Når politikerne beslutter at sløjfe billedkunst i 1. klasse, går Danmarks Billedkunstlærere på barrikaderne med bannere og ministerbesøg. Når der skal afprøves praktiske prøver i dansk, sidder et bestyrelsesmedlem fra Dansklærerforeningen med i faggruppen. Når metalsløjd er på vej ud af læreruddannelsen, kontakter Den faglige forening Håndværk og design Folkeskolen, så politikerne får øje på problemet. Og når Danmarks Lærerforening skal sende høringssvar til et nyt skoleforlig, er det også de faglige foreninger, der giver input fra eksperterne i de forskellige fag. 

Men når det gælder undervisningen af de børn, hvis familier selv har sværest ved at råbe op, er der ikke nogen lærerforeninger, der taler på deres vegne. De børn, der ikke kan dansk. 

Hvem råber op, hvis nytilkomne elever ikke får den undervisning, de har krav på, i dansk som andetsprog? Om organiseringen af modtageklasser? Om elever, der dumper sprogprøver og skal gå et år om?

På Folkeskolen har vi den seneste måned sat fokus på fagenes faglige foreninger. Men som journalist på det faglige netværk for dansk-som-andetsproglærere hører jeg igen og igen DSA-lærere, -vejledere, -undervisere og konsulenter ærgre sig over, at de føler, de står alene med med kampen på et område med massive problemer. De ved ikke, hvor de skal vende sig hen, eller hvem der skal tale deres og elevernes sag. 

For hvor er deres faglige forening?

Monica Edelmann, som er DSA-lærer og koordinator for modtageklasserne på Bavnehøj Skole i København, har kæmpet for flersprogsområdet, lige siden hun i 2001 fik ansvaret for sin daværende skoles tosprogede elever

”Dengang var der stort fokus på de tosprogede i Københavns Kommune. Der var øremærkede penge til sprogcentre, penge til kurser og efteruddannelse til tosprogslærere og almenlærere. I afdelingen Integration og Mangfoldighed i kommunen sad dygtige folk med faglig ekspertise, der organiserede lokale og bydækkende netværk med møder og gav sparring. Og så var der de faglige foreninger”, fortæller hun.

Men alt det er væk i dag. 

Lærer valgte at blive whistleblower – og stoppe som lærer

Penge til flersprogsområdet er ikke længere øremærkede, men kan sive ud til de mange andre nødlidende områder. Afdelingen Integration og Mangfoldighed blev nedlagt i 2010, fordi man ville spare penge i centralforvaltningen. Området blev decentraliseret. Det samme skete i Aarhus og Odense, og virkeligheden er, at få kommuner i dag har flersprogskonsulenter ansat.

Monica Edelmann har i forskellige sammenhænge kæmpet for at få sætte de mange problemer, hun ser, på dagsordenen. Ved at kontakte Folkeskolen og andre medier. Ved at skrive direkte til politikerne lokalt eller på Christiansborg, og ved at alliere sig med Københavns Lærerforening.

”Men jeg føler mig som en enmandshær. Og hvad sker der, når jeg går på pension? Hvis der var en stærk faglig forening, ville der være andre som mig, og så kunne vi tage kampen sammen”, siger hun.

DLF: Det er en stemme, der mangler

Fordi jeg som journalist ikke kan finde en faglig forening for DSA-lærere, så går jeg til Danmarks Lærerforening. 

Og her tager man også gerne på sig at tale flersprogede børns og dansk som andetsprogslæreres sag. Men DLF kan ikke gøre det, som en faglig forening kan, understreger formand for undervisningsudvalget i DLF Regitze Flannov.

”Vi så meget gerne, at der var en faglig forening for DSA-lærere og -vejledere under Danmarks Lærerforening. Det en stemme, der mangler”, siger hun.

”Vi repræsenterer jo alle lærere. Der er brug for nogen, der taler på fagets vegne, ligesom der er for de andre fag. Det er utroligt vigtigt, når vi sidder i faglige sammenhænge i ministeriet, at vi kan henvise til faglige foreninger, der er helt tæt på ude på skolerne. Det giver en faglig legitimitet”, siger hun.

