Helle Vibeke Østergaard må være kreativ og selv finde mange af materialerne til at undervise eleverne i matematik på engelsk

Matematik på engelsk udfordrer både lærer og elever

På Skovbrynet Skole i Gladsaxe underviser Helle Vibeke Østergaard i matematik og geografi – på engelsk. Hun må tænke ud af boksen i sin forberedelse af lektionerne.

Offentliggjort
»Det er sjovt, men det er også svært nogle gange. For eksempel har vi lært nogle af ordene i biologi på dansk, og nu skal de læres på engelsk, så det er lidt ligesom at starte forfra«, siger Deniz Dinc fra 7. klasse på Skovbrynet Skole. Klassekammeraten Halima Sadia Asghar synes, det er både sjovt og svært at lære matematik på engelsk, »men jeg lærer rigtig meget og forbedrer mit engelsk ved at tale det hele tiden«, siger hun.

OM DE INTERNATIONALE LINJER

• I skoleåret 2014/15 meldte 14 skoler i ti kommuner sig til etforsøg iværksat af Undervisningsministeriet med at undervise påengelsk i et eller flere naturvidenskabelige fag i udskolingen.

• Målene for rammeforsøget er at styrke den internationalevinkel og fremmedsprog i undervisningen, at fremme elevernesfaglige kompetencer, herunder fremmedsprogskompetencer, at fremmeelevernes motivation og lyst til at lære samt bidrage til elevernesalsidige udvikling og uddannelsesparathed.

• I en evalueringsrapport fra efteråret 2017 var det blot påseks af de 14 skoler, at undervisningen i »overvejende« grad stadigforegik på engelsk. Skolerne har især haft problemer medrekruttering af lærere med undervisningskompetence, ligesom det harværet en udfordring for skolerne at finde egnedeundervisningsmaterialer og afsætte penge til forsøget.

• Undervisningsministeriet har forlænget forsøget, så detfortsætter til og med skoleåret 2021/22. Indtil 15. februar 2019 erdet igen muligt at tilmelde sig forsøget.

FOLKESKOLEN.DK/ENGELSK

Det faglige netværk om engelsk er foralle, der underviser eller interesserer sig for faget. I netværketfår du ny faglig viden og inspiration til din undervisning. Du kanogså dele dine erfaringer og holdninger til faget med de 5.489, derallerede er tilmeldt netværket.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

16 elever lytter intenst, mens Helle Vibeke Østergaard gennemgår points, lines and ­planes. Vi er til matematik på engelsk i 7. klasse på Skovbrynet Skole i Gladsaxe, og i dag handler det om punkter, linjer og figurer i et koordinatsystem.

»We have the points and the lines, and now we need the planes. Can we connect the points in any way to create a plane?« spørger læreren ud i lokalet.

En pige rækker hånden i vejret og får ordet: »You should connect A and E, and then B and C. Then you have the plane in the middle«, siger hun.

Skovbrynet Skole i Gladsaxe Kommune er med i et tiltag fra Undervisningsministeriet om engelsk i udskolingen. Skolen har oprettet en Go Global-profil, hvor elever i 7.-9. klasse bliver undervist på engelsk i matematik, biologi og geografi. Derudover har eleverne to timers ekstra engelskundervisning om ugen, da den understøttende undervisning også bliver anvendt.

Og det er ikke kun en ny udfordring for eleverne at blive undervist på fremmesprog i andet end sprogfagene. Også underviseren må oppe sig.

»Det er ret fedt at prøve at kaste sig ud i at undervise på engelsk. Jeg har opdaget nye aspekter af matematikken, fordi jeg er blevet tvunget til at ryste posen. Man bliver kastet ud på glatis, fordi man ikke bare kan bruge de undervisningsmaterialer, som normalt er til rådighed. Det tvinger mig til at tænke kreativt, og det er rigtig godt for mig«, siger Helle Vibeke Østergaard.

