Regering vil fjerne børns adgang til skærm i dagtilbud
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye vil med lovændring fjerne børns adgang til skærm i dagtilbud.
Børn mellem nul og seks år bør ikke kigge på en skærm, mens de er i daginstitution.
Det mener børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
Derfor vil han udarbejde et forslag til en lovændring.
Ændringen skal sikre, at de yngste ikke bliver eksponeret for skærme i løbet af en dag i et offentligt dagtilbud.
"Børns skærmforbrug har været kraftigt stigende de seneste år, og flere forskere peger på, at det ikke er sundt. Jeg synes ikke, der er nogen grund til, at det skærmforbrug stiger, mens de er i vuggestue eller børnehave", siger Mattias Tesfaye.
Andelen af 3-årige, der bruger mere end en time om dagen på computer, tv, YouTube eller iPad, er steget fra 29 procent i 2009 til 52 procent i 2021.
Det fremgår af en rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter Vive fra 2022.
Spørgsmål: Kan det ikke tænkes, at stigningen primært skyldes en stigning i hjemmet?
"Jeg ved godt, at det meste skærmforbrug foregår i hjemmet, og der har forældrene et ansvar. Men jeg synes ikke, der er nogen grund til, at børnehaven ligefrem øger børnenes skærmforbrug", siger Mattias Tesfaye.
Lovændringen skal ikke omfatte personalets kommunikation med forældrene eller det arbejde, der ikke involverer børnene, fortæller ministeren.
Det vil eksempelvis også fortsat være muligt for det pædagogiske personale at sætte musik på via en iPad, hvis det står til Mattias Tesfaye.
"Jeg elsker, når min datter kommer hjem og har lyttet til musik, og jeg ved godt, at det er sat på ved at trykke på en skærm. Det afgørende er, at hun ikke sidder og glor på skærmen", siger han.
Når forslaget til lovændringen er skruet sammen, skal det i høring, hvor relevante parter kan give deres mening til kende. Herefter vil det endelige lovforslag blive fremsat.
Hos pædagogernes fagforening, Bupl, er formand Elisa Rimpler ikke umiddelbart begejstret, hvis ministeren ender ud i et forslag med et decideret forbud.
"Børn skal ikke sidde foran en iPad i daginstitutionen, de skal lege og få venner og bruge sig selv fysisk", siger Elisa Rimpler
"Men der kan jo være situationer – eksempelvis i en skovbørnehave – hvor de møder et dyr og gerne vil finde ud af mere om det. Der er det i dag naturligt at bruge en app og ikke slå op i en bog".
Læs også
-
Lærerstuderende: Man skal kunne blive lærer i alle dele af Danmark
-
Klar med model: Sådan skal planerne for skolens fag se ud
-
Borgerforslag: 10. klasse skal ikke betale for ny ungdomsuddannelse
-
Hvilke børn får udfordringer med sprog? Forskere vil gøre os klogere
-
Forsvar for AI i skolen: De klynger sig til status quo og skyder enhver innovation ned