Han blev lærer uden at være 'matrikelstuderende', som de almindelige lærerstuderende bliver kaldt af dem, der tager uddannelsen over nettet. I fire år var han så netstuderende - i lange perioder med fuldtidsarbejde som vikar i folkeskolen oveni! Det lyder voldsomt. Og også lidt sært, mener intervieweren. For hvordan kan man studere til lærer uden at være sammen med underviseren og sine medstuderende?  "Det var da hårdt indimellem," siger Bjarne Døfler-Brun, som nu arbejder på Lundgårdskolen i Herning. Men uddannelsens kvalitet var der bestemt ikke noget i vejen med. En ph.d.-afhandling viser faktisk, at netstuderende har lidt bedre karaktergennemsnit end matrikelstuderende. Det kan skyldes studieformen, men nok også alderen, mener han. "Vi var lidt ældre end de studerende, der gik fysisk på uddannelsen, så vi kom med lidt flere livserfaringer, og for nogle af os var det last call for at få den uddannelse, vi gerne ville have."

Jeg havde længe drømt om at blive lærer "Jeg havde drømt om at blive lærer, inden det blev alvor. Men vi havde tre børn, hus og bil, så økonomien og de praktiske gøremål derhjemme satte nogle grænser. Jeg var så dagplejer i nogle år, så jeg kunne gå derhjemme med den yngste, inden hun kom i børnehave, og så begyndte jeg på netuddannelsen. Jeg startede i august, og allerede i december fik jeg så mit første vikarskema, som jeg passede ved siden af. Studiet foregik helt overvejende over nettet, men hver måned havde vi to obligatoriske dage, hvor vi mødtes fysisk på Læreruddannelsen i Nørre Nissum med otte-ni timers intensiv undervisning per dag. Nogle gange har vi haft undervisning til klokken ti om aftenen, og når man gik derfra, var man godt bombet. Men også fyldt op. Og så dannede vi studiegrupper med fire-fem deltagere. Jeg var sammen med en fra Bruxelles, og vi andre var så spredt over hele Danmark. Vi mødtes hver uge over Skype, hvor vi drøftede de opgaver, vi skulle løse. Jeg kunne jo komme med mange praktiske eksempler fra mit vikararbejde. Det er en rigtig god mulighed," synes jeg.  "I pædagogik kunne vi for eksempel få 100 siders tekst, og så blev der stillet spørgsmål fra lærerne. Vi læste for eksempel om teorien bag LP-modellen, og da jeg på skolen var med til at implementere modellen, kunne jeg jo bidrage med praktiske eksempler, som vi så kunne koble til teorien." Og det er forpligtende at skype sammen om et projekt, for der er jo ikke noget med at sidde og gemme sig i flokken som til en forelæsning, fortæller Bjarne Døfler. "Alle skal bidrage hver gang. Men jeg - eller en af de andre - kunne også godt melde ud, at det måske lige nu kørte lidt på pumperne herhjemme, så man måtte nøjes med at være med på en lytter den dag. Det var vi åbne og ærlige omkring, så på den måde støttede vi jo også hinanden."

Nyuddannet, men ikke ny lærer Bjarne Døfler fik sit eksamenspapir i juni 2011, men egentlig var det jo ikke en helt ny lærer, de fik på Lundgårdskolen i Herning, for det var dér, han havde arbejdet som vikar det meste af studietiden. Og det praksischok, som mange matrikelstuderende banker ind i, når de skifter fra studiet til skolehverdagen, oplevede han slet ikke. "Jeg havde allerede arbejdet som lærer i tre et halvt år, inden jeg blev færdig, og skolen har fire afdelinger - vi har en centerklasse og modtageklasser, og vi har haft specialklasser. Jeg har været overalt som vikar, så det har givet mig godt et indblik i alle mulige facetter i folkeskolen."