Svært at integrere og rekruttere lærere 

Niveauet er højt

En gang imellem skal tingene forklares på flere forskellige måder, men den engelsktalende matematiklærer er positivt overrasket over elevernes faglige niveau.

»Det har overrasket mig lidt, hvor dygtige de faktisk er. Jeg oplever meget sjældent, at de ikke forstår, hvad jeg siger. Det sproglige er ikke så stort et problem, som jeg havde forestillet mig, at det kunne være. På et af mine hold er der dog også en stor niveauforskel, så der er jeg nødt til at arbejde med differentiering og dele dem op, så de arbejder med nogle, de er på niveau med«, siger Helle Vibeke Østergaard.

»Jeg forsøger at gøre så meget af undervisningen som muligt på engelsk. En gang imellem skal jeg forsøge at forklare det på forskellige måder, og hvis der er nogle, som stadig ikke forstår det, tager vi den på dansk, men ellers ikke«.

Nogle ord er Helle Vibeke Østergaard dog nødt til at oversætte til dansk, fordi afgangseksamen er på dansk, og derfor skal eleverne kunne begreberne på begge sprog.

Krævende opstart

Det kan ifølge udskolingsleder Frederikke Faurschou især i begyndelsen af 7. klasse være svært for eleverne at følge med. Mange fagbegreber skal læres, og derfor bruges den understøttende undervisning til vocabulary-undervisning, så eleverne kan styrke deres ordforråd.

»Frem mod efterårsferien kan være en hård tid. Det er nyt for dem at blive undervist på engelsk. Nogle af dem kommer fra andre skoler i kommunen og skal derfor også vænne sig til at gå i en ny klasse«, siger hun. »Ved at bruge den understøttende undervisning undgår vi, at vi skal bruge de fagfaglige timer på at forklare eller oversætte fagbegreber«.

Indtil videre har de internationale linjer været en succes på Skovbrynet Skole, mener Frederikke Faurschou.

»Eleverne bliver dygtigere til at kommunikere på engelsk, og så får de også et større globalt udsyn - for eksempel gennem udlandsture og i relationen til vores samarbejdsskoler. De har en anden måde at søge information på end deres jævnaldrende, fordi de får en bredere horisont, og så får de generelt en bredere interesse for engelsk«, siger hun.

Hvert år får skolen for eksempel besøg af en skole fra Japan, hvor eleverne får lejlighed til at tale en masse engelsk med gæsterne.

Skovbrynet Skole er også internationalt orienteret i indskolingen og på mellemtrinnet, og skolen er desuden godkendt som Cambridge Associate School, hvor de ældste elever får mulighed for at supplere deres danske afgangsbevis med et internationalt bevis fra Cambridge.

Forberedelsen tager længere tid

Da Helle Vibeke Østergaard fik job på Skovbrynet Skole, blev hun spurgt, om hun kunne tænke sig at undervise på engelsk i geografi i 8. klasse, og det sagde hun ja tak til. I dag underviser hun også en 7. klasse på engelsk i geografi og matematik og en 8. klasse i matematik. Desuden har hun idræt, kristendom og fysik/kemi på dansk.

Hun bruger længere tid på at forberede sig til lektioner, som foregår på engelsk.

»Det kan godt være en udfordring, at der unægtelig går mere tid med at forberede sig. Det er lettere på dansk. Hvis man har en matematikgrundbog på skolen, man tager udgangspunkt i, er det nemmere at bruge den. Det har jeg ikke, og derfor tager det selvfølgelig længere tid«, siger Helle Vibeke Østergaard.

Helle Vibeke Østergaard finder inspiration på nettet og især YouTube, og så har hun også købt en del materialer med sig hjem fra en tur til USA. Udgifterne blev refunderet af skolen.

»Da jeg er ordblind, er det en stor hjælp for mig at gå på YouTube og høre udtalelser og indlære dem, så jeg har helt styr på det, når jeg står foran eleverne og skal lære fra mig«, siger Helle Vibeke Østergaard.

Flere skoler nedskalerer eller dropper forsøg med matematik og naturfag på engelsk i udskolingen