Forskning
En målrettet sprogindsats i børnehaven kan spores som bedre resultater i skolen flere år senere.
Foto: Steve Debenport/istock.com
Målrettet sprogindsats i børnehaven giver bedre resultater i skolen
Der er langvarige positive gevinster at hente på børns læring i både dansk og matematik ved sprogindsatser i børnehaven. Også børnenes trivsel i skolen forbedres.
Med en
målrettet sprogindsats allerede i de tidlige år kan noget af det sproglige gab
mellem børn af kortuddannede og børn af forældre med længere uddannelse lukkes.
Ifølge en
pressemeddelelse oplyser Rockwool Fonden, at man på TrygFondens
Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet i 2013-2014 gennemførte et lodtrækningsstudie,
der målte, om pædagoger med en særlig sprogindsats i 3-5-årsalderen kan løfte
børnenes sproglige færdigheder.
I projektet ”Fart
på sproget” blev otte børnehaver på tværs af landet inddelt i to grupper, hvor
den ene gruppe fortsatte deres almindelige dagligdag i børnehaven. I den anden
gruppe fik pædagogerne et kort kursus i, hvordan de kan understøtte børns sproglige
udvikling. Blandt andet ved brug af rim og remser.
”Pædagoger
og medhjælpere fik viden og redskaber til at styrke det sproglige læringsmiljø
for børnene og også mulighed for at bruge deres professionelle dømmekraft, så
de kunne anvende metoderne i praksis. Her så vi, at en systematisk tilgang til
arbejdet med sprog i dagtilbud kan løfte alle børns sprog rigtig meget,” siger
Dorthe Bleses, der i sin tid var ansvarlig for projektet, i en pressemeddelelse.
Trives bedre og bliver bedre til matematik
Børnene i de
børnehaver, hvor man gennemførte en særlig sprogindsats, fik hurtigt et mere
sikkert og varieret sprog.
Hos de børn, som var børn af forældre med korte
uddannelser og samtidig gik på skoler, hvor det gennemsnitlige karakterniveau ved
afgangseksamen lå blandt de laveste 40 procent i landet, kunne forskerne stadig
se en positiv effekt af sprogindsatsen, da børnene gik i 2. klasse.
Sprogindsatsen gavnede ikke kun børnenes læsefærdigheder. Også i matematik klarede de børn,
der havde modtaget sprogindsatsen, sig bedre, da de i 3. klasse deltog i
nationale tests.
Ydermere viste den gruppe børn også tegn på bedre trivsel.
”Sandsynligvis
er det de bedre færdigheder i læsning, der spiller ind på resultaterne for
matematik og trivsel. Hvis man er en dygtig læser, forstår man bedre indholdet
af matematikopgaverne. Og klarer man sig godt fagligt, har man også et bedre
fundament for at trives i skolen end elever, som har svært ved at følge med i
undervisningen. I det lys er det jo ekstra glædeligt, at de positive effekter
også på langt sigt fastholdes for de børn, som har allermest brug for
det,” siger Dorte Bleses i pressemeddelsen.