Observationer fra et ph.d.-studie i børn venskaber på tværs af etnicitet viser, at der bliver stillet større krav til børn med anden etnisk baggrund om at få danske venner end omvendt.

Antropolog Manté Vertelyté færdiggjorde sidste år sin ph.d. »Not So Ordinary Friend­ship« ved Aalborg Universitet, hvor hun undersøger, hvordan elever i en københavnsk 7.-klasse danner venskaber, og om etniske tilhørsforhold spiller en rolle i, hvem eleverne er venner med. Resultaterne viser, at selv om eleverne er venner, er der forskel på de forventninger, både lærere og etnisk danske elever har til deres klassekammerater med anden etnisk baggrund.

Da Manté Vertelyté begyndte sine observationer, blev hun af mange fagpersoner mødt med spørgsmålet om, hvorfor elever med anden etnisk baggrund ikke var venner med deres etnisk danske skolekammerater. Selv om det i udgangspunktet også var hendes eget spørgsmål, begyndte hun alligevel at studse over det. For der blev aldrig stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor danske børn ikke er venner med elever, der har minoritetsbaggrund.

»Når elever med anden etnisk baggrund ikke er venner med etniske danskere, går man ud fra, at det er et problem, og det bliver et argument for integration«, siger hun. »Det bliver et krav fra samfundets side, at minoritetsbørn skal være venner med de danske børn, men kravet går ikke den anden vej. Elever med anden etnisk baggrund skal bevise, at de arbejder hårdt for at få danske venner, som en del af deres integrationsproces og for at vise, at de klarer sig godt«.

Manté Vertelyté understreger, at minoritets- og majoritetsbørn faktisk knytter venskaber. Men den gængse opfattelse af børn med minoritetsbaggrund er, at de er segregerede og skiller sig ud, fordi de taler med accent eller klæder sig anderledes. Og denne opfattelse ændrer sig ikke, bare fordi børnene bliver venner. Venskaber løser med andre ord ikke problemer med diskrimination og racisme, mener hun.

»I den kontekst bliver venskaber mellem hvide og brune elever en meget simplificeret løsning - man tænker, at hvis de bare bliver venner, vil alle problemerne blive løst, men virkeligheden er mere kompleks«.

Lærer udfordrer elevernes blik for danskhed 

Kultur forhindrer venskab

Som en del af sin forskning interviewede Manté Vertelyté både lærere og klubpædagoger om deres opfattelse af, hvorfor de unge kan have svært ved at danne autentiske venskaber på tværs af etniske tilhørsforhold. Her var det generelle billede, at det er minoritetseleverne, der trækker sig.

»Min opfattelse er, at især mange pædagoger bruger kulturforskelle som forklaring på, hvorfor venskaber ikke opstår på tværs. De opfatter kultur som en forhindring, der er for svær at overkomme. Elever med anden etnisk baggrund bliver tit opfattet som tilbageholdende og uvillige til at integrere sig i samfundet. I pædagogernes optik er det dem, der ikke vil være venner med danskere«.

Spiser ikke frokost sammen

Når Manté Vertelyté spurgte elever med anden etnisk baggrund, om de oplevede sig selv som segregerede og uden for fællesskabet, var svaret et klart nej. Eleverne omtalte sig selv som danskere, der havde danske venner. Men når eleverne blev observeret, oplevede forskeren et andet billede.

»Ingen af de børn, jeg har spurgt, har selv italesat adskillelse fra det øvrige samfund som en reel ting. Men eleverne delte sig op i grupper efter både etnicitet og køn. Det var ret tydeligt, når de for eksempel spiste frokost, at der sad de etnisk danske piger sammen ved et bord, og piger med minoritetsbaggrund ved et andet«.

Manté Vertelyté mener, at der kan være mange årsager til, at eleverne deler sig op. Dels har eleverne i udskolingen nået en alder, hvor man i højere grad positionerer sig selv efter social status og skaber identitet ud fra flere forskellige sociale markører. Men forskeren mener også, at venskabsdannelse ud fra etnicitet kan handle om identifikation.

»Det er en fordel for eleverne at have andre unge at spejle sig i, når de ikke har dansk baggrund. Minoritetsunge vælger andre som dem selv at være venner med, fordi de kan dele oplevelsen af at være anderledes og af at blive behandlet anderledes. Denne form for venskab er et safespace, hvor man kan dele forskellige typer af negative oplevelser«.

Tosprogede elever klarer sig fagligt bedst på den lokale skole 

Taler om racisme hele tiden

Samtidig oplever Manté Vertelyté, at spørgsmål omkring race, racisme og danskhed fylder meget i elevernes bevidsthed og den måde, de interagerer på, i takt med at de bliver ældre. I flere tilfælde så hun, at etnicitet bliver brugt som en måde at positionere sig selv over for hinanden på, og at venskaber på tværs af etnicitet bliver brugt som undskyldning for at komme med racistiske kommentarer.

»Eleverne taler om race og racisme hele tiden. De laver grin med det og bruger også racistiske ord, samtidig med at de har seriøse snakke omkring det. Men hvis en hvid elev bruger n-ordet om sin minoritetsven, kan det være svært for modtageren at sige fra, for det vil oftest blive afvist med, at det bare er for sjov. Og de er jo venner, så venskabet bliver en undskyldning for, at det er okay at tale sådan«.

I modsætning til eleverne oplever Manté Vertelyté, at lærerne er mere berøringsangste over for at tale om racisme, og det skaber spændinger i klasselokalet og påvirker læringsmiljøet. Derfor mener hun, at det er vigtigt, at lærerne finder rummelige måder at tilgå emnet på og er bevidste om, at der kan opstå blinde pletter, når det kommer til at tage elevernes anklager om racisme alvorligt. For i mange tilfælde forsøger eleverne at gøre opmærksom på, at de føler sig ulige behandlet.

Lærerne bruger selv udtrykket, at eleverne »spiller racismekortet«. Racisme er en elefant i rummet. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan tale om det, og om hvorvidt elever føler sig utilpasse, hvis vi taler om det, fordi de føler sig udsat og stigmatiserede. Så det handler ikke om at tale mere om racisme, det handler om, hvordan vi taler om det.