Både en SU-reform og et folkeskoleforlig kan være på plads inden sommerferien, siger undervisningsminister, Troels Lund Poulsen
Troels Lund: Jeg får ondt i maven af tosprogedes problemer
Den nye undervisningsminister, Troels Lund Poulsen (V), forventer at have et folkeskoleforlig klart inden sommerferien. Samtidig barsler ministeren med et nyt udspil rettet mod folkeskolelever med anden etnisk baggrund end dansk.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Jeg håber, at når jeg går på sommerferie, har vi været i stand til at bringe en afklaring på de to områder, sådan at vi ikke skal blive ved med ørkesløse diskussioner om folkeskolen. For folkeskolen kan ikke være tjent med at blive holdt som et politisk gidsel, fordi der er nogen, som tror, at man bare kan spekulere i valgkamp", siger Troels Lund Poulsen i et interview med Altinget.dk.
Ministeren siger til Altinget, at forhandlingerne ventes at strække sig over april og maj, og her vil mærkesagen - åbenhed om testresultater - være afgørende for ham i forhandlingerne.
Fokus på de tosprogede elever
I samme interview løfter ministeren lidt af sløret for et nyt politisk udspil, der fokuserer på de tosprogede børn.
"Vi er i en situation, hvor 40 til 50 procent af unge med anden etnisk baggrund end dansk forlader folkeskolen uden at have basale færdigheder til at komme videre i deres liv. Det er et meget stort problem, som jeg får ondt i maven af at tænke på. Det hverken kan eller vil jeg finde mig i", siger han.
Udspillet fra ministeren bygger på en række resultater fra den seneste Pisa-E-undersøgelse (den del som handler specifikt om børn med anden etnisk baggrund end dansk). Ifølge Altinget vil tallene blive offentliggjort i næste måned.
I løbet af 14 dage vil Troels Lund Poulsen være klar med det endelig udspil.