Danmarks Lærerforening har samarbejdsaftaler med en lang række faglige foreninger fra de forskellige fag. 

To gange om året holder foreningerne og DLF et møde, hvor de udveksler erfaringer og bliver opdateret på nye dagsordner. Når Danmarks Lærerforening bliver bedt om at pege på repræsentanter fx til fagudvalg i Undervisningsministeriet, går de til de faglige foreninger. Og når der skal skrives høringssvar, fx på et nyt skoleudspil, så indsamler og vedlægger Lærerforeningen svar fra de faglige foreninger.

”Vi er jo en fagforening, som repræsenterer skolen og alle lærerne. De faglige foreninger repræsenterer det enkelte fag. Det er to forskellige ting, og det er tydeligt, at der mangler en forening på det her område”, siger Regitze Flannov.

Der var fire foreninger for tosprogsområdet

Men hvorfor er der ikke en faglig forening for DSA-lærere? Eller er der en, som ingen kender til? 

Hvis man som lærer giver sig til at lede efter sådan en, finder man ud af, at der har været ikke mindre end fire foreninger med hver sin forkortelse, som ældre lærere på området, lyser op i erindring, når man siger, men som de sjældent kan komme på uden hjælp.

Den faglige forening Undervisere for tosprogede elever (UFE - oprindeligt forkortelse for  Undervisere af fremmede elever), blev oprettet i 1979 og arbejdede netop for de undervisere i folkeskolen, som havde med tosprogede elever at gøre. De udgav et medlemsblad, havde høringsret og en samarbejdsaftale med Danmarks Lærerforening. Formanden var Else Nielsen.

I 1998 kom Forening for Modersmåls- og Tosprogede Lærere (FMTL) til og fik i 2001 også en samarbejdsaftale med Danmarks Lærerforening. De havde 300 medlemmer, hvoraf to tredjedele var læreruddannede og den sidste tredjedel havde andre uddannelser og kun få timer til modersmålsundervisning i skolen. Formand for den forening var Jamal Bakhteyar.

”Vores to foreninger arbejdede godt sammen om at samle lærere, som arbejdede på tosprogsområdet og modersmålslærerne. FMTL holdt et årligt seminar med overnatning for medlemmerne. Repræsentanter fra UVM, DLF og UFE blev inviteret. Vi gjorde, hvad vi kunne for at gøre opmærksom på udfordringer på modersmåls- og tosprogsområdet”, fortæller han.

Men med Venstreregeringen i 2002 blev det statslige tilskud til modersmålsundervisning afskaffet, og dermed forsvandt modersmålsundervisning i de fleste kommuner, og de fleste af FMTL's medlemmer blev afskediget fra folkeskolen eller fik ansættelse andre steder.

”Det sidste FMTL-årsmøde var omkring 2014. Foreningen blev ikke officielt nedlagt, men der var ikke nogen, der tog stafetten, da jeg trådte ud. De lærere, der var tilbage, var ganske få og havde ikke energi til området, og da DSA også blev nedlagt i læreruddannelsen, var det svært at se en fremtid for en forening og måske for faget i det hele taget”, fortæller Jamal Bakhteyar.

Faget forsvandt på læreruddannelsen

Dansk som andetsprog forsvandt som linjefag i læreruddannelsesreformen i 2013, og det skulle fremover indgå i de pædagogiske fag, som man kunne supplere med et lille specialiseringsmodul. 

Det kom til at betyde en del for den tredje forening på området ’Foreningen for dansk som andetsprog’, som var en faglig forening for undervisere på læreruddannelsen og videreuddannelsen. 

For med den nye læreruddannelse besluttede ledernetværket ved professionshøjskolerne, at der skulle laves netværk på fagene, hvor ledelserne udpegede en repræsentant for hvert uddannelsessted. Lektor i DSA Lone Wulff blev formand.

”Vi var så få mennesker tilbage, når der nu ikke længere var undervisningsfag, at vi ikke kunne opretholde to foreninger. Det er jo ikke det samme med en forening udpeget af ledelsen, men vi havde trods alt et netværk, og vi har fx givet høringssvar, og jeg har udtalt mig om området som lektor i faget”, siger hun.