Okay, skal man også gøre det? Men at få ansvaret som klasselærer var nyt og ret voldsomt, fortæller Bjarne Døfler. "Da jeg begyndte herude efter min uddannelse, røg jeg direkte ind i en 7. klasse, hvor jeg skulle være klasselærer. Der var meget i den funktion, jeg overhovedet ikke var klar over, at jeg skulle forholde mig til, så dér følte jeg mig helt blank og ny. Der var mange gange, hvor jeg tænkte: 'Okay, skal man også gøre det?'. Det havde uddannelsen slet ikke klædt mig godt nok på til. Vi havde da læst lidt om det, men det er meget, meget større i virkeligheden. Og praktikken er slet ikke lang nok til, at man finder ud af den slags, dér står man jo heller ikke med ansvaret." Hans linjefag er dansk, specialpædagogik og dansk som andetsprog, så han skulle sådan set være godt uddannet både fagligt og pædagogisk i forhold til at arbejde med inklusion. "Med mine linjefag føler jeg mig godt rustet til mødet med inklusionspolitikken. Jeg synes også, at det er fint, at elever, som før har været henvist til et specialtilbud, skal inkluderes i den almindelige undervisning. Det kræver bare noget helt andet end blot faglighed at kunne støtte og rumme de elever, der skal integreres. Det kan være andre ting, der spiller ind i deres dagligdag, der gør, at det er svært for dem at lære noget. Det skal du være obs på som klasselærer. Du skal snakke med dem, mærke, hvordan de har det. Du skal sørge for, at de kommer op på resursecenter-mødet, og du skal sørge for at få talt med psykologerne fra PPR, for at fortælle dem, hvilke problemstillinger du står med. Jeg skal indkalde til teammøde om klassen, fordi vi også der skal have en snak om det. Og så er der alle de små opgaver, som for eksempel, at klassen får en ny lærer ind i teamet, og han så ikke står på elevernes mailliste på Lærerintra, det er det også klasselærerens opgave at sørge for. Mange, mange små ting, hvor man kan sige: 'Ok, det var jeg ikke lige klar over, det, troede jeg faktisk, blev gjort et andet sted'. Klasselæreren skal samle alle trådene."

Du skal selv finde alle tiltagene LP-modellen er rigtig god, mener Bjarne Døfler. "Det er ikke en pædagogisk metodik eller en arbejdsmetode, som kan bruges direkte ude i klasserne. Det er en pædagogisk måde at tale om børn på og se problemerne fra forskellige vinkler. Den anden model, som også kan implementeres på skolerne her i Herning Kommune, hedder PALS, hvor bogstaverne står for Positiv Adfærd I Læring og Samspil. Det er også helt fint," mener han. "Men når det kommer til, hvilke tiltag vi skal tage i forhold til elever, der skal inkluderes, så skal man selv finde tiltagene og tilegne sig dem. Derfor er jeg meget glad for, at jeg har specialpædagogik som linjefag, for det er udfordrende nok alligevel."

Vietnam, Bulgarien, Sudan, Sri Lanka - og Danmark "Jeg er sandelig også lykkelig over, at jeg har dansk som andetsprog på linje, for af mine 26 elever i 8. klasse er syv af dem tosprogede. Dertil kommer, at vi har modtageklasser på skolen, og eleverne derfra bliver lige så stille kørt ind i flere og flere timer i enkelte lektioner, matematik, fysik/kemi, historie, samfundsfag. Siden jeg fik klassen for halvandet år siden, har jeg fået fuldintegreret to elever fra modtageklassen. Jeg oplever, at alle har god respekt for hinandens forskelligheder, og klassen har elever fra Vietnam, Bulgarien, Sudan og Sri Lanka."

- Hvordan afgør I, hvor hurtigt de skal sluses ind i en almindelig klasse? "Hvis en elev kommer fra en anden skole i lokalområdet, starter han eller hun som udgangspunkt direkte i klassen. Men vi har også tilflyttere fra Congo og Zimbabwe, som kommer som flygtninge; de begynder i en modtageklasse. Når de så har været der en tid, vurderer vi, om de er parate. Nogle af dem lærer lynhurtigt, men så går de måske lidt i stå, for der ligger som oftest andet i deres habitus end bare det, du kan se. Der ligger noget dybere i dem, det kan være traumer, som de bærer på i det skjulte. Da Bertel Haarder var undervisningsminister, ændrede han læreruddannelsen, så det fag-faglige kom til at fylde mere. Vi skal jo være verdens bedste skole, og den er jeg helt med på. Der er bare nogle andre problematikker, som ikke klares ved at blive fagligt skarpere, blandt andet inklusion. De to ting harmonerer ikke altid sammen i dagligdagen, og det at være de bedste, betyder jo ikke bare at score højt i test," mener Bjarne Døfler.

Jeg synes, han har gjort det okay "Vi har et godt eksempel her i Herning med Mads Eg Damgaard. Han startede Egetæpper og gik kun i skole til og med syvende klasse. Jeg synes, han har gjort det okay. Men han ville nok ikke have scoret særlig godt i de nationale test, så den vej rundt kan man jo sige, at selv om man fagligt er ret dårlig, kan man godt være dygtig.

