Vilje kan lukke sprogkløfter. Det er 17-årige Javane et levende eksempel på. Den 18. august 2015 landede hun i Københavns lufthavn med sin familie. Faren havde fået opholdstilllade efter greencard-ordningen. Fire dage efter stod hun i modtagelærer Anette Friis Jakobsens klasse på Valhøj Skole i Rødovre. Selv om læreren ikke kunne se det, var hun lidt modvillig. 

Hun savnede sine venner fra skolen i Teheran og ville slet ikke til Danmark. Familien havde købt en returbillet til Danmark. Fire uger skulle de prøve at være i det nye land. Efter to uger var Javane klar til at blive.

"Jeg var ret nervøs, da jeg startede. Men så var der en pige, der smilede. Så blev jeg lettet og tænkte. De er ligesom jeg", siger Javane.

Hendes dansk er ikke fejlfrit, men det er tæt på. Hun har levende øjne og et langt rødligt hår, som i farvet helt lyst i spidserne. Hun fylder 18 om tre måneder og begynder på Albertslund Gymnasium på mandag. I dag er hun tilbage på Valhøj Skole, som endnu ikke har lukket eleverne ind. Hun nyder at gå rundt på de tomme gange og hilse på lærerne, som hun har haft i skolen.

"Det er rart", siger hun og smiler.

Alene fra Syrien til Danmark:
 12 i dansk trods svær start 

Udvikling i raketfart

Anette Friis Jakobsen er stolt af sin elev. Så stolt, at hun sendte en mail til Folkeskolens redaktion, fordi hun synes, Javanes præstation i det danske skolesystem er imponerende.

"Da du kom, sagde du 'om et år vil jeg tale dansk'. Og du sad hele tiden klar med mobilen, så du kunne oversætte ord. Du var god til at udnytte forskellige strategier og god til at udnytte tiden", siger Anette Friis til Javane.

Hun ventede spændt, da Javane kom fra mundtlig danskprøve.

"Jeg var målløs over, at Javane sig klarede så fantastisk. At få 12 i mundtligt dansk efter så kort tid. Det var alligevel overraskende. Og da du kom ned på biblioteket og fortalte det, var du glad, men rimelig cool", siger Anette Friis.

Javane tager de rosende ord til sig. 

"Jeg forventede meget af mig selv. Efter en måned tænkte jeg, hvorfor kan jeg ikke snakke dansk endnu. Det var hårdt. Jeg havde det virkelig dårligt det første år", siger Javane.

Hun viser bunken af bøger, som er i klasseværelset. Hun læste dem alle og slog ord op, hun ikke forstod og skrev dem ned. Og så dansk fjernsyn for at høre, hvordan de nye ord bliver brugt.

En helt ny verden

Udenfor vinduerne skinner solen på store grønne tomme græsarealer. Og grønt græs og oceaner af frihed var det, der så hurtigt overbeviste Javane om, at en helt ny start væk fra de iranske venner måske alligevel ikke var så ringe endda.

Ikke at hun brugte græsplænerne. Men hun lagde mærke til dem, da hun kom. Friheden til gengæld. Den udnytter hun, og den vil hun ikke undvære i fremtiden.

I Iran gik hun på pigeskole med uniform og tørklæde. Når hun mødte om morgenen blev det tjekket, om hendes sko var for lyse, om tørklædet var tæt nok og om fingerneglene var for lange.

"Tit fik jeg en nål, så jeg kunne sy tørklædet tættere", siger hun. Men ikke kun rammerne - også indholdet i skoledagen var meget anderledes end i Danmark.

"I Iran skal du huske svarene. Du må ikke komme med dine egne ideer og holdninger. I Iran er der meget mere konkurrence, end der er samarbejde. Det er meget mere afslappet her", siger hun.

"Jeg elsker frihed, og jeg kunne mærke, at jeg kunne få frihed i Danmark".

Smidt ud af modtagelseklassen

Anette Friis var glad for at få Javane i modtagelseklassen.

"Det er godt at få rollemodeller ind", siger hun. Men nogle rollemodeller flytter sig så hurtigt, at det kan virke demotiverende på andre. Javane overhalede nogle af de elever, der havde siddet i klassen i seks måneder på et par uger. Derfor gjorde Anette Friis en indsats for at sluse hende ud i almenklassen hurtigt. I 8. klasse havde hun matematik, tysk og engelsk i almenklassen. Tysk havde hun aldrig haft før, men skulle hun på gymnasiet efter 9. klasse, skulle hun have haft to år tysk eller fransk.

"I modtageklasser bliver man nødt til at se på, hvordan eleverne matcher, og Javane skulle videre", siger Anette Friis.

Javane husker tydeligt, hvordan hun fik at vide, at hun ikke skulle være i modtageklassen længere.  

"I slutningen af 8. klasse skulle vi i modtageklassen se det klasselokale, vi skulle være i næste skoleår. Så sagde jeg: Det kan jeg ikke lide. Og så sagde Anette: Men her skal du heller ikke være næste år. Jeg fik et helt chok. Jeg følte, jeg blev smidt ud", husker Javane, da det gik op for hende, at hun skulle tage 9. klasse i en dansk klasse. "Men jeg blev også glad. For det var det mål, jeg havde sat for mig selv". 

Anette Friis slap dog ikke helt sin elev.

"Jeg var med to måneder i fysik/kemi, men det var udelukkende for det sproglige. Javane vidste meget, men hun manglede sproget", siger Annette Friis, og understreger, at det er en af de store fordele ved at have modtageklasser på folkeskoler. "Man kan hele tiden følge op", siger hun, og eleverne kan komme forbi i pauser. Det gjorde Javane også, for livet i en almindelig 9.-klasse var svært.  

"I modtageklassen var jeg rigtig god. Men dernede kunne de andre snakke om mig, uden at jeg forstod, hvad de sagde".

Hun er glad for tiden i modtagelseklassen - og kunne slet ikke forestille sig at være sluset direkte ud i en almindelig klasse, som det sker i nogle kommuner.

"Man skal kunne en lille smule af sproget, før man kommer i klassen", Javane.

Aalborg lukker alle modtageklasser

På mandag begynder hun på HTX i Albertslund. Hun håber, at det bliver første skridt til at blive psykolog.

"Da min datter skulle starte på gymnasiet var hun mest nervøs for, hvad for noget tøj, hun skulle have på og make-uppen", siger Anette Friis.

"Det er lige sådan, jeg har det", siger Javane lettet. "Jeg tænker så meget over, hvad jeg skal have på og hvilken make-up".