Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Forestil dig en sygeplejerske på en diabetesafdeling uden viden om Wegovy, eller en socialrådgiver, der ikke kender de nyeste ændringer i serviceloven.

I den overenskomst, som Danmarkslærerforening og KL indgik i foråret 2024, er efteruddannelsen en del af den samlede pakke. Lærerne er kommet under den kommunale kompetencefond. Her skal midler frem til 2026 gøre det muligt for alle lærere at komme af sted på fagligt kursus mindst en gang. Og det uden at skulle indhente kursusdagene, for det er en del af aftalen, at der skal være fuld vikardækning.

På tide må man sige. Aftalen kan åbne for en afgørende kulturændring, hvor man anerkender lærerens behov for løbende at følge med i sit fags udvikling.

I alt for mange år har lærernes mulighed for efteruddannelse været for ringe. At lærere arbejder på et felt, hvor der hele tiden kommer ny faglig og pædagogisk viden, er indlysende. Men den måde, efter- og videreuddannelsen hidtil har været praktiseret på, har i udgangspunktet ikke taget højde for, hvor hurtigt faglig viden forældes.

Med reformen i 2014 sneg der sig en uskøn tradition ind for at levere efter- og videreuddannelse som one-size-fits-all kurser med hele lærerkollegier bænket til indføringer i årets pædagogiske trend. ’Skal’-kurser’, hvor den indre motivation ikke altid var på plads. Det påvirker selvfølgelig udbyttet.

Hold nallerne for jer selv

Tiltaget åbner for at lærere i stigende grad kan være med til at præge og udvikle deres fag i skolen. Det skal lærerne være med til, fordi de har en unik adgang til og forståelse for, hvordan eleverne møder faget i skolen. Alt for mange revisioner af fagenes indhold og metoder har haft videnskabsfaget som afsender, og alt for sjældent er det sket i samspil med faglærerne. Den norske didaktiker Erling Lars Dale har på et tidspunkt – radikalt, men med gode argumenter – talt for, at lærerne skal bruge 40 procent af deres arbejdstid på udvikling af læreplaner. Et lidt urealistisk scenarie, men et tankevækkende perspektiv, for vi lever i et accelererende samfund, hvor viden konstant transformeres.

Når nu mulighederne for lærerens løbende efteruddannelse er blevet styrket, er det derfor vigtigt, at det faktisk bliver lærernes efteruddannelse. Fagene i skolen er fag i udvikling, og en dansklærer, der blev uddannet for 5-10 år siden, kan ikke bare trække på det, han eller hun lærte på seminariet. Skolerne og forvaltningerne må holde nallerne for sig selv og i stedet give lærerne mulighed for at vælge faglige kurser ud fra deres interesser.

En sådan kurs vil ikke bare betyde, at der samlet set i en gruppe af for eksempel dansklærere på en skole opstår et reservoir af ny faglig viden. Den nye viden om både fag og didaktik vil også sive ud i hele skolen som organisation.

Faglige fyrtårne

Erfaringerne fra uddannelsen af læsevejledere til skolerne viser, at det er godt for hele skolen at have faglige fyrtårne. Fra dem udgår der både faglig inspiration og konkrete handlingsgreb til de andre kolleger. Her er der dansklærere, der har haft mulighed for at sætte sig ind i ny forskningsbaseret viden. Motivationen har været på plads, og det smitter.

Kulturelt vil det også have effekt: Efteruddannelse vil blive set som en væsentlig del af lærerens professionelle identitet. Bevidstheden om, at man som faglærer forvalter et dynamisk fag, vil stå stærkere. Det vil pludselig være helt naturligt at spørge sin kollega: Hvilket fagligt kursus skal du af sted på i år?

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk