Da der var flest, gik der 65 elever i Langelinieskolens i København særlige Ukraine-enhed, og der var tilknyttet seks lærere og tre ukrainske hjælpelærere. 

Lærerne havde startet hele enheden op fra bunden, da der pludselig kom et stort antal ukrainske børn efter krigens udbrud, og gradvist fik lærerne en hverdag op at køre for eleverne. 

Men i sommer skulle enheden så lukkes ned igen.

"Eleverne får jo max to år i modtageklasser, sådan er det uanset hvor man kommer fra, og vi havde løbende sluset elever ud til almenklasser her på skolen og til andre skoler. Til sidst havde vi kun en mindre gruppe elever tilbage", fortæller Kirsten Merete Rosenørn Johannesen. 

Som DSA-lærer var hun med til at starte den ukrainske enhed op, og hun var også den, der drejede nøglen om til sidst. 

"Selv om vi har gjort alt, hvad vi kunne for at gøre dem klar, var der fortsat mange, der havde behov for sprogstøtte. Og der var også nogle, der ikke havde været her så længe". 

DSA-lærere: ”Det er som at køre en lejrskole med borgerservice og egen landsbyskole”

Kirsten Merete Rosenørn Johannesen fortæller, at hvor der i starten var godt med støttemidler, "var der pludselig ingen ekstra støtte, da de to år var gået".

Nogle få elever har klaret sig rigtig godt, da de kom ud i almenklasserne. Men der er også mange, særligt i udskolingen, som har det svært. 

"Da vi skulle til at lukke ned, kunne jeg pege på omkring ti elever, som stadig havde brug for hjælp. Nogle havde ekstremt meget skolevægring, andre havde massivt brug for sproglig hjælp. Der er mange, der bærer på svære oplevelser fra besættelsestiden i Ukraine, og mange er sprøde og havde regnet med hurtigt at skulle hjem", fortæller hun.

Opgaven var ikke færdig

Da de nærmede sig sommerferien, så det ud til, at alt skulle lukkes ned, og Kirsten  Johannesens stilling ville blive nedlagt. 

"Jeg måtte sige til eleverne, at jeg ikke vidste, om jeg kunne være der for dem i det kommende skoleår. Det var svært, for man opbygger jo et meget stærk tillidsforhold. Jeg bliver deres ven og hjælper dem med meget andet end det rent sproglige". 

Hun blev tilbudt en stilling som almindelig lærer på skolen, men det havde hun ikke lyst til. 

"Jeg havde et klart ønske om at færdiggøre den opgave, jeg var begyndt på. Så det blev et 'tak, men ellers tak'", fortæller Kirsten Johannesen og fortsætter:

"Det har været en unik opgave at være tæt inde på livet af mennesker i en særlig situation og være med til at hjælpe dem ind i samfundet. Det kræver et særligt brobygningsarbejde, og den opgave var slet ikke slut". 

Skrev mange og lange breve til kommunen

Hun og hendes skoleleder begyndte derfor at skrive til kommunen. De skrev breve om de enkelte elever, hvor de beskrev, hvor eleverne stod sprogligt, og hvor meget de stadig havde brug for sprogstøtte. 

Ukrainske Dasha har fået danske venner og drømmer om at blive

"Vi skrev mange og lange breve, så jeg tror, at kommunen til sidst tænkte, at de blev nødt til at gøre noget for at få os til at holde op", fortæller hun. 

"Så der kom et venligt menneske ud fra kommunen og fortalte, at vi kunne få sprogvurderet eleverne, som stadig haltede bagud og ikke havde været her i to år". 

De havde 15-20 elever tilbage til sidst, da de skulle lukke, så Kirsten Johannesen var inde og tjekke, hvornår hver enkelt var ankommet. Her fandt hun ud af, at fire af eleverne ikke havde været i landet i to fulde år, og det fik kommunen til at sende en testperson ud, som kunne teste dem.

Svaret kom to dage inden sommerferien. 

"Testpersonen vurderede, at alle fire havde behov for sprogstøtte, så vi fik penge til at køre videre med dem. Det sikrede jo min halve stilling, og så var der mulighed for at hjælpe eleverne videre". 

Nogle gange betaler det sig at kæmpe 

Pengene er øremærket de fire elever plus to mere, som de fandt efterfølgende. Men så længe Kirsten Johannesen er på skolen, kan de andre lærere sparre med hende om elever, som har behov for sprogstøtte. 

"Det fungerer supergodt. Jeg kender alle kolleger og elever og kan målrette min hjælp personligt hele tiden", siger hun og tilføjer: 

"Men vi har ikke meget tid tilbage nu, og vi har kun støtten året ud. Så må vi se, hvad der sker. Men lige nu er eleverne og jeg bare virkelig glade for, at vi fik støtten til i år. Nogle gange er det altså værd at tage kampen", siger hun. 

Svært at koncentrere sig, når mobilen vibrerer om nye russiske angreb: Jeg krammer dem lidt oftere, så de føler, at vi tager hånd om dem