”Folkeskolen skal strømlines med
obligatorisk kernepensum”
Sådan lød overskriften for to år
siden på en artikel i Skolemonitor, hvor Dansk Folkepartis partiformand Morten
Messerschmidt sammen med partiets undervisningsordfører Alex Ahrendtsen præsenterede
et nyt stort skoleudspil fra partiet.
De to fortalte ganske
opsigtsvækkende, at de mente, at de danske folkeskoler burde begynde at følge et pensum eller et nationalt curriculum.
Budskabet blev med det samme fejet af bordet af både skolens parter og de fleste partier. Men spørger man i dag Alex
Ahrendtsen, er det nystartede arbejde med at lave nye læreplaner – der kommer
til at hedde fagplaner – faktisk i tråd med de tanker, partiet havde med et
pensum.
For her er et af de centrale pejlemærker, at fagplanerne som noget
nyt skal udpege fagenes kernestof - noget, der i dag kun findes i
gymnasiernes læreplaner.
I folkeskolen er det til gengæld et nybrud og første gang
siden Pisa-chokket i starten af 00’erne, at politikerne er klar til at tale
mindre om, hvad børnene kan forventes at få med sig af konkrete færdigheder, og
mere om hvordan og i hvad eleverne bliver undervist.
Ifølge
Alex Ahrendtsen stammer ideen om at kigge på gymnasiernes læreplaner oprindeligt fra Dansk Folkeparti.
”Der var massiv modstand til
vores udspil fra mine kolleger i Folketinget, fra lærerne, fra skolelederne,
fra hele miljøet om skolen. Der er faktisk ikke nogen, der synes, at det var en
god ide. Men nu står vi her to år efter, hvor alle virkelig bakker op. Det er
en fantastisk udvikling”, siger Alex Ahrendtsen, som har inviteret Folkeskolen
på besøg på sit kontor på Christiansborg for at fortælle om, hvad han oplever, der er sket fra partiet præsenterede sine tanker om et nationalt
curriculum til, at alle partier er enige om, at det er en god ide, at skolens
indhold igen skal til at være mere styrende for undervisningen.
”Der var mange, der stødte sig
på ord som curriculum eller nationalt pensum, men jeg kunne ikke helt forstå
hvorfor. For jeg vidste, at man i gymnasiet har pensum, og det har man haft i
mange år. Men det gik op for mig, at det var der ikke mange, der vidste”,
fortæller skolepolitikeren fra Dansk Folkeparti.
Frihedsønske bekymrede
Behovet for et fast pensum for
alle skoler voksede ifølge skolepolitikeren endda i takt med, at der blev mere
og mere politisk konsensus om, at folkeskolen skulle have mere frihed.
For frihedsdagsordenen er langt fra groet i Dansk Folkepartis
baghave, fortæller han.
”Jeg blev faktisk mildt sagt
bekymret, for historisk set er folkeskolen meget fri. Lærerne har næsten total
didaktisk og pædagogisk frihed, hvis man ser bort fra den katastrofale
folkeskolereform, og så ville de gud hjælpe mig frisætte skolen endnu mere. Der
tænkte jeg: ’det her ender galt’”, siger han.
For Alex Ahrendtsen mener
grundlæggende, at det vil føre til ”flipperi”, hvis ikke der er en ”vis
forankring i, hvad eleverne skal lære eller møde i undervisningen”.
”For ellers kommer det til at
flyde som i 1990’erne, hvor vi landede på niveau med Trinidad og Tobago”, siger han.
Derfor
valgte Alex
Ahrendtsen herefter at benytte enhver
given lejlighed til at tale for sit ønske om et nationalt curriculum, fortæller
han.
”Jeg kunne se, at parterne blev
meget stødt over det, og jeg var også meget direkte”, siger Alex Ahrendtsen.
Pludselig vendte stemningen
Siden skulle det vise sig, at
uenigheden måske ikke var så stor alligevel. For under sidste års Folkemøde på
Bornholm mødtes Alex Ahrendtsen med lærernes formand i Danmarks Lærerforenings
hus i Allinge Havn.
”Efter jeg havde forklaret, hvad
jeg mente med pensum, spurgte han; ’Er det læreplaner, du mener?’ ’Ja, det var
det, hvorfor spørger du?’ ’Vi er ikke glad for ordene pensum og curriculum’. Så
forklarede han, hvordan Lærerforeningen så på det, og det viste sig, at vores
tanker faktisk var meget ens. Så sagde jeg; ’Hvis I slår jer på pensum, så lad
os da hellere bruge ordet læreplaner’”, siger han.
Den gode stemning fortsatte, og
inden de og resten af den politiske elite forlod solskinsøen foreslog Alex
Ahrendtsen, at han og lærerformanden sammen formulerede en kronik,
hvor DLF og Dansk Folkeparti i fællesskab kunne argumentere for, hvorfor der er brug for
læreplaner med fokus på fagenes indhold.
