Der blev stillet skarpt på det tværfaglige samarbejde, da DPU, Aarhus Universitet i denne uge holdt den tredje årlige dialogkonference om PPR. I en workshop satte organisationspsykolog Julie Kordovsky, som tidligere har været ansat i PPR i København, og lektor Anne Morin fra DPU fokus på PPR i det tværprofessionelle samarbejde om inklusion.

Julie Kordovsky skitserede udfordringerne med en case om et netværksmøde, hvor en lærer beskriver en dreng i sin 6.-klasse som meget ukoncentreret og udadreagerende. Han har blandt andet forsøgt at kvæle en anden dreng fra klassen og truet med at springe ud foran et tog.

Skolens inklusionsmedarbejder har været i kontakt med både drengen og hans forældre og fortæller på mødet, at familien ikke har mange resurser og er meget stresset. Desuden frustrerer det forældrene, at drengens storebror er voldelig.

Ofte ved en professionel ikke, hvad andre fagfolk laver

På netværksmødet udspiller denne dialog sig:

"Jeg undrer mig over, om faren er voldelig over for børnene", siger socialrådgiveren, som er tilknyttet skolen.

Læreren fortæller, at drengen har skrevet en sms til hende om, at han bliver slået, når han kommer hjem.

"Min far slår mig i gulvet", refererer læreren, hvorefter skolens resursemedarbejder tager over:

"Dette er viden, som skal gå til socialforvaltningen. Fik de disse oplysninger?"

"Jeg ved det ikke. Jeg tror måske for længe siden", svarer læreren.

Skolens resursemedarbejder:

"De skal opdateres derefter. Ofte ved en professionel ikke, hvad andre fagfolk laver. En ide kunne være at arrangere et møde med familiens sagsbehandler, måske for at se om vi kan arbejde i samme retning?"

Skolens sundhedsplejerske spørger:

"Får de oplysningerne fra os på borgercentret?"

Ingen svarer.

Forskellig viden har indflydelse på opgaven

Casen rejser flere problemstillinger, fremhævede Julie Kordovsky i workshoppen.

"Det har betydning for opgaveløsningen, at de interne og eksterne deltagere i netværksmødet har forskellig viden. Det har indflydelse på, hvordan de går til opgaven, og hvilke forventninger de har til den. Hvad skal læreren gøre, når de eksterne støtter ikke har den samme viden som skolen", spurgte hun reflektorisk.

Casen er også forbundet med andre udfordringer.

"GPDR ruller, så alle sletter alting, så hvad bliver der af deltagernes viden om forløbet? Dertil kommer, at det måske er sundhedsplejerskens barselsvirkar, som deltager næste gang, og socialrådgiveren bliver måske skiftet ud. Det er vigtigt at udvikle en procedure for vidensdeling", sagde Julie Kordovsky.

Casen viser også, at læreren forventer handling, mens det måske er første gang, resursepersonerne hører om eleven.

"Jeg har ikke oplevet nogen insistere på at være monofaglige. Tværtimod er folk villige til at gå ind i tværfagligt arbejde, men jeg har oplevet deltagere, som ikke kender sagsgangen eller indholdet i en sag", fortalte den tidligere PPR-medarbejder.

Vi skulle holde mødet, når vi var færdige med det

Den gode løsning er at sikre, at alle fagligheder kommer i spil, så deltagerne ikke bare gennemfører mødet, men tager ansvar for, at de finder frem til en løsning.

Det stiller krav til den enkelte om at se på, hvordan man strukturer samarbejdet bedst, så alle kan bidrage til at finde løsninger for barnet, supplerede lektor Anne Morin fra DPU.

"PPR-psykologer står ofte overfor sammensatte og komplekse opgaver. Tit ved de ikke, hvad de træder ind i, og de kan have svært at få det fulde overblik over sagen. Det har betydning for, hvordan de ser på barnet og dermed på løsningen for barnet, samtidig med at der ligger et krav om handling".

Anne Morin fremhævede sin pointe med et citat fra en psykolog:

"Ofte ved man ikke, hvad man træder ind i. Det kan være svært, fordi man ikke kender positionerne på netværksmødet på forhånd. Ingen har tid til at have det fulde overblik, og først efter 20 minutter ved man, hvad der er i spil, og så er mødet ved at være slut. Vi skulle holde mødet, når vi var færdige med det, for så ville det blive et godt møde".

Her finder man kimen til at udvikle netværksmødet, mente lektoren.

"Vi skal interessere os for konteksten for mødet: Hvad er det sket før mødet? Hvad er prøvet af? Hvilket mandat har deltagerne? Her ligger både et potentiale for opgaveløsningen i forhold til børns trivsel og inklusion og for udviklingen af den enkelte psykolog", sagde Anne Morin.

Samarbejdspartnere skal vide, hvordan PPR stiller sig

I et tværfagligt samarbejde er det vigtigt, at man ved, hvor man har hinanden, sagde PPR-leder Anette Kureer fra Ballerup Kommune, da hun indledte konferencen med et opæg om, hvordan PPR organiserer sig, så det bliver muligt at samarbejde med skolens praktikere.

"Det nytter ikke at komme ud med en dobbeltagenda, hvor man siger ét, men tænker noget andet. Vores samarbejdspartnere skal vide, hvor vi stiller os, så når vi kommer ud på skolerne, skal vi være tydelige med, hvordan vi arbejder, og hvilke tilgange vi har", sagde Anette Kureer.

Både ledelse og medarbejdere i PPR skal være nysgerrige på egen og andres praksis, og de skal være gode til at sætte mål og retning. De skal også være gode til at forhandle.

"Ingen børn og klasser er ens, så vi skal afstemme med vores samarbejdspartnere, hvad målet er for den enkelte opgave, og hvordan skolen stiller sig i forhold til løsningen. Vi skal møde vores samarbejdspartnere i øjenhøjde ved at inddrage, begejstre, motivere og ansvarliggøre dem", sagde Anette Kureer, som har 30 års erfaring i PPR-regi.

Opgaver skal løses tilfredsstillende uden at blive overgjort

Samtidig med øgede forventninger om, at PPR indgår i tværfaglige samarbejder, skal PPR stadig arbejde konsultativt. De mange krav kan let føre til, at medarbejderne bliver forpustede og måske mister blikket på opgaven.

"Vi skal sørge for, at det er tydeligt for vores medarbejdere, hvordan vi arbejder, så vi giver dem mulighed for at overleve i en kaotisk hverdag. Vi må spørge os selv, hvordan kan vi håndtere det, når opgaverne vælter ind, så samarbejdsparterne oplever, at vi tager os af dem, uden at vi selv bliver stressede", sagde Anette Kureer.

En vej kan være, at man udvikler en fælles standard for, hvor meget tid medarbejderne må bruge på en given opgave, så de kan løse den tilfredsstillende, men uden at overgøre den.

"Nogle gange tror vores samarbejdspartnere, at vi kan løse alle problemer i en klasse. Det kan vi ikke. Vi er nødt til at dele opgaven op i bider og involvere vores samarbejdspartnere. Vi skal hverken være barnets, forældrenes eller skolens advokat. Vi skal være opgavens advokat. Det er helt afgørende for at rykke PPR ud i praksis", betonede Anette Kureer.