Minister for kirke og ligestilling Manu Sareen (Radikale) har sammen med jurist og direktør i konsulenthuset Con3bute Jamilla Jaffer skrevet en bog om elever med anden etnisk baggrund i den danske folkeskole. De seneste år har de besøgt stribevis af skoler, men hvad nyt er der at hente i bogen?
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
? Jeres bog har undertitlen »Inklusion i folkeskolen«. Hvorfor taler I om inklusion og ikke om integration, når det handler om elever med anden etnisk baggrund og deres problemer med at passe ind i folkeskolen?
Annonce:
! JJ: »Når vi taler om integration, så skal du opfylde noget for at være god nok, mens du automatisk er en del af fællesskabet, når vi taler om inklusion. Integration er en forhandlingssituation. Du får noget, og du skal afgive noget - både som dansk folkeskole og som elev med anden etnisk baggrund. Men sådan skal det ikke være. Vi taler om inklusion, fordi vi har en ramme, der hedder den danske folkeskole. Her kører man efter et dansk års traditioner, men vi inddrager samtidig, at Monika er katolik, og Hassan er muslim«. MS: »Når man i mange år har talt om integration, så har det handlet om love, men meget af det her handler jo også om følelser og samhørighed og oplevelsen af at blive taget alvorligt«.
? I taler om vigtigheden af at anerkende de etniske elevers frustrationer. Hvordan udtrykker man som lærer den anerkendelse?
! JJ: »Anerkendelse er at se eleverne. En af skolelederne i bogen giver et godt eksempel. Hun siger, at det jo ikke handler om at stryge eleverne med hårene og sige, at alt er fint. Hun fortæller om en dreng, der smadrer en rude. Til ham siger hun, at hun godt kan forstå, at han er frustreret, men at det på ingen måde er i orden, at han smadrer den rude. Det handler om at forstå eleverne, forstå, at de har svært ved lektierne og kommer fra familier, hvor tingene er svære«.
? I henter de fleste af jeres gode eksempler fra skoler med en høj andel tosprogede. Tror I, at det er en fordel at samle eleverne med anden etnisk baggrund på en skole, eller kan »spredning« af samme elevgruppe have en fordel, hvis ambitionen er at skabe en god, anerkendende kultur og en fagligt og socialt udbytterig skolegang for eleverne?
! MS: »For mig er det et meget politisk spørgsmål, jeg næsten ikke tør svare på«. JJ: »Men hvis vi skal forholde os til det, vi skriver i bogen, så vælger skolelederne på flere skoler med mange etniske elever at sige, at det er et vilkår. I stedet for at ønske sig flere etnisk danske elever så forholder de sig til den virkelighed og de elever, der er. Det er også det bedste, lærerne kan gøre, i stedet for at tænke i et scenarie, a la hvad nu hvis vi spredte eleverne«. MS: »Ja, på Amager Fælled Skole tager man fat på virkeligheden. Man kan nærmest mærke det, når man kommer ind på skolen«.
? Okay. Men hvad nyt bidrager jeres bog med?
! JJ: »To ting. Det ene er vidensdelingen, og det andet er værktøjerne. Og det er netop det praktiske, vi har kunnet høre, at pædagoger og lærere ude på skolerne efterspørger. Der er jo skrevet fine afhandlinger om det her, men ikke om, hvordan man omsætter det hele til praksis. Det beskriver vi til gengæld«. MS: »Ja, og det særlige er vel også, at den er båret af cases. På den måde er den meget pædagogisk og let tilgængelig«.
