(I første linje af debatindlægget henviser Merete Riisager til et direkte citat fra det debatindlæg om elevsyn, der blev bragt d. 20. august. Citatet optræder dog ikke i Helle Rabøl Hansen og Andreas Rønne Nielsens debatindlæg, hvilket de to skribenter har gjort opmærksom på i et indlæg her.)

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”Folkeskolen skal indføre et nyt elevsyn, der ligner den børneopdragelse, mange børn møder hjemme”. Sådan skriver Andreas Rønne Nielsen og Helle Rabøl Hansen i Folkeskolen 29. august 2024.

Skribenterne slår til lyd for, at lærerne skal aflægge sig en betragtelig del af deres autoritet for i stedet at påtage sig et ”medlærerskab”, hvor eleverne skal være ”medskabende” i forhold til undervisningen og påtage sig et medansvar for alt lige fra skolematerialer til forældremøder. Børnesynet skal være ”inddragende”, og skolens rammer tilpasses den enkelte elev.

Forfatterne får rodet deres dagsorden sammen med både mistrivsel og læringsmålsstyring, og betragter således angiveligt deres elevsyn som særlig børnevenligt. Læringsmålsstyringen, som forfatterne kritiserer, har ikke mange tilhængere, og jeg er bestemt heller ikke en af dem, men alternativet til den rigide kompetencestyring er ikke at overlade ansvaret til eleverne.

På baggrund af mine snart 25 år inden for det pædagogiske felt, må jeg bare sige, at det ikke er mindre voksenansvar, nutidens børn har brug for. Tværtimod. Et læringsrum, hvor lærerne overlader styring, ansvar og mediering til børnene er ikke et trygt sted at være barn. Jeg møder jævnligt børn og unge i mit arbejde, der helt eksplicit efterlyser mere voksenansvar: ”Hvorfor spørger I os om det? Hvorfor kan I ikke bare træffe en beslutning?”.

Fællesskabet i skolen umuliggøres

Der er masser af udfordringer i at være barn og elev i dag, og det at blive bedt om at tage medansvar for beslutninger, der tidligere klart har ligget i de voksnes sfære, opleves ikke altid som spændende og befriende – faktisk ofte det modsatte.

For et barn er verden endnu ny. De har i sagens natur ikke lige så meget viden og erfaring at trække på som de voksne. De har meget at skulle lære, og for at kunne gøre det, har de brug for ansvarlige lærere, der udpeger retning og tager styringen for de overordnede processer, så de kan koncentrere sig om det væsentlige i skolen: At lære fagene at kende og at lære at begå sig i det fællesskab, som klassen og skolen er.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at den pædagogiske tilgang, som Nielsen og Hansen er eksempler på, udgør et problem for fællesskabet i skolen. For hvis rammen skal tilpasses til hvert enkelt barn, vil det ikke være muligt at organisere skolen som et fællesskab. Konsekvensen vil blive fragmenteret undervisning, hvor den enkelte arbejder med projekter eller sidder foran en skærm.

Således henfalder en af de absolut vigtigste opgaver for folkeskolen; at lære eleverne at indgå i, at tilpasse sig og agere som en del af et fællesskab. Det kan vanskeligt underdrives, hvor stort et tab det vil være for os som samfund, hvis en sådan pædagogisk tænkning får vind i sejlene i den danske folkeskole.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk

Debat

Debat: Den tidligere undervisnings­minister fejlciterer os