Formativ feedback er godt. Det er der bred enighed om i forskerkredse. Den formative feedback anviser eleverne en vej, og de udvikler selvregulerende læring, som bliver en af de vigtige egenskaber i det 21. århundrede. Samtidig ser det ud til at have positiv effekt på elevernes indstilling til at gå i skole og deres opfattelse af egne evner.

Flere studier har vist, at den rigtige form for feedback har så stort et potentiale, at det kunne løfte danske elever fra gennemsnittet i Pisa til toptre. Men hvad nu, hvis feedback ikke gives ligeligt til alle elever? Er skolen så i virkeligheden med til at skabe ulighed i stedet for at nedbringe den?

Det spørgsmål har sociolog Bent Sortkær fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, stillet i sin nyligt forsvarede ph.d.-afhandling »Feedback, elevperspektiver og ulighed i skolen«.

»Mit studie viser, at der sker forskelsbehandling i feedbacken inde i den enkelte klasse. Selv om vi tror, at der er lige adgang for alle i Danmark, så er der alligevel små mekanismer i spil, der skaber ulighed - i forhold til både social ulighed og køn«, fortæller Bent Sortkær.

Læreres syn på fejl smitter af på deres feedback 

Han har set på, hvordan eleverne opfatter lærerens feedback. Det er altså ikke, hvad læreren har haft til hensigt, men elevens oplevelse af feedbacken. Dels ved at analysere elevernes svar på de ekstra spørgsmål, de bliver stillet i Pisa-undersøgelsen, dels ved at foretage sit eget studie, hvor han har stillet eleverne over for en række feedbackudsagn, de har kunnet vælge imellem. Alle udsagn er udtryk for formativ feedback, det vil sige feedback, som ikke bare fortæller, hvordan man har klaret sig, men også viser vejen videre. Men han skelner derunder mellem direktiv feedback, som giver konkrete anvisninger på videre arbejde, og faciliterende feedback, som hjælper eleven til selv at finde vejen frem.

»Mine data viser, at to elever, som er lige dygtige, men hvor den ene kommer fra et hjem med højtuddannede forældre med høj status og mange bøger i hjemmet og den anden fra et hjem med ikke så høj status og uddannelse og få bøger, ikke får det samme. De to elever får i mødet med læreren lige meget direktiv feedback, men eleven med de højtuddannede forældre vil få langt mere af den faciliterende feedback«.

Flere studier har vist stor effekt af feedback, men kigger man længere ned i studier, er der også tilfælde, hvor feedbacken ikke har så stor effekt. En del af forklaringen kan være det, som man ser i Bent Sortkærs studie, at eleverne faktisk ikke får den samme feedback.

Leder: Middelklassefeedback

Piger spørger kammeraterne

Bent Sortkær brugte først køn som en kontrolvariabel, da han kiggede på Pisa-svarene. Men det gik ret hurtigt op for ham, at køn også havde en betydning i forhold til kvaliteten af elevernes feedback. Det fik ham til at foretage et ekstra studie, hvor han har bedt over 1.100 elever vurdere en række feedbackudsagn, samtidig med at han har spurgt dem til, hvem de får feedbacken af - lærer eller kammerater.

»Hvis vi ser på to elever fra samme sociale baggrund og med samme faglige niveau og etniske baggrund, så er der forskel på drenge og piger. Drengene oplever at få mere af både den direktive og den faciliterende feedback, og forskellen er størst på den faciliterende«.

Samtidig kan han se, at drengene også giver mere feedback videre. Så drengene får mest fra læreren, mens pigerne får mest fra klassekammeraterne og faktisk mest fra drengene.

»Det er der, at mine statistiske metoder har noget at bidrage med. Mange studier peger på, at der er forskelle på grund af for eksempel etnicitet. Men med mine statiske metoder kan jeg faktisk se, at de kønsmæssige og sociale forskelle er langt større«.

Ubevidste mekanismer

Men hvad er så årsagen til, at eleverne får forskellig feedback. Bent Sortkær har selv en baggrund som lærer og fem års undervisningserfaring fra folkeskolen, så selv om hans didaktiske betragtninger, som han selv udtrykker det, ikke bliver regnet med, når han skriver en ph.d., så ligger de sammen med hans egne erfaringer alligevel neden under studiet.

»Jeg kalder det meget bevidst ikke forskelsbehandling, for jeg tror på ingen måde, at det her er noget, lærerne gør bevidst. Det er nogle ubevidste mekanismer, der er i spil - hos læreren og/eller hos eleverne«.