- Hvis I får en pige fra Sudan, som måske er hurtig til at lære sproget, hvordan opdager I så, at hun har andre problemer? "Vi ser på deres reaktioner og på, hvordan de indgår - eller ikke indgår - i sociale relationer. Man kan mærke på dem, at de bliver depressive. Umiddelbart kunne man måske tro, at det vil være nemt at integrere eleven i idræt. Men rummet er stort, der er mange lyde, og børnene løber rundt. De kan blive kede af det og sige, at de ikke bryder sig om det. Du kan se det i deres udtryk, og når de er utrygge, reagerer de måske ved ikke at sige noget og ved at blive væk fra skolen."

Det står ikke på min opgaveoversigt - Hvad gør I, når I kan se, at problemerne ikke opløser sig selv? "Vi har to modtageklasser, og der er fire lærere involveret. Vi har et tæt samarbejde i teamet, og der finder vi så ud af, hvem af os der har den tætteste relation til eleven. Så er det den lærer, der bliver en slags klasselærer for ham eller hende. Jeg har selv været koblet på en dreng, som har haft det svært. Vi kunne se, at der var noget galt. Han var udadreagerende og blev voldsomt vred, hvis der var nogen eller noget, der provokerede ham, blandt andet i idræt, hvor der er nogle regler, der skal forstås. PPR havde visiteret ham til et specialtilbud, og stedet var ikke dårligt, men det var heller ikke optimalt i forhold til, hvordan han havde det, og det var det tilbud, de kunne give. Jeg var ude at besøge stedet, men vi mente, at det var bedst, at han blev her på skolen. Nu er det så blevet en fantastisk historie om en ung mand, der har fået et arbejde og er kommet med i et projekt, som et boligselskab har lavet. Han er et af eksemplerne på, at det er vigtigt ikke bare at hjælpe dem rent fagligt; du bliver nødt til at give noget mere. Der står ikke på min opgaveoversigt, at det er min opgave, men som lærer - som menneske - så synes jeg, at det er mit ansvar."

Det er ikke lønnen, der styrer mig, og det er ikke opgavebeskrivelsen "Men det kræver noget ekstra arbejde; nej, det kræver meget ekstra arbejde. Det kræver, at du efter skoletid kører ham ud til Bilka eller Rema1000 eller til en tømrermester for at sige: 'Hør her: Ham skal du tage og få ind hos dig, han vil bare knokle'." Forældrene har måske heller ikke de sproglige færdigheder til at gøre det rigtige for deres børn. Også derfor må man som lærer give noget af sig selv, siger Bjarne Døfler. "Og så er vi nede i, hvorfor jeg er blevet lærer. Det faglige er rigtig vigtigt. Bestemt. Men det samme er relationssamarbejdet, og de to ting skal hænge sammen, for at eleverne kan blive dygtige og sikre. Hvis ikke det fungerer godt blandt eleverne og mellem lærere og elever, så fungerer læringen heller ikke. Og så er det, at man oplever, at det er et kald at være lærer. Det er, at man vil det, at man vil eleverne. Det er ikke lønnen, der styrer mig, og det er ikke opgavebeskrivelsen. Sådan kan man jo ikke arbejde som lærer. Det er mennesker, vi har med at gøre. Og det er svært at sige, at jeg ikke vil gøre noget for dig, for det får jeg ikke noget for. Det har jeg i hvert fald svært ved," siger Bjarne Døfler. "Men jeg kan da godt se, at rent tids- og lønmæssigt hænger det ikke sammen," fortsætter han og fortæller om en elev, som har haft utrolig svært ved at komme op om morgenen. "Moderen kontaktede mig og sagde, at hun ikke kunne få knægten op, og jeg sagde så til ham, at hvis han ikke kom, måtte jeg jo tage min bil ud og hente ham. Det skal man jo heller ikke. Men omvendt så viser jeg, at han betyder noget for mig, at han betyder noget for klassen. At vi vil ham. Han oplever, at det er vigtigt, det der."

Som lærer ved man jo aldrig "Historien viser aldrig sit alternativ, og som lærer ved man jo aldrig, hvordan det ville være gået, hvis ikke jeg havde konfronteret ham med "tilbuddet" om afhentning. Det kan være, at den ene gang, du kører ud og henter ham, det er en rigtig god langtidsinvestering, for han gider sikkert ikke opleve én gang mere at blive hentet af sin lærer," funderer Bjarne Døfler. "Men omvendt set, så kunne det jo også fejle, og han kunne have sagt, at jeg kunne rende ham. Men så har jeg i hvert fald forsøgt at gøre det, som jeg som menneske mener, jeg skal gøre. Det er også en del af det at være lærer."

