Besparelser rammer formentlig værkstedet her på læreruddannelsen UC Syd.
Foto: Wisti Pedersen
Minister svarer på kritik af værksteds-besparelser
Efteruddannelsen i sløjd/håndværk og design skal trække maven ind, hvis regeringens millionbesparelser kommer med er de næste år, bliver vedtaget. Ministeren reagerer nu på kritik af besparelser.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er kun to professionshøjskoler i landet, UCC i København og UC Syd i Esbjerg, der tilbyder det efteruddannelseskursus, som lærere i håndværk og design skal have for at arbejde med de tunge sløjdmaskiner i værkstederne. Og det er værkstederne til de to efteruddannelser, der skæres på i regeringens finanslovsforslag for 2017 og årene frem. Forslaget lyder nemlig, at tilskuddet reduceres med 3,6 millioner over de næste fire år.
Det har fået Foreningen for Håndværk og Design til at skrive en appel til Folketingets børne-og undervisningsudvalg. Appellen lyder, at partierne bag skolereformen skal prøve at få regeringen til at droppe de planlagte besparelser for at opretholde kvaliteten i håndværk- og designlærernes uddannelse. Uddannelsesminister Ulla Tørnæs har nu, på opfordring fra Mattias Tesfaye (Socialdemokratiet), kommenteret henvendelsen.
"Det er altid vanskeligt at skulle prioritere, og jeg anerkender, at det ikke er nogen let øvelse for institutionerne. Det er dog min klare opfattelse, at vi også fremadrettet vil kunne uddanne dygtige lærere i håndværk og design", skriver Ulla Tørnæs.
'Flabet svar'
Ministeren deler tilsyneladende ikke den frygt for efteruddannelsernes fremtid, som Foreningen for Håndværk og Design har.
"Jeg bliver harm, når jeg læser ministerens svar, fordi hun kaster bolden over til professionshøjskolerne, som hun skriver gennem prioriteringer bare må prøve at få det til at fungere. Jeg frygter, at de fremtidige lærere i håndværk og design vil mangle vigtig viden om deres fag, hvis reduktionen af tilskuddet går igennem", siger formanden for Foreningen for Håndværk og Design Hanni G. Eskildsen.
Hanni G. Eskildsen frygt baserer sig blandt andet på denne udtalelse fra rektor Laust Joen Jakobsen, UCC:
"Der skal mange penge til at drive en efteruddannelse til et nichefag, som sløjd er, og med det nye forslag kan jeg ærlig talt ikke se, hvordan det kan løbe rundt. Vi må overveje, om den skal nedlægges", sagde Laust Jakobsen til en artikel i folkeskolen.dk.
Sløjd-uddannelsen får hug af regeringen
Og det er eleverne ikke tjent med, siger Hanni G. Eskildsen.
"Jeg tror, vi kommer til at mangle håndværkere om nogle år. Når de nuværende lærere i faget går på pension, vil vi se meget få lærere, der har de dybdegående kompetencer, der kan motivere eleverne i en håndværksmæssig retning. For uden efteruddannelsens muligheder vil lærerne kun have de basale kundskaber fra linjefaget på læreruddannelsen, og så risikerer vi, at faget går hen og bliver et teorifag. Og det er enormt ærgerligt for børnene, som har godt af at få øvet motorik og få en generel læring om håndværk", siger hun.
Brug for fagnørderi i håndværk og design
I sin henvendelse til Børne- og Undervisningsudvalget skriver Hanni Eskildsen, at rekruttering af uddannede lærere i nogle dele af landet er så godt som umuligt. Det er blandt andet på grund af de omlægninger, linjefaget på læreruddannelsen har været igennem, og som har skabt usikkerhed for de studerende. Og det bliver kun værre af besparelserne, siger formanden.
"Hvis man fjerner noget af tilskuddet til efteruddannelserne, fjerner man en del af muligheden for, at lærerne bliver gode til faget. Og der undrer det mig, at man vælger at oprette et fag som håndværk og design uden at sørge for, at uddannelserne har tilstrækkelig gode muligheder for at uddanne dygtige lærere i det", siger Hanni G. Eskildsen.
Læs mere
Læs Uddannelsesminister Ulla Tørnæs' svar påhenvendelsen fra Foreningen for Håndværk og Design.
Læs henvendelsen fra Foreningen for Håndværk ogDesign.