Han kan ikke ud fra sit studie sige, præcis hvad det er, der giver forskellene i mængden og kvaliteten af feedbacken, men han peger på to mekanismer, som gør sig gældende:

»Det kan enten være læreren, der formår at give den samme feedback, men eleven er ikke i stand til at forstå lærerens middelklassesprogkoder, fordi han eller hun er vant til en mere direktiv feedback hjemmefra. Eller det kan være, at læreren qua elevernes forskellige baggrund afkoder dem som ikke lige dygtige«.

Flere studier har vist, at middelklassens børn er opdraget til at gå i dialog med autoriteter, mens børn fra mindre uddannede hjem i højere grad er opdraget til at gøre, som der bliver sagt, og ikke udfordre. Noget lignende kan gøre sig gældende i forhold til piger og drenge, hvor flere studier også har peget på, at forskellig opdragelse kan påvirke deres tilgang til skolen.

Fokus på ulighed kræver tid

Bent Sortkærs egen baggrund og undervisningserfaring kombineret med hans interesse for sociologi og ulighed har også været afgørende for, at han satte dette studie i gang.

Spanskrør, karakterer eller feedback

Da jeg underviste, var den daglige kontakt med eleverne jo det mest centrale for lærerens virke. Målet var at komme i kontakt med alle elever i alle timer, hvilket nogle gange var overambitiøst. På læreruddannelsen fik vi teorier om, hvorfor ting kan være sværere at forstå for nogle end for andre. Men vi lærte intet om ulighed eller om, hvordan man giver bedre eller dårligere feedback eller differentieret feedback. I Danmark har vi et billede af, at der er lige muligheder for alle, men det er næppe helt sandt«.

På en tomåneders studietur til Los Angeles fik han øjnene op for, hvor vigtigt det er som lærer at forholde sig til ulighed. Der ligger det som en eksplicit del af pensum, man skal igennem på læreruddannelsen.

Han mener, at det kunne være interessant i et nyt studie at få lærerne med ind og se på, hvordan de giver feedbacken. og om der er nogle, der kan noget særligt i forhold til at give feedback, så den ikke rammer skævt.

»Jeg tror, at skævheden sker i mødet mellem lærer og elev. Jeg er helt sikker på, at læreren har de bedste intentioner, men ubevidst sker der alligevel en forskelsbehandling, og måske er man nødt til at være opmærksom på uligheden for at bekæmpe den«.

Løsningerne skal ifølge Bent Sortkær nok findes på flere niveauer. På forvaltningsniveau peger han på, at engelsk forskning, som er længere fremme i forhold til formativ feedback, er meget kritisk over for accountability-kulturen, fordi den med fokus på resultater overskygger feedbackens fokus på elevens selvlæring.

»Man skal have tid og fokus til at gå i dialog og ikke lade mødet med eleven påvirkes af, at man skal levere et resultat. Jo mere fokus vi har på nationale test og afgangskarakterer, jo mindre effekt vil der være af formativ feedback, fordi elever aflæser, at det alligevel ikke betyder noget i forhold til karakterer«.

Han mener derfor også, at det er vigtigt, at man på skolelederniveau ændrer tankegangen væk fra direktiv feedback og giver tid til dialogbaseret feedback og sætter en anden forventning til lærerne. Det vil give lærerne mulighed for at få et øget fokus på elevernes perspektiver.

»Det handler om, at blandt alt det andet, man som lærer har travlt med, så kan man søge at udforske, hvordan eleverne har forstået det, man har sagt. Det er ikke noget nyt, men det er en bevidstgørelse. For eksempel ved at stille spørgsmålet: 'Hvad vil du så gøre rent konkret nu?'«

Han understreger, at det at give god feedback er noget, man kan tilegne sig. Det er ikke bare noget, man kan forvente, at lærerne kan. Det er egenskaber, der skal opdyrkes, og det tager tid. På samme måde skal eleverne trænes i at modtage feedback, så de faktisk hører det, der bliver sagt, og kan arbejde videre med det selv.

»Endelig viser amerikanske studier, at hvis læreren og eleverne lærer mere om hinanden, så kan det udligne nogle af de forskelle, der ellers kan ligge som ubevidste årsager til, at der skabes ulighed i feedbacken og modtagelsen af den«.

Skoler erstatter karakterer med feedback