”På det tidspunkt var det 10 år
siden, at Dansk Folkeparti og Lærerforeningen havde skrevet en kronik sammen.
Det var en god anledning til, at vi gjorde det igen. Den var de med på. Så i
august og september skrev vi frem og tilbage på kronikken. Den blev rigtig god
og konkret, synes jeg”, siger Alex Ahrendtsen.
Kronikken skabte et andet sprog
og fortælling
Da den kom ud, sendte han den til
undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og ordførerne fra de øvrige partier.
”Jeg kunne mærke, at nu begyndte
tingene at ændre sig, fordi vi nu brugte ordet læreplaner, og der er ingen
tvivl om, at kronikken fik enorm betydning. Den skabte et helt andet sprog og
fortælling”, fortæller Alex Ahrendtsen.
Modtagelsen fra ministeren var positiv,
fortæller han.
”Han var enig i, at der var brug
for at ændre på læreplanerne”, siger han.
Siden blev det til reelle
forhandlinger, hvor Alex Ahrendtsen fik skrevet ind, at ekspertgruppen bør
finde en del af sin inspiration i læreplanerne på gymnasierne, mens det eksempelvis
var Radikales undervisningsordfører Lotte Rod, som bragte det endelige navn
Fagplaner til bordet.
”Det er hendes fortjeneste. Hun
havde talt med Keld Skovmand, som havde anbefalet, at vi kiggede lidt på
fagplanerne fra 1976, som viste sig at være forbavsende gode”, siger han.
Derfor kernestof vigtigt
Generelt oplevede
DF-politikeren, at forhandlingerne var en usædvanlig god oplevelse.
”Forhandlingerne var
overraskende ukontroversielle og enormt harmoniske. Det er noget af det bedste,
jeg har oplevet som folketingspolitiker. Kemien var god, og vi lyttede til
hinandens argumenter, og hele vejen rundt om bordet var der enighed”.
Hvorfor mener du, at det er så
vigtigt, at man nu skal til at styre efter indhold i stedet for mål?
”Vi er selvfølgelig interesserede
i, at vi sikrer os, at eleverne bliver præsenteret for en grundviden, og den viden
skal være nogenlunde ens i hele landet, så vi ikke er afhængighed af, hvor
lidenskabelige lærerne eller skolelederne er”, siger han peger på, at der også
er flere gevinster ved at gå fra et mål- til et indholdsfokus.
”Vi har set, at undervisningsmaterialet
er kommet til at være for styrende for indholdet af undervisning. Det er enormt
uheldigt, at vi er kommet til at udlicitere det til nogle tilfældige forlag
eller digitale platforme, som kommunerne har købt. Og nok så vigtigt gør det
igen det relevant at have rigtige bøger. Det er en kæmpe gevinst”.
Inden sommerferien skal ekspertgruppen aflægge status til partierne i folkeskoleforligskredsen, hvorpå partierne giver en melding på, om de synes, at ekspertgruppen er på rette vej.
Det bliver vel et ret afgørende statusmøde
med ekspertgruppen. Kan der vise sig at blive nogle uenigheder i
forligsgruppen, når gruppen bliver mere konkret?
”Det er der ingen i tvivl om. Det
gode er, at vi alle sammen er enige om, at indhold fremover skal være kernen i
folkeskolen. Men det er klart, at meget afhænger af ord og formuleringer, fordi
vi alle har en forforståelse for, hvad vi lægger i ord”, siger Alex Ahrendtsen.
Vi kommer ikke til at blande os
Efter ekspertgruppens arbejde
bliver det op til en række faggrupper at udvælge det endelige indhold til hvert
af fagenes fagplaner.
Vil I blande jer, hvis
faggrupperne peger på indhold, som I ikke er enige i?
”Nej. Det er ikke politikerne,
der skal vurdere, hvad der er det vigtigste. Det skal jeg ikke fortælle dem, og
det skal Radikale heller ikke. For vi bliver aldrig enige. Jeg stoler på, at
fagfolkene har styr på det”.
Da Mattias Tesfaye præsenterede
den store skoleaftalen, var det helt afvejende pengene til at løfte de fagligst svageste elever og slidte
faglokaler, flere valgfagstimer, færre afgangsprøver, og den helt nye
opfindelse i form af en timebank, som fik opmærksomheden.
Alligevel
valgte ministeren at pege på arbejdet med nye fagplaner som det vigtigste i
skoleaftalen.
Er du enige med Tesfaye i, at
det her er det vigtigste element i skoleaftalen?
”Ja, det er absolut det vigtigste.
Det kommer ikke bare til at sætte kursen for folkeskolen igennem mange generationer,
men så sandelig også for læreruddannelsen. For uddannelsen bliver nødt til at
levere lærere, der kan leve op til fagplanerne”.