Det er ulovligt at lade forældre overtage undervisningspligten i nogle enkelte timer om ugen og ad den vej lade deres børn erstatte gratis idrætsundervisning i skolen med betalt fodboldtræning i den lokale klub, fastslår ministeriet.

Ministeriet fastslår: Grundloven giver ikke mulighed for brugerbetaling

Fri fra skole til forældrebetalt fodboldtræning i en idrætsforening er kun for eliteidrætselever, som har fået særtilladelse af skolelederen. Det slår Undervisningsministeriet fast. Kommuner afgør dog selv, hvordan ordet elite skal defineres.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den danske grundlov dikterer undervisnings- men ikke skolepligt. Men det betyder ikke, at forældrene uden videre selv kan overtage undervisningspligten i nogle enkelte timer om ugen og ad den vej lade deres børn erstatte gratis idrætsundervisning i skolen med betalt fodboldtræning i den lokale klub, fastslår Undervisningsministeriet. Der er Fælles Mål for faget idræt, og det er skolelederens ansvar at sørge for, at eleverne kan nå disse mål.

Dermed må Københavns Kommune formentlig afslå Skolen ved Sundet på Amagers anmodning om netop at fritage elever fra idrætsundervisning på skolen.

Skole vil benytte Grundloven til at indføre forældrebetaling

Skolen vil lade forældrene overtage undervisningspligten af deres børn i de fire timer om ugen, hvor børnene har idrætsundervisning. På den måde kan forældrene selv afgøre, om de vil sende deres børn til fodboldtræning på det lokale fodboldakademi, mens børnenes klassekammerater har gratis idræt i skolen. Fodboldtilbuddet koster 650 kroner om måneden.

Antorini: Fritagelse for undervisning er kun for de færreste

Det er enten eller

Men har man først valgt skolen til, så foregår al opfyldelse af undervisningspligten i skolen, oplyser Undervisningsministeriet. Der er med den nye folkeskolelov vedtaget to afvigelser fra det krav. Det er muligt at blive fritaget fra undervisning i skolen i begrænset omfang for at gå til enten musikundervisning eller eliteidræt.

"Tidligere har man ikke kunnet få fri til uge efter uge at deltage i aktiviteter uden for skolen i skoletiden, men det er der mulighed for nu på grund af reformen", siger Liz Nyman Lausten, der er chefjurist i Undervisningsministeriet.

Skolelederen skal foretage en vurdering af den enkelte elev og afgøre, om det er hensigtsmæssigt i forhold til både eleven og dennes klasse, at eleven går til klaver i stedet for dansk, eller til elitebasketball frem for at kæmpe med tyske gloser.

Forælder raser: Brugerbetaling er synd for børnene

Kommuner afgør, hvem der er elite

Det er i folkeskoleloven ikke nogen præcis beskrivelse af, hvordan elite i eliteidræt defineres. Undervisningsministeriet oplyser, at det er kommunen selv, der sætter retningslinjerne for, hvornår en skoleleder kan fritage elever.

"Det er en lokal vurdering. Undervisningsministeriet har henvist til, at man kan lade sig inspirere af Team Danmarks defintion af, hvad en eliteelev er, men kommunerne afgør det selv", siger Liz Nyman Lausten.

Samarbejde må ikke koste penge

Hele problematikken om, hvad der er gratis eller brugerbetalt i folkeskolen er meget enkel, siger Liz Nyman Lausten.

"Der er ikke noget undervisning i folkeskolen, der koster penge", siger hun.

Så skolerne behøver ikke at være usikre på, om de kan finansiere samarbejder med foreninger og lokalt erhvervsliv gennem brugerbetaling.

"Kravet om samarbejde mellem skoler og foreninger kan aldrig medføre brugerbetaling. Det skal kommuner og skoler selv finansiere", siger Liz Nyman Lausten og tilføjer, at pengene gerne må komme fra private fonde.

Der er ikke fastsat regler om, hvad en folkeskole må modtage af økonomiske bidrag, sponsorater eller gaver fra fonde.

Hvis en skole modtager sådanne bidrag, skal den dog være opmærksom på, at bidragene ikke må fremtræde som betaling for ikke sagligt begrundede særydelser fra skolens side.