Siden 2013 har der ikke været et linjefag i dansk som andetsprog, og det har betydet, at der ikke er blevet uddannet nye lærere i faget fra læreruddannelsen. Samtidig er langt færre lærere blevet videreuddannet inden for DSA.

”Vi, der har været superaktive også politisk, er blevet lidt trætte, for vi bliver hele tiden flyttet rundt. Vi mangler helt klart en stærk faglig forening på området, der tager teten, går ind politisk og taler med medierne”, siger hun.

Med den nye læreruddannelse er det lille generelle modul halveret, men undervisningsfaget i DSA er kommet tilbage. På Københavns Professionshøjskole har de på de to år, det har været muligt, fået 40 tilmeldte, som om to år vil stå færdiguddannede.

”Det tegner jo godt, for det bliver jo 40 læreruddannede, der kan repræsentere området. Det er ikke mange, men det er i hvert fald en start. Men samtidig er vores undervisernetværk blevet lukket. Det er helt galt, for nu skal vi jo netop til at få DSA-faget op at køre igen”, siger Lone Wulff.

Der er faktisk liv i en af foreningerne endnu

Det er ikke alle netværk for DSA-lærere, der er nedlagt, for eksempel har Københavns Professionshøjskole flere netværk for DSA-vejledere i København og på Bornholm arrangeret af blandt andre pædagogisk konsulent Maiken Adelsten. Og Københavns Professionshøjskole afholder årligt todagskonferencen Multikulturelle Skoler. 

Ligeledes er der på professionshøjskolen Via to pædagogiske konsulenter på flersprogsområdet, Lotte Svane Strange Petersen og Line Thingholm, som arrangerede den 21 år gamle årlige konference Fælles Mål for dansk som andetsprog. De har også et netværk for DSA-konsulenter i deres del af landet. 

Men også Lotte Svane Strange Petersen, Line Thingholm og Maiken Adelsten efterspørger en faglig forening, for som pædagogiske konsulenter føler de ikke, at det er deres plads at tage den politiske kamp for faget, og der er behov for, at lærerne kan stå sammen på tværs af landet.

Efter megen research - for ingen af de mennesker, jeg har talt med om det her område gennem det seneste halve år, vidste det, finder jeg ud af, at der stadig er liv i den fjerde af de faglige foreninger, der var på tosprogsområdet i dets storhedstid.

Den fjerde forening hed Folkeskolens konsulenter for tosprogede børn og unge (Fokuto) og var netop for konsulenter på området ansat i kommunerne. Samtidig med, at de tre andre foreninger stoppede, valgte Fokuto at slå sig sammen med Foreningen for tosprogede småbørns vilkår. 

Formand blev Vinie Hansen, og det er hun stadig i dag, selv om hun for fem år siden gik på pension fra sin stilling som pædagogisk konsulent i Greve Kommune.

”Det er svært at være på DSA-området i dag. Stillinger bliver nedlagt mange steder, og folk har generelt ikke meget tid til frivilligt arbejde. Vi har kun 61 medlemmer, men der kommer gerne op til 100 til vores årlige konference. Deraf er to tredjedele fra småbørnsområdet og en tredjedel fra skoleområdet”, fortæller hun.

Foreningen ændrede sidste år navn til Foreningen Flersprogede børn og unges vilkår, og den er nu åben for alle, der ’beskæftiger sig med eller har stor interesse for arbejdet med flersprogede børn’.

”Vi ville gerne have høringsret og have en samarbejdsaftale med Danmarks Lærerforening. Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvorfor vi ikke har det, men vi har også brug for nye friske kræfter, for vi er flere i bestyrelsen, som er gået på pension, og vi har måttet nøjes med at koncentrere os om den årlige konference”, siger Vinie Hansen.

Regitze Flannov siger, at hvis nogen ønsker at starte en faglig forening for DSA-lærere, eller hvis Foreningen Flersprogede Børn og Unges vilkår ønsker at blive en faglig forening under Danmarks Lærerforening, så hjælper de gerne med at forbinde folk og inviterer dem gladelig ind til et møde om samarbejdet.