- Men det er ikke sådan noget, mediedebatten om skolen handler om. "Alle har jo gået i skole, så alle er parate med en mening om vores arbejde. Men ubevidst er det måske deres egen skoletid, de forholder sig til og mener noget om, og så selvfølgelig kombineret med det, medierne fortæller," siger Bjarne Døfler. "Da vi blev lockoutet i forsommeren 2013, indrykkede KL nogle annoncer, hvor de gjorde befolkningen opmærksom på, hvor få timer en lærer arbejder om ugen. Men jeg kan i hvert fald sige, at jeg arbejder væsentlig flere timer, end der stod i de annoncer, og så skal man ud og forsvare sig på det grundlag.  Så må jeg erkende, at tanken strejfede mig, at det her, det er ikke det hele værd. Jeg bruger mange timer på den faglige forberedelse. Jeg bruger rigtig megen tid på at få relationerne og de sociale ting til at fungere, for at det hele kører som en enhed. Og når jeg så i medierne får at vide, at jeg ikke laver noget, så overvejer jeg, om det er værd at være lærer." Men heldigvis kan man se sine elever og deres forældre i øjnene, og man kan se succeserne. "I går aftes sad jeg og rettede stile, og så kan jeg se, at eleverne kan bruge noget af den respons, jeg giver dem. Yes! Hun har lyttet til, hvad jeg sagde. Det er fedt at se. Og så går jeg hjem og tænker så måske ikke så meget på det andet. Lige til næste gang jeg er til familiefest, og jeg så bliver skudt i skoene, at vi ikke laver noget. Det er så det, det samfundsmæssigt er blevet vredet til: Lærerne er ikke fagligt dygtige, og vi laver ikke noget."

- Hvordan så med den interne diskussion, tager I fat om problemerne? "Her på skolen, ja, i hele kommunen, bliver der gjort meget for at få teamsamarbejdet til at fungere. Vi arbejder med nogle forskellige arbejdsmetoder og teknikker, så vi kan få sat ord på tingene. Jeg synes helt klart, at man skal spørge til eller sige fra, hvis man oplever noget, som tilsyneladende ikke er i orden. Det er jo svært som menneske at skulle fortælle andre, at man ikke er enig i deres måder at arbejde på, men det er samtidig din pligt i hvert fald at stille spørgsmål til det problematiske: 'Jeg forstår ikke lige det her. Hvordan er det, at det forholder sig? Hvorfor gør du sådan?'. De gør vi, og det skal vi. Jeg synes også, at det er svært, men så må vi øve os i at tænke det som kollegavejledning, som en professionsdiskussion for sammen at gøre tingene bedre, ikke som en personlig kritik."

- Vi taler om yderpunkter i lærerarbejdet. Hvad falder dig  ind, når jeg beder om et eksempel på det positive ved at være lærer? "Det er for eksempel, når det, vi arbejder med, rykker. Når en pædagogisk test for eksempel har vist mig, hvilke fejltyper klassen har,  og vi så arbejder intensivt med at rette op på det, og  du så kan se, at deres skriftlige arbejder bliver bedre. Det er rigtig positivt, når man ser, at nogle af de måder, man gerne vil have, at de stiller tingene op på, de ændrer sig. Det er dejligt, når de kan diskutere i klassen og respektere hinandens synspunkter. Det er positivt, når man får god forældrerespons. Det kan være en dejlig mail. Det er sådan noget, der gør, at jeg synes, det er rigtig rart at være lærer."

- Og så det negative. Hvad er det, der fredag eftermiddag kan få dig til at gå nedbøjet fra arbejde? "Lærerarbejde er også sæsonarbejde, og elevplanerne fylder og trækker ned. Hvis en lærer har seks forskellige klasser, så kan du selv begynde at gange op med 26-27 elever i hver. Hvor mange elevplaner er det så lige, jeg skal lave? Og de skal alle sammen være færdige til nogenlunde samme tid. Så er der de nationale test, så de der bjerge med arbejde, det kan være rigtig, rigtig hårdt. Men altså: Jeg elsker mit arbejde. Jeg kan godt lide at komme på arbejde hver dag. Jeg elsker samarbejdet med mine kolleger og mine elever ude i klasserne. Jeg har verdens bedste arbejde."

- Du talte tidligere om lærerarbejdet som et kald? "Ja, du havde jo bedt mig tænke over det, inden vi mødtes, og da tænkte jeg, at jeg ikke syntes, at det er et kald. Det er et lønnet arbejde. Og det er det jo. Også. Men nu, hvor vi taler om det, så er det jo… Når jeg kigger på mig selv som person, hvad kan jeg lide at arbejde med? Hvad er det, jeg synes, er spændende at arbejde med? Når man så kigger på de ting, så kan man jo sige, at det er et kald at arbejde med mennesker. Der er de faglige ting, man synes er vigtige og spændende. Jamen, så kan man jo godt sige, at det er et kald at arbejde som lærer."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk