Uden trivsel er læring svært.
Og underviser du i en klasse, hvor samtlige elever for nylig er flygtet fra krig, skal du derfor forvente at bruge en hel del tid på at skabe et trygt læringsmiljø.
Det konkluderer Nadina Jakobsen, der siden sidste år har været ukrainsktalende underviser i to ud af tre modtageklasser på Sundbyøster Skole i København.
“Når jeg er sammen med eleverne, er en af mine primære opgaver at skabe forbindelse til børnene og få dem til at være trygge i den klasse, de er i".
"I hverdagen krammer jeg dem måske lidt oftere og laver sjov med dem, fordi de skal føle, at vi lærere tager hånd om dem, men jeg sætter også en ramme, der minder dem om, at de er i et fagligt rum”, siger den 26-årige lærer, der både underviser eleverne i skolens ukrainske 0. klasse U1 og de ældste elever i U5-klassen, der er for børn mellem 9-13 år.
De første par måneder måtte lærerne i modtageklasserne justere deres faglige ambitioner, fordi arbejdet med at få eleverne til at falde til tog en del plads, fortæller hun.
Og selvom de fleste ukrainske elever har gået på skolen i et års tid, fylder opgaven stadigvæk, fortæller Nadina Jakobsen.
"Det er en igangværende proces at gøre eleverne trygge. Hele situationen er stadig forholdsvis ny for dem. Krigen i Ukraine udvikler sig løbende, og undervejs sker der ting i hjemlandet, som stresser dem. Og så er det bare mange børn på én gang, der kommer fra et krigshærget land. De har hørt ting og set ting, og dét bliver også tydeligt nogle gange”, siger hun.
Leg med lys vækkede minder om bombeangreb
Nogle elever i den ukrainske 0.-klasse havde for eksempel flere gange moret sig med at lege med lyset i klassen, når lærerne var væk.
På et forældremøde fortalte moderen til en af klassens piger, at det havde vækket ubehagelige minder til live om bombeangreb og situationer, hvor familien skulle gå i dækning, hos pigen, fortæller Nadina Jakobsen.
“Når der er mørkt i klassen, tænker hun på de ting, hun har set. Hun er glad i skolen, og det er de alle sammen, men nogle gange opstår der bare situationer, hvor man godt kan se, at de her børn kommer fra et krigsramt land”, siger hun.
Hvis jeg kan mærke, at de selv vil tale om det, lytter jeg, men når det handler om situationen i Ukraine, prøver jeg at holde det lidt overfladisk og ikke spørge for meget ind til dét, der gør ondt. For jeg ved ikke, hvordan de vil reagerer.
Ukrainsktalende støttelærer Nadina Jakobsen
Generelt betyder elevernes baggrund, at lærerne er ekstra på, fortæller Nadina Jakobsen.
“Da vi en dag skulle teste brandalarmen, forberedte jeg for eksempel eleverne meget grundigt, og gentog mange gange i løbet af morgenen, at det bare var en test, så de ikke skulle blive bekymrede for, om der nu var nogen, der kom og bombede os", fortæller hun.
Skolen og tolke er vigtige for flygtningebørns trivsel
At lærerne og skolen spiller en afgørende rolle for de ukrainske flygtningebørns trivsel, konkluderer Rambøll også i en ny undersøgelse, de har lavet for Red Barnet.
Konsulentfirmaet har interviewet en række ukrainske flygtninge, deres børn og børnenes lærere om den første tid i Danmark.
"Vi ved fra forskning og i vores arbejde med børn på flugt, at når børn starter hurtigt i skole, er det en afgørende faktor for, at børn kommer til at falde godt til det nye sted, de er kommet hen. Det skaber en struktur, en ro og en regelmæssighed i barnet liv", sagde seniorkonsulent i Red Barnet Naja Kinch Sohn til Skolemonitor, da rapporten udkom i sidste uge.
Og det gælder også for de ukrainske flygtningebørn, konkluder rapporten:
“Alle børn giver generelt udtryk for, at de er glade for at være startet op i skole igen. De forbinder skolegangen med stabilitet og et fysisk børnefællesskab”.
Godt for trivslen med lærere, der kan ukrainsk
Rapporten finder også frem til, at det betyder meget for de ukrainske elevers trivsel, at der er lærere på skolen, der taler deres modersmål.
“Sprogbarrieren har været en kilde til, at børnene følte sig utrygge i skole og dagtilbud, mens andre var frustrerede over ikke at kunne udtrykke sig eller forstå, hvad der skete omkring dem. Det kan i høj grad imødekommes ved tilstedeværelsen af en ukrainsktalende medarbejder, der kan forstå og kommunikere med børnene i øjenhøjde”, står der i rapporten.
