En af de mest markante nyskabelser i det forlig, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, er, at skolen nu skal »give eleverne kundskaber«. Og altså ikke længere »fremme elevernes tilegnelse af kundskaber«.

Denne lille ændring angiver en konservativ drejning af skolesynet i Danmark, mener professor i pædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Per Fibæk Laursen.

»Det er helt klart udtryk for det, som Steen Larsen i sin tid kaldte tankpasserpædagogik, altså forestillingen om, at viden er en substans, der befinder sig i lærebogen og i lærerens hoved, som man så kan hælde på passivt modtagende elever. I dag er de fleste fagfolk enige om, at det er en forkert opfattelse af, hvordan læring foregår«.

Tilbageslaget på lovgivningsfronten overrasker ham ikke, »for den retorik, vi har set om faglighed og kanon, peger jo i samme retning. Det dominerende uddannelsespolitiske flertal har desværre stirret sig blind på, at nu skal vi have et opgør med den progressive pædagogik. Og det får dem så til at vedtage ting, som er forældede«.

»Bertel Haarder har jo tidligere udtalt sin beundring for den gamle formålsparagraf fra 1937-loven, fordi den var enkel og slagkraftig. Dér var formuleringen, at skolen skulle 'give eleverne nyttige kundskaber', og jeg tror, at det er den, politikerne - og måske især Haarder - har ladet sig inspirere af«.

»Men formuleringen om, at skolen skal hjælpe eleverne med at tilegne sig kundskaber og færdigheder, er en mere korrekt afspejling af det, vi i dag ved om læring«.

Skolen er første trin i uddannelsesforløbet

En af de andre nyskabelser i forliget er derimod udtryk for en moderne tankegang, mener professoren, nemlig den, at skolen skal forberede eleverne til videre uddannelse og give dem lyst til at lære mere.

»Da man formulerede 1937-loven, kunne der være mening i at betragte folkeskolen som et afsluttet forløb, fordi halvdelen af eleverne ikke skulle have en uddannelse ud over folkeskolen. I dag skal de fleste have en videre uddannelse, så når forligspartierne understreger, at vi har et sammenhængende uddannelsessystem, og at vi gerne vil udruste alle unge til at gå videre i ungdomsuddannelserne, så er det udtryk for en nødvendig modernisering«.

»Og i øvrigt er det det, der langt hen ad vejen sker i virkeligheden, fordi langt de fleste lærere i udskolingen betragter det som en del af deres opgave at forberede eleverne til ungdomsuddannelserne«.

Så der er både en moderne og en gammeldags tendens i forliget, der udtrykker splittet skolesyn, siger Per Fibæk Laursen.

»Det refererer tilbage til en forældet forestilling om kundskaber som noget, man kan hælde på passive elever. Omvendt er det en moderne tankegang at understrege, at grundskolen er et led i et samlet uddannelsessystem«.

»Det er en generel splittelse hos det nuværende uddannelsespolitiske flertal, at man gerne vil modernisere folkeskolen og understrege dens forbindelse med resten af uddannelsessystemet og samfundet, men når det gælder synet på indholdet og måden, man styrer skolen på, så griber man tilbage til et fortidigt skolesyn«.

Det splittede skolesyn skyldes ikke mindst, at skolen er blevet en ideologisk slagmark. Det kommer blandt andet til udtryk i diskussionen om test, påpeger Per Fibæk.

»Det er fornuftigt nok, at Undervisningsministeriet stiller test og redskaber til rådighed for lærerne. Det ville mange lærere tage imod med kyshånd. Men striden står om, at det skal være obligatoriske nationale test. Det er en ganske overflødig strid. Det er knæfald for en ideologisk dagsorden«.

»Det vigtige er, at lærerne giver feedback til eleverne og evaluerer deres fremskridt og har redskaber til at gøre det med. Der er ikke noget, der tyder på, at det vil give en bedre kvalitet, at man har obligatoriske nationale test«.

Samme ideologiske tænkemåde præger også forligets idéer om elevplaner.

»Det er parallelt til det med test. Det er meget fornuftigt, at lærerne lægger individuelle planer for eleverne og stiller individualiserede krav og forventninger til dem. Men det er ikke fornuftigt, at lovgiverne går ind og siger, at nu skal det være obligatorisk at gøre det i en ganske bestemt form. Det er bedre at lade mangfoldigheden råde og så inspirere og støtte lærerne i at gøre det«.