Mens ti-tolv elever øver sig i at gå på stylter og få hulahopringene til at spinne om kroppen, trodser seks andre novemberkulden i den åbne ridehal nogle hundrede meter derfra.

Cirkus og ridning er for H.C. Andersen Skolens elever i Odense-bydelen Vollsmose ikke noget, man behøver være heldig at få lov at gå til efter skole. Det er en del af skolen.

Hver tirsdag og torsdag klokken 12.10 står pædagogerne i fritidsklubben Diamanten parat til at modtage et hold af 4.-5.-klasseelever. De har ti minutters gang til cirkushuset og ridehallen fra H.C. Andersen Skolen.

En sms frem og tilbage mellem lærer Dennis Hornhave og rideinstruktør Tina Clausen sikrer, at alle, der er sendt af sted fra skolen, også er ankommet i fritidsklubben.

»Vi har igennem tiden grinet meget af de sms'er: Signe er ikke kommet. Svar: Signe havde gemt sig i skoven. Svar: Nå, nu kommer Signe«, genfortæller en leende Tina Clausen, der har været klubmedarbejder i Diamanten i 21 år. Men egentlig er sms-beskederne ikke for sjov. De er tværtimod et af de bærende elementer i det samarbejde, som H.C. Andersen Skolen har opbygget med lokalområdets fritidstilbud gennem et treårigt udviklingsprojekt støttet af blandt andet Integrationsministeriet.

Nu er projektmidlerne opbrugt, men samarbejdet er fortsat på fjerde år.

Model for en længere skoledag

»I tre år har vi justeret på strukturen, men nu har vi en model, som alle, både lærere og klubfolk, er med på. Der ligger simpelthen en skabelon. Når der er tvivlsspørgsmål, så kan vi altid vende tilbage til dokumenterne, hvor vi har beskrevet aftaler og mål«, fortæller Dennis Hornhave.

Det er eksempelvis en målsætning for både cirkus- og rideundervisningen, at eleverne oparbejder en arbejdsmoral og disciplin, der fortæller dem, at det tager tid at blive dygtig til noget.

Klarhed om både praktiske aftaler og faglige mål er helt afgørende for, om en længere skoledag med aktiviteter uden for skolen bliver en succes, mener Dennis Hornhave. Og det er den, det tager tid at nå til.

»Det har været kaotisk til tider, og jeg misunder ikke folk, der skal igennem det nu. Vi føler os privilegerede over at have haft de tre år og en pulje til at koordinere det hele fra start. Men i dag har vi en model, og vi vil gerne lette andre skolers frustration en lille smule, hvis det kan lade sig gøre«.

»Vi kalder det kropslig forankret undervisning«

Når Dennis Hornhave taler om at være nået i mål med en vanskelig koordinationsopgave, taler han også om koordineringen af alt det, der foregår på skolen samtidig med ride- og cirkusaktiviteterne. De resterende 4.-, 5.- og 6.-klasseelever fordeler sig nemlig på fire værksteder på skolen, og så samarbejder man med pædagoger og klubfolk, der bistår undervisningen på forskellige værksteder for kunst, historie og medier. Hertil kommer et friluftsværksted.

Lærer Nicolai Dall Lorenzen står sammen med pædagog Bent Skovdal og klubmedarbejder Zakir Canbek for medieværkstedet »Stop motion«, hvor eleverne arbejder med at sammensætte en stribe af stillbilleder til en levende film. Manuskriptet skriver de selv, og filmuniverset bygger de med Lego. Ved gennemspilningen af to elevers film roser de voksne filmens mange sceneskift, og hvordan Legomændenes stemmer og bevægelser følges helt rigtigt ad.

Inde ved siden af har eleverne på historieværkstedet tilfældigvis også kastet sig over Legoklodserne, men her handler det om noget andet, nemlig om at bygge en model af en middelalderbolig på baggrund af et længere temaarbejde om levevilkår i det 14. århundrede.

På historieværkstedet er der almindeligvis også tre voksne, to lærere og en klubmedarbejder stillet til rådighed for den kreative undervisningsform. Dennis Hornhave fortæller, hvordan andre skoler har eksperimenteret med at bryde en længere skoledag op med et bevægelsesbånd midt på dagen.

»Bevægelsesbåndet ændrer bare ikke nødvendigvis noget ved undervisningen. Det risikerer i gåseøjne bare at blive idrætsundervisning. Men ved at kombinere bevægelse med traditionel faglighed sker der noget andet. Vi kalder det også kropslig forankret læring. Det er ikke bevægelse bare for bevægelsens skyld. Når eleverne skal lære om bindingsværk, så prøver de at bygge en model af et bindingsværk«, forklarer Dennis Hornhave.

H.C. Andersen Skolens værksteder på og uden for skolen er således et bud på, hvordan man i praksis imødekommer reformens vision om »Den åbne skole«, der lukker sig op mod det lokale idræts-, kultur- og foreningsliv, samtidig med at den giver tid til faglig fordybelse, praktiske og anvendelsesorienterede undervisningsformer.

Eleverne fravalgte boksning og basket

For eleverne er det obligatorisk at arbejde på værkstederne, mens aktiviteterne uden for skolen er frivillige.

Vil de hverken ride eller gå på stylter, så har de bare flere eftermiddage på skolens værksteder. Hvert kvartal skifter eleverne aktivitet.

For de ældste af mellemtrinnets elever var det i en periode en mulighed at tage til boksning eller basketball i en klub i nærheden af skolen. Men det tilbud blev aldrig populært.

Dennis Hornhave påpeger, at det lige så vel kan være udtryk for et tilvalg af skolens aktiviteter som et fravalg af lokalmiljøets tilbud. Men som han kender sine elever og særligt drengenes interesse for sport, så må fravalget måske også kunne forklares med, at eleverne har fornemmet et mindre velfungerende samarbejde mellem skole og bokseklub.

»Eleverne kan godt mærke, om de voksne har et tæt og forpligtende samarbejde, og de skal ikke kunne se deres opførsel til boksning løsrevet fra det, der foregår i skolen. Det skal være den samme kontekst og de samme rammer, der er omkring dem. Selvom de ikke fysisk er på skolen, så er det fortsat skolens regler, der gælder«, siger Dennis Hornhave.

Generelt har han oplevet en utrolig stor villighed fra både lærere, pædagoger og klubfolk til at samarbejde.

»Men det er da heller ikke nogen hemmelighed, at nogle først skal til at lære det. Nogle har nemmere ved at hæve sig over strukturen end andre. Jeg har ikke fornemmet det, men der ville ikke være noget at sige til, hvis nogle af klubfolkene indimellem har været frustrerede over, at de skal være fem forskellige steder i løbet af en dag«, siger Dennis Hornhave.