At kendskabet til elevernes modersmål kan lette på en del frustrationer og utryghed, kan Nadina Jacobsen nikke genkendende til.
“Jeg føler, at sproget spiller en stor rolle. Børnene kommer ofte til mig, hvis de har lidt længere spørgsmål, som de ikke kan stille på dansk. Hvis der er konflikter imellem især de mindste, som ikke har engelsk at falde tilbage på, kommer jeg også tit ind over og tolker, så vi kan få begge sider af historien og nuancerne med”, siger hun.
Sproget betyder også noget for relationen til eleverne, mener hun.
“Når eleverne fortæller deres små historier fra fritiden til mig, kan de mærke, at jeg forstår dem lige så godt, som deres mor eller bedstemor derhjemme”.
Luftalarm-app gør elever nervøse
Det er ikke så ofte, at Nadina Jakobsen taler med eleverne om situationen i Ukraine. For eleverne skal have lov til at være børn, når de er i skolen og kunne holde fri fra bekymringerne, mener hun.
“Hvis jeg kan mærke, at de selv vil tale om det, lytter jeg, men når det handler om situationen i Ukraine, prøver jeg at holde det lidt overfladisk og ikke spørge for meget ind til dét, der gør ondt. For jeg ved ikke, hvordan de vil reagere".
Indimellem sker det dog, at krigens realiteter løber med opmærksomheden i skolen.
Som den morgen i sensommeren, hvor Nadina Jakobsen møder ind til en klasse, med grædende og nervøse elever. Den dag regner russiske missiler ned over områder i både vestlige Ukraine og Kiev, hvor flere af eleverne har familie.
De fleste i klassen har mobiltelefoner og har apps installeret, der giver besked, hver gang en luftalarm lyder et sted i hjemlandet.
”Det ruller ind med opdateringer, og det er stressende for eleverne. Det er svært at vide, hvad man skal gøre som underviser. Jeg prøver at holde hovedet koldt, men det er svært”, fortæller Nadina Jakobsen.
Hun har selv familie i de områder, hvor bomberne falder, og bliver også påvirket af situationen, forklarer hun.
Bestilte lynkursus i håndtering af krigsramte børn
Hverken Nadina Jakobsen eller de andre lærere i de ukrainske modtageklasser var på det tidspunkt blevet briefet om, hvordan de skulle håndtere den slags situationer, fortæller hun.
Kort efter episoden bestilte skolens ledelse derfor et lynkursus i håndtering af krigsramte børn til lærerne. To personer fra Røde Kors kom ud på skolen og holdt oplæg og delte materialer ud, fortæller Nadina Jakobsen.
“Vi lærte meget om, hvorfor nogle får krigstraumer, vi fik også nogle afslapningsøvelser, og så lærte vi, at det er meget normalt, at børn fra krigsramte lande har humørsvingninger".
"Det har jeg haft med mig i baghovedet. For elevernes humør kan netop svinge meget fra uge til uge.
Red Barnet: Lærere er ikke klædt på til krigstraumer
Ifølge Naja Kinck Sohn fra Red Barnet var lærerne fra U5 ikke de eneste, der ikke var klædt på til at håndtere de ukrainske flygtningebørns potentielle traumer.
For selvom det ifølge Red Barnets analyse på mange måder var gavnligt, da politikerne i marts sidste år gennemførte en særlov, der fik de nyankomne ukrainske flygtningebørn ud i skolerne i en fart, betød tempoet dog også, at børnene ikke blev sundhedsscreenet, forklarer seniorkonsulenten.
"Derfor placeres ansvaret for at opdage deres traumer på lærerne og pædagogernes skuldre, og det er de ikke uddannede til", siger hun til Skolemonitor.
Det skaber ifølge Naja Kinck Sohn en risiko for, at elever har traumer, som ikke opdages eller behandles i tide, fordi lærerne og pædagogerne sjældent ved, hvor børn med symptomer på traumer skal henvises til.
Selvom Nadina Jakobsen nu har været på kursus, mener hun ikke, at hun nødvendigvis ville kunne opdage et krigstraume, fortæller hun.
“Vi er jo opmærksomme på, hvordan eleverne agerer fagligt og socialt, men det er svært at vurdere, om deres adfærd skyldes et traume, noget der foregår derhjemme, eller om de også opførte sig sådan i Ukraine”, siger hun.
Trods det føler hun sig alligevel tryg ved at stå med en klasse fuld af krigsflygtninge, fortæller hun.
“Jeg føler mig tryg, fordi jeg ikke står alene med det. Jeg har kollegaer, som jeg kan dele mine bekymringer med, og hvis det går helt galt, kan vi altid gå til ledelsen".
"Der er ikke en situation, hvor jeg ikke har nogen at henvende mig til, hvis jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere den".
