Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"En ny regering vil… afsøge muligheden for at sætte de nationale test i bero, indtil de er blevet mere retvisende for elevernes færdigheder". Sådan står der i det politiske forståelsespapir bag Danmarks nye regering.
Sætningen glæder professor Jeppe Bundsgaard, der gennem lang tid har kritiseret de nationale test for at være ubrugelige - både som pædagogisk redskab for lærerne og som instrument til at måle det generelle faglige niveau i folkeskolen.
Overblik: Se hvad de fire røde partier vil ændre i folkeskolen
"Det er en virkelig opløftende melding" siger Jeppe Bundsgaard til folkeskolen.dk.
"Testen skal ikke være et udtryk for, hvor gode eleverne er til at blive testet. Problemet med de nationale test er, at de har to sideordnede formål: Det ene er at være et pædagogisk redskab og samtidig med, at de skal indgå i kvalitetssikringen af folkeskolen. Den kombination gør næsten per definition, at testene ikke kan blive retvisende."
Ny undersøgelse: Nationale test måler både forkert og usikkert
Dobbelt formål er lig med ubrugeligt testresultat
Jeppe Bundsgaard mener, at det dobbelte formål med de nationale test medfører, at skoleledere og lærere har interesse i at træne eleverne i at blive testet, fordi testresultaterne kan have konsekvenser for ledernes og lærernes fremtidige jobsituation.
Dermed er testen ikke retvisende, mener Bundsgaard. Han opfordrer til, at man i stedet måler skolens generelle faglige niveau, som man gør i Finland: Med sample-baserede test, hvor elever udvælges tilfældigt til testning, som kan give viden om skolesystemet generelt, men ikke på individniveau. Her får eleverne og deres lærere nogle gange end ikke resultat.
Lærer reagerede: Ville ikke finde sig i skæve testresultater
"Og så handler det om at udforme sample-baserede test, der er tilpas sjove til, at eleverne gider lave dem" siger Bundgaard. "Så vil man kunne få noget fornuftigt ud af det".
Lærerne skal selv stemme, om de vil teste - og hvornår
Samtidig skal lærerne have bedre redskaber til at teste på individniveau, mener Bundsgaard.
"Nationale test er ubrugeligt som pædagogisk redskab. For der ikke nogen, der ved, hvad de måler, og de gør det så usikkert, at læreren ikke får noget at vide, som han ikke vidste i forvejen" siger han.
"Lærerne skal have meget bedre måleredskaber til rådighed og have mulighed for at bruge det, når de vurderer, at det er relevant. Et af problemerne ved de nationale tests er, at de skal tages i marts, uanset om læreren på det tidspunkt har behov for at teste eller ej, ud fra et pædagogisk synspunkt".
"Læreren skal have total frihed til at styre, om der skal testes eller ej. Det er logik for burhøns, men ikke for testfortalere".
Minister afventer evaluering: Lærere skal gennemføre fejlbehæftede test til 2020
Vi skal bruge den viden, vi har
Det er på det grundlag, at Jeppe Bundsgaard er positiv overfor udmeldingen i forståelsespapiret.
"Det er rigtig fint, at de vil sætte det i bero, så vi kan få taget nogle gode beslutninger på et velinformeret grundlag" siger han.
"Problemet, da testene blev indført, var jo blandt andet, at ingen af beslutningstagerne rigtigt vidste, hvad de lavede. De var vel undskyldt, for på det tidspunkt var der ikke ret mange i Danmark, som vidste noget om emnet. Det er der i dag, og så skal vi bruge den viden."
Som det i dag kan læses på folkeskolen.dk, kan den nye regering få svært ved at komme igennem med at slippe for de nationale test i de mindste klasser.
DF: S kan ikke afskaffe nationale test uden at begå forligsbrud
For Dansk Folkeparti siger på forhånd nej, og Venstre og Konservative vil ikke tage stilling før ekspertgruppen, der blev nedsat af nu tidligere undervisningsminister Merete Riisager, til efteråret kommer med sine anbefalinger.
Jeppe Bundsgaard er medlem af ekspertguppen, og han er klar til at fortælle politikerne, at der er brug for noget andet end de nationale test.
"Jeg håber, at vores anbefalinger fører til, at vi får lov at udrede, hvad vi så skal gøre. Jeg håber, at testene bliver sat i bero et par år, indtil vi har udviklet en afløser. Det vil være den kloge måde at gøre det på. Vi kan alligevel ikke bruge ubrugelige testresultater. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det bliver det, der kommer til at ske. Jeg er optimist".
Ingen undskyldninger for ikke at sætte test i bero
Professor emeritus i statistik, Svend Kreiner, er en anden indædt kritikker af de nationale tests.
Han udgav sammen med Jeppe Bundsgaard en særdeles kritisk rapport om testene tidligere på året. I en kommentar på folkeskolen.dk siger han om meldingen i det politiske forståelsespapir, at de nationale test ikke kan bruges til at måle om folkeskolereformen har en effekt på elevernes faglige niveau.
Her er problemerne i de nationale test
"Så lad os håbe på, at man ikke bruger reformen som undskyldning for ikke at sætte brugen af testene i bero og at finde ud af hvad der skal gøres ved dem. Det vil i givet fald være en pseudoundskyldning, og det vil have den konsekvens, at vi aldrig får et klart svar på om reformen havde den effekt på testresultaterne, som reformen stillede i udsigt. Uanset hvilke holdninger og forventninger man har til reformen, så må man være interesseret i et sådant svar" skriver han i kommentaren, som du kan læse i sin helhed her.