det sig med det samme i læsefærdighederne. Omvendt hvis man gør det med nogle af de andre fag, kan man faktisk ikke se det lige så tydeligt. Derfor er det heller ikke helt ligegyldigt. Og lige netop dansk har et obligatorisk bundniveau”.

”Jeg er faktisk ret positiv over den her aftale”

Da Pernille Rosenkrantz-Theil kort inde i sin ministerperiode til stående ovationer lancerede sine politiske mål på lærernes kongres, var en mere ligelig elevfordeling en af ministerens personlige kæpheste. Siden blev det ligefrem nævnt som ministerens svendeprøve at skulle forsøge at indfri en politisk målsætning om, at ingen folkeskoler må have over 30 procent ikkevestlige elever.

Dér er du vel ikke kommet så langt?

“Det har vi da lige landet en aftale med kommunerne om”, kommer det prompte fra ministeren med henvisning til den årlige økonomiaftale med KL, der indeholder en formulering om, at kommunerne skal reducere antallet af skoler, “hvor elevsammensætningen afviger væsentligt fra det omkringliggende samfund”, og at regeringen i samarbejde med kommunerne vil drøfte behovet for mere fleksible regler.

Er det nok?

“Det mener jeg bestemt. Den store forskel på folkeskole- og gymnasieområdet er, at vi har skoledistrikter på folkeskoleområdet. Det er hele forskellen. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke troede, at vi kunne lande en aftale med KL om det, fordi de politiske uenigheder ville være for store. Så jeg er faktisk ret positiv over, at det lykkedes os at lande denne her aftale”.

”Undervisningen skal være mere praksisorienteret”

Interviewet finder sted, netop som Pernille Rosenkrantz-Theil har genoptaget forhandlingerne om en udvidelse af frihedsforsøget, der indtil videre giver folkeskolerne i Esbjerg og Holbæk kommuner massive frihedsgrader. Uagtet om disse forhandlinger når i mål, har ministeren en liste klar over områder, hun vil arbejde for, hvis hun får lov til at beholde nøglerne til Undervisningsministeriet på den anden side af et valg.

Udgangspunktet er et opgør med “den for ensidigt teoretiske skole”. For Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at den stigende mistrivsel blandt unge skyldes, at “skolen er blevet mere og mere teoretisk og fokuseret mod nogle bestemte færdigheder”.

“Undervisningen skal være mere praksisorienteret. Det kræver bedre forberedelse og tid i undervisningen. Hvis lærerne ikke føler, at de har tid til det, fordi de skal nå x, y og z, bliver det ikke til noget. Vi har skruet afgangsprøverne og Fælles Mål sådan sammen, at det skaber stoftrængsel i udskolingen. Samtidig har vi lavet en fagrække, som særligt i udskolingen ligner den samme som i det almene gymnasium. Det er et rigtigt stort problem”.

Om Pernille Rosenkrantz-Theil får den mulighed, bliver op til vælgerne at afgøre på valgdagen.

Tilbage er kun at spørge, hvordan det så er gået med at genvinde den almindelige lærers tillid til, at der sidder en socialdemokrat i Børne- og Undervisningsministeriet?

Dér er der stadig lang vej endnu, er Pernille Rosenkrantz-Theils egen vurdering.

“Det er nemmere at opbygge tillid til folk, når man har dem ansigt til ansigt. Hvis man gør, som regeringen gjorde i 2013, tager det et halvt år at smadre al tillid, og så tager det i omegnen af tyve år at bygge op igen. Så vi er nogenlunde halvvejs. Jeg tror, at vi skal ti år længere frem, før det har sluppet sit tag i alle”.