Når den muslimske pige tager det hvide, diskret broderede tørklæde om hovedet, er det ikke for på den måde at fremhæve ansigtets skønhed og rene linier. Tværtimod. Tørklædet er kun et af flere krav om, at hun skal skjule sin krop, begrænse sig selv og sine lyster og ikke tro, at hun er noget i sig selv.

Frem for at være et klædningsstykke er tørklædet et levende og kraftigt symbol på en massiv undertrykkelse af kvinderne. Derfor bør det forbydes. Hvis danskerne ikke kan se det, dækker de sig under kulturrelativisme og fremmer dermed en ulighed i samfundet, hvor danske piger har ret til at være frigjorte, mens den samme ret ikke gælder for deres muslimske kønsfæller.

Det siger den 31-årige pædagogstuderende Nahid Riazi, som bliver ilter og indtrængende i stemmen, når hun taler imod tørklæder og kvindeundertrykkelse i den muslimske kultur.

For godt otte år siden kom hun til Danmark som iransk flygtning og er i dag koordinator for den danske del af 'Den Internationale Kampagne for Iranske Kvinders Rettigheder' (Ikir). Modstanden mod tørklæder er generel for organisationen, der opererer i mange vestlige lande. Også selv om det ikke er den eneste mærkesag. Senest har de for eksempel kørt en kampagne mod stening af kvinder i Iran. Kvinderne i Ikir er ateister og går ikke ind i diskussionen om, hvorvidt Islam har et påbud om tørklæder eller ej.

Men det er Nahid Riazis helt klare opfattelse, at pigerne skal bære tørklæder for at blive regnet som troende muslimer. Alligevel ønsker hun tørklæderne forbudt.

- Man fratager børnene deres rettigheder, når man tilslører dem og forhindrer dem i at deltage i samfundets sociale liv, siger hun.

Beskyt børnene

Nahid Riazi synes omvendt ikke, det vil være at fratage pigerne deres rettigheder, hvis man forbyder dem at bære tørklæder eller slør. For ønsket om at tage tørklædet på kommer ikke fra barnet, men fra forældrene. Hvis nogle piger siger, de selv har valgt at tage tørklædet på, er det måske, fordi de er bange for forældrene, for at miste deres kærlighed, eller simpelthen fordi de ikke kender til andet, siger Nahid Riazi og tilføjer, at efter hendes mening har børn ikke nogen religion.

Hun er godt klar over, at et forbud ikke fjerner undertrykkelsen med det samme. Men hun ser sløret som et af de vigtigste redskaber.

- De første overgreb, Iran og Afghanistan begik efter deres islamiske revolutioner, var at forlange slør på kvinderne, siger hun.

Nahid Riazi understreger, at ønsket om et forbud under ingen omstændigheder må gå ud over børnene. Derfor synes hun også, det var forkert, da to lærere på Dalumskolen på Fyn i efteråret nægtede at undervise piger med tørklæde på. Det er forældrene og myndighederne, man skal tage fat i - ikke børnene.

Et forbud ville helt klart være til gavn for børnene, mener Nahid Riazi, fordi det dermed ikke ville blive pigernes kamp mod forældrene, men en sag mellem samfundet og de voksne muslimer. Desuden ville et forbud hjælpe de forældre, der egentlig gerne vil lade børnene gå uden tørklæde, men giver efter for familiens og naboernes pres.

På spørgsmålet om, hvor grænsen skal gå for, hvilke former for undertrykkelse af børnene der skal forbydes, nævner Nahid Riazi Jehovas Vidner, hvis børn ikke kommer til fødselsdage og fester hos kammeraterne. Det samme gælder for nogle muslimske børn, og det mener hun helt klart er at fratage dem deres rettigheder. Det skulle forbydes at forhindre børn i at deltage i samfundet, mener hun.

Vanvittigt

Socialpædagogen Meriam Al Erhayem, der selv har en irakisk far og en dansk mor, mener, et forbud ville være fuldstændig vanvittigt. Først og fremmest fordi det ville have den modsatte effekt. Til daglig arbejder hun blandt andet med en krisegruppe i København for muslimske piger mellem 17 og 20 år. Pigerne er i de fleste tilfælde røget uklar med deres familier, blandt andet af frygt for arrangerede ægteskaber, eller fordi de har haft danske kærester. Meriam Al Erhayems erfaring er, at det aldrig nytter at tvinge familierne til noget.

- I de familier, hvor der har været tvunget ændringer igennem, ser jeg, at de holder meget mere fast i de muslimske traditioner. De forsvarer sig, bliver firkantede og insisterer måske på at sætte deres piger i arabiske skoler, og så bliver det betydelig vanskeligere for pigerne at blive integreret, siger hun. Desuden frygter hun for, at pigerne kan risikere at stå tilbage med ingen kultur.

- De piger, jeg arbejder med, føler ofte, at de er påduttet deres forældres kultur. Men jeg ser samtidig, at hvis man tager den fra dem, så har de ingenting, siger hun.mb

Et forbud vil hjælpe de forældre, der giver efter for familiens og naboernes pres