Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

For ni år siden sagde jeg mit job som embedsmand op, blev lærervikar og skiftede arbejdet i staten ud med meritlæreruddannelsen. Det har jeg ikke fortrudt på noget tidspunkt siden.

Lige siden jeg satte mine ben i et lærerværelse for første gang, har jeg dog måtte lægge ører til historier om, hvordan alting var bedre før skolereformen i 2014, og hvordan lov 409 forringede lærernes arbejdsforhold for evigt og altid.

Når man som mig ikke er belastet af fortiden, er det svært at sammenligne forholdene før og nu, men jeg kan som folkeskolelærer fortælle om min oplevelse af lærerjobbet anno 2024. Ikke alt er rosenrødt – det er det jo ikke på nogle arbejdspladser – men jeg synes bestemt, jeg har gode betingelser for at udøve mit hverv.

I lærerjobbet er vores fornemmeste opgave at skabe et rum for læring og dannelse, som børnene trives i. Og heldigvis trives de fleste danske børn i folkeskolen. 

Når jeg tænker tilbage på min egen skolegang var der børn, som mistrivedes, og det blev der ikke gjort noget synderligt ved. Ham klassekammeraten, der kastede med stole og borde, kunne man ikke hjælpe. For man kunne højst sende ham uden for døren for 120’ende gang eller måske en tur op på kontoret. I dag havde han nok fået en ADHD-diagnose, og vi kunne have hjulpet med nogle af de vigtige redskaber, der er udviklet til børn med neurodivergens.

Jeg forestiller mig også, at mange lærere og forældre før i tiden har revet sig i håret i forsøget på at hjælpe børn, som i dag betragtes som ordblinde. Med vores dybere indsigt og redskaber kan vi bedre understøtte dem i deres læring, uden de behøver føle sig fortabt.

To typer lærere

Da jeg begyndte som lærer, fandt jeg ret hurtigt ud af, at der grundlæggende er to typer af lærere: Dem der værdsætter teamsamarbejdet og så de såkaldte privatpraktiserende lærere, der foretrækker at arbejde alene.

Når jeg arbejder sammen med mine kolleger i teams, får jeg nye perspektiver på min praksis og inspiration til undervisningsformer og redskaber.

I år er jeg for første gang blevet matematiklærer på mellemtrinet, hvor jeg ellers normalt underviser i udskolingen. Her har jeg stor gavn af den fælles forberedelse med de to andre matematiklærere på årgangen. Som erfaren engelsklærer i udskolingen kan jeg til gengæld hjælpe min nyansatte kollega, der ikke har ført elever til afgangsprøver før.

Jeg oplever også at adgangen til brugbare og vigtige læremidler er enorm. Vi har adgang til film, uden først at skulle bestille spoler hjem fra Statens Filmcentral, vi kan kombinere online og analoge værktøjer i vores undervisningsforløb, og vi behøver ikke være usikre på om lærebøgerne og bøgerne på biblioteket indeholder den seneste viden om et emne.

I den kommune, jeg er ansat, har vi også gode muligheder for efteruddannelse. Jeg tager kurser i teknologiforståelse, AI i undervisningen og lærer om deltagelsesmuligheder for elever med dansk som andetsprog. Kurserne er alene for kommunens lærere, så vi kan tage udgangspunkt i hverdagen på vores skoler og etablere netværk på tværs.

Jeg har altså gode kollegaer at sparre med, adgang til nye og opdaterede læremidler og mulighed for relevant efteruddannelse.

Jeg synes, at vi lærere, der trives i vores fag, skal være bedre til at fortælle om alle de positive ting ved lærerjobbet. Der er alt for mange dårlige historier, der bidrager til at skabe en negativ fortælling om jobbet. Så er det ikke så underligt, at de unge holder sig væk fra læreruddannelsen.

Måske er jeg en af de heldige, der har særligt gode vilkår, men fra mig skal der lyde et stort, rungende ja til lærergerningen anno 2024.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk