Dansklærer Mette Toft Nielsen var egentlig på udkig efter en perspektiveringstekst til sin 8. klasse. Men på et stort dansk forlags hjemmeside var det noget andet, der fangede hendes opmærksomhed. Under overskriften danskhed var et billede af to hvide hænder, der holdt en ristet hotdog med det hele. I den tilhørende tekst var rødgrød med fløde, fødselsdag med flag på bordet og børnehaver fremhævet som ting, der gør os særligt danske.

På samme hjemmeside finder Mette Toft Nielsen et billede i mørke toner, hvor et brunt øje kigger direkte ind i kameraet. I teksten under billedet står historien om en ung mand, der angreb Krudttønden og synagogen i København. Tekst og billede skal gøre reklame for et undervisningsforløb om ondskab.

Mette Toft Nielsen mener ikke, at forlagets beskrivelse af danskhed nødvendigvis er et problem isoleret set. Men både hotdogbilledet og eksemplet på, hvad ondskab kan være, taler ind i nogle strukturer, som man skal være opmærksom på, for de taler ind i nogle særlige forestillinger om grupperinger i vores samfund. Den ene er det gode og det, vi bør stræbe efter, mens den anden er det onde, som vi bør tage afstand fra.

Når man i en beskrivelse af begrebet ondskab bruger en karakter, som ligner og har mange af de samme karaktertræk som nogle af vores elever, men i en kontekst, der handler om ondskab og det, vi kan kalde den såkaldte danskheds modkultur, så er man med til at skabe et os og dem mellem eleverne. Uden at det er et aktivt valg, er det med til at påvirke, hvordan venskaber opstår.

Vil skabe nye narrativer

Minoritetselever skal have hvide venner

Fremstillingen om, hvad der er rigtigt og forkert, skaber ifølge Mette Toft Nielsen nogle magtstrukturer, der er med til at fastholde elever med anden etnisk baggrund i nogle særlige forventninger og roller, som det nærmest er umuligt at bryde fri af. Og venskaber opstår ikke, når en elevgruppe altid er andet-gjort og skal forklare og forsvare sig. Derfor arbejder hun aktivt på at nedbryde de indgroede forestillinger, eleverne har om hinanden.

Især er der meget undervisningsmateriale, som minoritetsbørn ikke kan se sig selv i, eller hvor der er nogle meget stereotype fremstillinger af brune og sorte mennesker. Så hvis Mette Toft Nielsen læser højt, kan hun godt finde på at ændre en hovedpersons navn fra Martin til Hassan.

»Det reagerer eleverne altid på. Nogle undrer sig og stiller spørgsmål som: 'Ej, hed han Hassan?', og andre oplever genkendelighed, måske for første gang: 'Seriøst? Det hedder min far!' Så jeg udfordrer dem på deres forforståelser og spørger: 'Ja, kan en elektrikerlærling ikke hedde Hassan?' Og så oplever jeg, hvordan særligt de hvide elever rykker deres opfattelse af, hvilke positioner hvem kan indtage«.

Ved siden af lærerjobbet arbejder Mette Toft Nielsen som selvstændig konsulent i sin virksomhed Dekonstruer, hvor hun blandt andet tilbyder workshops, foredrag og onlinekurser om sociale strukturer og magtfordeling i folkeskolen og samfundet generelt. Formålet er at skabe nye narrativer, der kan være med til at give eleverne nye roller, og udfordre deres forståelse af, hvem der kan indtræde i hvilke roller og hvordan.

»Jeg ønsker blandt andet at give lærere nogle redskaber til at være nysgerrige på magt. Der er meget en retorik omkring tosprogede og danskere, som eleverne også selv bruger. Men det, der er centralt i en undervisningskontekst, er, hvordan man som lærer i klasseværelset kan træffe nogle valg, der hjælper med at konfrontere og udligne nogle af de magtstrukturer, der skaber forskellige positioner blandt eleverne«, forklarer hun.

Det nemme fællesskab

Netop de forskelle, som eleverne bliver holdt fast i, forklarer ifølge Mette Toft Nielsen, hvorfor elever med anden etnisk baggrund vælger børn i samme situation som dem selv som venner.

For nylig fik hendes egne elever til opgave at lave en video om, hvilke fællesskaber der har skabt dem socialt. En af eleverne med minoritetsbaggrund lavede en video om klassen og om fodboldklubben. Og så var der de andre venner.

»De havde forskellige hudfarver, religioner og kulturer, og det var et nemt fællesskab at være i, fordi alle var forskellige. Og jeg kan jo se, at eleverne med anden etnisk baggrund søger sammen, fordi det er trygt. De mødes på tværs af klasserne, ikke fordi de ikke har et fællesskab med deres egen klasse, men man kan godt mærke, at det for mange ikke er deres primære fællesskab«, siger hun.

En af grundene til, at eleverne søger fællesskaber med andre, der ligner dem selv, er formentlig, at de ofte føler sig sat i bås. Og at andre elever og lærere har et stereotypt billede af, hvem de er, uanset hvor godt de klarer sig i skolen.

»Vi ved fra pædagogikken, at det er vigtigt for børn at blive spejlet i deres relationer, så de vælger andre, der ligner dem, og som oplever verden på mere eller mindre den samme måde som dem selv, med de udfordringer og muligheder der følger med den oplevelse. Blandt hvide børn føler de, at de skal forklare og forsvare sig, og det er så anstrengende. Det tror jeg helt sikkert er med til at påvirke, om de kan knytte venskaber eller ej«.

Eksemplets kraft

Et ulige fundament

Den største hindring for, at eleverne kan danne venskaber på tværs af etnicitet og kultur, er ifølge Mette Toft Nielsen, at der er tale om et ulige fundament. At etnisk danske børn har et ståsted, der giver dem ret til at påpege, at elever med anden etnisk baggrund end dansk adskiller sig fra majoriteten. Hun forklarer det med, at skolen og samfundet bekræfter de hvide børn i, at de kan indtage en hvilken som helst position, mens deres klassekammerater med anden etnicitet bliver behandlet anderledes.

»De får at vide, at de er anderledes og skal justere i deres forståelse af verden. Det, jeg ser, er, at der er magt på spil. En særlig type af elever har en definitionsret over andre og kan positionere dem som anderledes; de må pille dem i håret, spørge ind til kulturelle ting og har bestemte forventninger til, hvad de kan byde ind med. Men når det går den anden vej, synes de selv, det er ubehageligt og påtrængende«.

Hun mener, at forudsætningerne for, at eleverne kan skabe autentiske relationer på tværs af etnicitet, er, at fundamentet bliver støbt på ny. Begge grupper skal på lige fod garanteres undervisningsmateriale, som de kan spejle sig i, og som anerkender dem som dynamiske, handlekraftige individer. For ellers vil elever med anden etnisk baggrund altid skulle forsvare eller se bort fra, at de eller deres familie stammer fra et andet land, og dermed reducere dele af deres identitet.

»Hvis ikke vi kommer ud over det, så kan venskaber ikke blive skabt. For den ene part vil skulle give afkald på noget for at kunne møde den anden. Det ville ikke være en lige relation, for hele præmissen for at kunne skabe den relation vil være ulige. Og det er svært, for hvordan kan man bringe det andet, man også er, med ind i et venskab, uden at man hele tiden skal redegøre for det?« spørger hun.

Lærere mangler værktøjer

Mette Toft Nielsen medgiver, at det kan være svært at få øje på, at en ristet hotdog kan være en del af en struktur, der adskiller elever med forskellig etnicitet fra hinanden. Især hvis man ikke er bevidst om, at disse strukturer eksisterer. Men hun ser en stigende bevidsthed hos sine kolleger og blandt lærere generelt.

Men lærerne mangler værktøjer til, hvordan man sætter konstruktive ord på, at eleverne er forskellige, oplever hun.

»Det er pissesvært, for mange frygter, at når man italesætter det, så forstærker man det. For ved at italesætte det er der også en risiko for, at man positionerer sig selv og andre på måder, der ikke er hensigtsmæssige«, siger hun.

I disse dage arbejder Mette Toft Nielsen sammen med det store danske forlag om at udvikle et nyt undervisningsforløb om danskhed. De rakte ud til hende, efter at hun i et opslag på Instagram udtrykte sin undren over forlagets beskrivelse af emnet. De taler meget om, hvordan man kan bløde samtalen om danskhed op, så man undgår lukkede diskussioner. Og hvordan lærere kan få øje på og udfordre den måde, vi taler om hinanden på.

»Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad der er rigtigt eller forkert. Men en snak om danskhed kan nemt blive et postulat - sådan er det bare. Man behøver ikke at opfinde den dybe tallerken, man kan måske bare vende det til et spørgsmål: Nogle sætter flag på bordet, når de holder fødselsdag, men hvad gør I hjemme hos jer?«