De siger hej og godmorgen, når de møder i klassen. Og farvel når de går hjem. På et tidspunkt gav de også hinanden hånd, når de mødtes om morgenen. Fordi de skulle lære at blive verdens bedste 8.b. Og de kan lide det, eleverne i 8.b på Stilling Skole i Skanderborg.

For et halvt år siden var det ikke sagen at række hånden op i 8.b. Så var man en nørd, og det var ikke velset blandt en del af klassekammeraterne. Man skulle helst ikke være fagligt dygtig. Stemningen i klassen var ikke optimal, men så klagede lærerne deres nød på et forældremøde. Her besluttede man at hidkalde en privat konsulent, der skulle arbejde med klassen for at skabe et bedre sammenhold og en bedre stemning generelt.

Klassekassen har betalt 8.000 kroner til projektet, og det var halvdelen af prisen. Resten er betalt af skolens trivselspulje. For Stilling Skole har afsat penge til at arbejde med trivsel - også blandt lærerne. Skolen har været igennem besparelser, afskedigelser, ombygning og omstrukturering, så derfor er der afsat penge til at definere skolen på ny.

Respekt for hinanden

»I vores klasse har vi været delt op i grupper. Der var ikke mange, der sagde noget. Stemningen var, at det ikke var fedt at lave noget«, fortæller Emma fra 8.b.

Hun savnede, at alle deltog i undervisningen. Men nu er der mere sammenhold.

»Man kan ikke sige, at vi er verdens bedste 8.b, men der er tydelig forskel. Det er blevet lettere at sige noget i klassen. Tidligere dunkede hjertet, hvis man skulle sige noget. Vi er også blevet mere modne og kan bruge det, vi har lært, i fremtiden«.

Emma kan dog ærgre sig over, at det har kostet klassekassen 8.000 kroner.

»Det giver en god start på dagen at sige hej til hinanden om morgenen«, mener Emil. Han havde det okay i klassen tidligere, men synes, at der er en bedre stemning nu.

At hilse og have øjenkontakt

8.b's lærere talte i efteråret om, at klassen nærmest var gået i stå fagligt. De havde prøvet meget forskelligt og tænkte, at det var vigtigt at gribe ind hurtigt.

»Når vi ser tilbage, kan vi bestemt se en ændring. Eleverne har virkelig grebet ideen med at se hinanden i øjnene, når de siger hej. Vi lærere har opdaget, at der har været elever, der ikke er blevet set tidligere, og det er ubehageligt«, siger lærer Pernille Weilert.

»Jeg arbejdede engang i et firma, hvor jeg havde en tysk chef. Han gik rundt og gav hånd og sagde godmorgen hver dag. Han ønskede at fortælle, at han havde set hver enkelt - at de eksisterede. Og det er netop dét at sige godmorgen og farvel, der har betydet mest for eleverne. Vi har haft samtaler om pli, respekt og ansvarlighed. Vi opdagede, at mange unge ikke ser hinanden i øjnene. Berøring og øjenkontakt kan være svært«, fortæller hun.

Tidligere var der en del uro i klassen, og hvis læreren gik, blev der ballade. I dag kan lærerne sætte klassen i gang med at arbejde, og så kan de gå. Eleverne er stille, og langt de fleste arbejder.

»Succeskriteriet er selvfølgelig ikke hundrede procent, men jo mere man taler om noget, jo mere rodfæster det sig. Det er også mere blevet en trend, at man siger noget i timerne«, siger Pernille Weilert.

Da eleverne fik deres første karakterark, talte lærerne med dem om deres fremtidsønsker. Hvis man nu har tre erhvervsmål, hvordan passer de så med de karakterer, man har? Hvad skal forbedres, og hvad er målet?

Lære hinanden bedre at kende

Konsulenten på trivselsarbejdet er Morten Seeberg. Han er uddannet ingeniør, men arbejder nu blandt andet med teambuilding. Et forældrepar anbefalede ham.

»Det handler om fælles normer og fælles mål. Vores udgangspunkt var børn, som næsten er voksne. Alle skal kunne se processen, og hvilken fremtid man tegner sammen«, forklarer Morten Seeberg, der arbejdede med klassen en hel dag. Siden har han været på korte besøg og har sparret med lærerne på telefon og over Skype.

Lærerne og han havde aftalt, at overliggeren skulle være høj. Derfor talte de om, at klassen skulle blive verdens bedste 8.b. Men at det skulle være en klasse, der havde omsorg for andre.

»Da vi præsenterede ideen, var eleverne helt stille. Flere sagde, at det ville blive svært eller slet ikke kunne lade sig gøre. Heldigvis var der også nogle, der kunne se noget i ideen, og så begyndte vi så småt«, siger han.

Eleverne skulle hver tage noget med, som betød noget for dem. Det viste de frem, og det blev en anledning til, at alle kom til at lære hinanden bedre at kende.

Der var billeder af hunde og andre kæledyr, mobiltelefoner, et guitarplekter, et pas - fordi én holder meget af at rejse - og et billede af familien.

Lavede film og en dans

Klassen arbejdede med rollespil, der tog udgangspunkt i nogle svære situationer, som eleverne selv valgte, og de lavede små film om stoffer og alkohol, om mobning og om skolens E-klasse. Det sidste blev en film om sammenhold.

De talte om, hvad de hver især kunne byde ind med.

Rundt i klasselokalet hænger sedler med grønne og røde streger. De grønne er de dage, hvor det gik godt. De røde er dage, der ikke gik så godt. Elevernes lister med positive og negative forventninger hænger også fremme. De negative forventninger fylder mest.

Hver uge har klassen arbejdet med et nyt mål. Det hele sluttede af med en gallafest for elever, forældre og lærere. Her så de filmene, eleverne stod for maden sammen med et par forældre, og klassen dansede en hjemmelavet dans.

»Pigerne fik drengene til at stille op i sorte afklippede affaldsposer og danse, og bagefter syntes de alle, at det havde været lidt fedt. Det er også blevet sjovere at være lærer for klassen. Vi er ikke så ofte 'den sure lærer' længere«, fortæller Pernille Weilert.

Arbejdet sluttede med, at eleverne skrev monologer om verdens bedste 8.b. Nogle er diskuterende og fortæller om, hvor urealistisk de mente opgaven var, men at det i hvert fald er blevet bedre.

»Jeg håber inderligt, det lykkes. Jeg har det ikke dårligt i klassen, men jeg synes selv, at jeg har mere at byde på. Vi skal respektere alle for det, de er«, har Katrine skrevet.