”I stedet for at tale om den
frigjorte skole vil jeg hellere tale om den myndiggjorte skole”.
Skoleforsker Lars Qvortrup har
inviteret Folkeskolen på besøg i sit private hjem i indre København i
anledningen af, at han siden 1. februar er professor emeritus.
Da det pædagogiske universitetsinstitut DPU skulle finde besparelser
for 12 millioner på
sit årlige lønbudget, indgik han en aftale om en frivillig fratrædelse.
Lars Qvortrup har dog ingen
planer om at trække sig tilbage fra offentligheden eller skoleforskningen. Han
har allerede flere bøger på tegnebrættet, og lige nu arbejder han på et
treårigt forskningsprojekt om samarbejdsformer i folkeskolen.
Han har ved flere lejligheder
været kritisk over for den nuværende frihedsdagsorden. For han tror ikke på, at
en offentlig institution som folkeskolen kan være helt fri fra politisk
styring, og så mener han ikke, at den politiske debat om problemerne med
folkeskolereformen er præcis nok.
Lærerne arbejder meget
bottom-up-agtigt
Det er særligt arbejdet med
forskningsprojektet om, hvordan lærerne samarbejder, der har fået ham til at
tænke over, hvad der gik galt med reformen, som ”der jo ikke er nogen tvivl om
ikke gav de resultater, man havde forventet og håbet på”, som han formulerer
det.
”Der er brugt rigtigt mange
penge på understøttelse af professionelle læringsfællesskaber blandt lærerne.
Vi undersøger, om det overhovedet har haft nogen effekt, og om det er den måde,
som lærere samarbejder på i praksis?”
Det er de foreløbige resultatet
herfra, som har fået ham til at tænke grundigt over hovedårsagerne til, hvorfor
skolereformen langt fra har leveret de ønskede resultater.
”Der er mange gode ting at sige
om professionelle læringsfællesskaber, og lærerne er også selv glade for dem.
Men måske er det alligevel en lidt for topdown-agtig model, hvor der er en
ledelse, som fx bestemmer, at lærerne skal samarbejde i fag- eller
årgangsteam, og at de fx skal mødes hver onsdag eftermiddag. For vi kan se, at
mange lærere meget ofte arbejder meget mere bottom-up-agtigt og løser
udfordringer, efterhånden som de kommer, og forsøger at lære af det”, siger
Lars Qvortrup.
Ifølge Lars Qvortrup er der
”sikkert 117 forskellige forklaringer” på, at reformen ikke har leveret, hvad
politikerne troede. ”Der er skoledagens længde, læringsmålene, om der kom mere
bevægelse, blev intentionerne implementeret på den rigtige måde osv. osv."
"Det
er alt sammen noget, der antageligt har haft betydning, men det er næppe
hovedhumlen”.
Blev oplevet som et
umyndiggørelsesregime
Lige nu har der tilsyneladende
udviklet sig en bred konsensus om, at ”det hele var for styret, og det er
derfor, at politikerne har lanceret frihedsdagsorden, hvor lærerne og skolerne
i princippet selv skal bestemme”, siger han.
Konklusionen er Lars Qvortrup
langt hen ad vejen enig i. Men han mener alligevel, at problemet kan defineres
mere præcist.
”Lærerne og skolen oplevede en
slags offentlig umyndiggørelse, ved at man satte de her alt for snævre mål op,
og at man inden havde lockoutet lærerne”.
”Det gjorde, at lærerne,
pædagogerne og lederne i den grad følte sig kørt rundt i manegen. Der var mange
forskellige ting, som forstærkede hinanden. Det skabte en oplevelse af et
umyndiggørelsesregime”, siger han.
Står bag begrebet ”den myndige lærer”
Lars Qvortrup står bag begrebet ”den myndige lærer”,
og han har gjort det til sit erklærede mål, at han som forsker vil arbejde for
at styrke lærernes professionelle dømmekraft.
Ifølge skoleforskeren handler
det om, at lærerne med rank ryg oplever at have en ”masse faglig viden og
erfaring”, de trækker på, når de foretager valg, og så ”handler det også om at
have nogle etiske idealer for, hvad læreren vil med sin undervisning”.
Lars Qvortrup tilføjer hurtigt i
sin analyse af problemer med reformen, at han ikke mener, at læringsmål i
sig selv er umyndiggørende, ”for det gør man alle steder i
uddannelsessystemet”.
Men læringsmålene, der kom med
reformen, var alt for detaljerede, siger han.
”Der er ikke noget galt i, at
man sætter mål for undervisningen. Men de må ikke være for snævre”.
”Det gjorde jo, at man som lærer
havde en oplevelse af, at man efter en undervisningstime skulle kunne krydse a,
b og c af, så man kunne fokusere på at få krydset de næste mål af i den næste
time. Man føler sig umyndiggjort, når der er andre, der bestemmer, hvad man
skal gøre”.
Folkeskolen skal myndiggøres
En styrkelse af folkeskolen bør
derfor ifølge Lars Qvortrup i højere grad gå gennem en myndiggørelse af skolen
end en frigørelse.
Hvad skal der til for, at
folkeskolen bliver mere myndiggjort?
”Det er klart, at der skal være
friere rammer om skolen, så lærerne og pædagogerne kan lave en undervisning,
der passer til deres elever. Og de skal også kunne sætte nogle dagsordener på
skolen og kunne sætte nogle særlige indsatser i gang, de vil satse på”.
”Men at tro at nu skal skolerne
være fri i en eller anden abstrakt og absolut forstand, tror jeg simpelthen er
uforeneligt med en folkeskole”.
Hvordan er dit billede af friere
rammer anderledes end frihedsdagsordenen?
”Jeg synes, at frihedsforsøget i
Esbjerg og Holbæk viser det meget godt, at det er myndiggørelsen, der skaber
glæden og engagementet, fordi de oplever, at man tror på deres professionelle
dømmekraft. Men man er jo også kommet frem til, at mange af tingene kan man
faktisk godt uden at ændre på loven”, siger Lars Qvortrup og tilføjer, at hans
første bog som emeritus vil omhandle læreres, pædagogers og sygeplejerskers
udøvelse af professionelle dømmekraft.
”Grundlæggende tror jeg på, at
der er nogle mere frugtbare begreber, end at vi taler om tvang kontra frihed.
Vi kan få en uendelig lang diskussion om, hvornår folkeskolen er blevet fri
nok, og hvis de får den totale frihed, får vi pludselig 1200 privatskoler. Det
er ikke ideelt. Vi vil gerne have et ensartet tilbud over hele landet”, siger
han.
Lars Qvortrup har meget svært
ved at se, hvordan skolerne kan sættes helt fri, samtidig med at politikerne
fortsat vil have ambitioner for, hvad skolen skal kunne.
”Folkeskolen vil altid være
politisk styret. Bare se på Mattias Tesfaye, som skal føre
frihedsdagsordenen videre, samtidig med at han også vil have mere fokus på
praksisfaglighed. Det er jo som at sige til skolerne: ’I må gerne være frie,
men I skal ikke være så frie, at I selv bestemmer, om der skal være mere eller
mindre praksisfaglighed’".
”Så der ligger en selvmodsigelse, når politikerne taler så meget om frihed”.
Ifølge den nye emeritus vil en for stor frigørelse af offentlige institutioner desuden gøre
det uklart, hvem der i sidste ende har ansvaret for institutionerne.
”Hvis der kommer en klage mod en
folkeskole eller et ældrecenter, hvem falder klagen så tilbage på?”
Mere data vil styrke lærerne
I 2015 stod Lars Qvortrup i spidsen for et
kæmpe forskningsprojekt, der skulle styrke lærernes professionelle dømmekraft
ved at tildele lærerne flere data at basere deres undervisning på, så de mere
præcist kunne opdage behov for specifikke indsatser og så efterfølgende finde ud af, om indsatsen havde hjulpet.
Projektet hed Program for Læringsledelse, hvor
13 kommuner i fire år indsamlede data fra spørgeskemasvar fra blandt andet
elever, lærere og forældre.
Den gang udtalte han til Folkeskolen, at
han forventede, at undervisningen på landets skoler inden for ti år ville være
langt mere databaseret.
Oplever du, at undervisningen i
folkeskolen er blevet mere databaseret?
”Der var en skolechef, som for
ganske for nylig sagde til mig, at de som kommune fandt det nyttigt, at de
kunne se, hvordan kommunens skoler klarer sig i forhold til hinanden. For så
kunne de blive nysgerrige på hvorfor nogle klarer sig bedre end andre og
undersøge, om det måske skyldes, at de organiserer sig på en mere hensigtsmæssig
måde, har en bedre praksis for kompetenceudvikling eller organiserer de
professionelle læringsfælleskaber bedre?”
”Det giver meget mere, end når
vi sammenligner os med fx Finland, Singapore eller Canada, hvor vilkårene er
anderledes”, siger han.
Forskningsprojektet sluttede i
2019, og Lars Qvortrup fortæller, at han ikke har overblik over, om kommunerne
har fortsat brugen af projektets spørgeskemaer. Men han er ikke i tvivl om, at
projektet var ”et godt kulturskift, som virkelig har noget for sig”.
Han lægger samtidig ikke skjul
på, at projektets data ”til tider var for detaljeret og for
meget. Og måske også pegede lidt for meget i en bestemt retning”.
Skulle han genprøve projektet,
skulle data gøres mere ”rummelige”, som han kalder det. Men ambitionen om at
gøre undervisningen mere databaseret tror han stadig på.
”Det er myndiggørende, at man
har ordentligt værktøj, når man skal arbejde i sin have i stedet for at gå
rundt med en negleklipper. På samme vis er det med undervisningen, at lærerne
skal have redskaber, der styrker deres dømmekraft. Og her er forudsætningen, at
man ved, hvad man gør, og hvad effekten er”, siger Lars Qvortrup og peger på
forældremøder som eksempel:
”Dér kan man som lærer stille sig op og sige: ’Vi har gjort
sådan og sådan det sidste års tid, fordi vi havde det her problem. Effekten har
været sådan og sådan’. Det princip er jeg stadig stor tilhænger af”.
Alle niveauer skal føle sig myndiggjort
I den bedste af alle verdener
ville alle på skoleområdet kunne udøve deres dømmekraft, peger Lars Qvortrup
på.
”Det ideelle skolesystem er et stærk sammenspil mellem forskellige myndiggjorte aktører".
"Stærke lærere,
pædagoger og ledere skal kunne udøve deres professionelle dømmekraft inden for
nogle rammer i et samspil med den kommunale forvaltning, som vil noget med
kommunens skoler, samtidig med at Undervisningsministeriet også sætter nogle
rammer for, hvordan folkeskolen skal fungere”.
”Det er, når det samspil bliver
skævt og en af parterne føler sig umyndiggjort, at det går galt”.
