Debat
Alene dét at få elever i første klasse gjort klar til at tage en trivselsmåling tager en krig.
Foto: Kristian Ib
Lærer om trivselsmålinger: Bare rolig - vi interesserer os slet ikke for, hvorfor du har ondt
Det bør efterhånden være hævet over enhver tvivl, at trivselsmålinger er lig med pseudoarbejde.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Det er blevet den tid på året. Forældre og elever er informeret
herom, der er blevet øvet på og ledt efter Unilogins, og der har været rig
mulighed for at tale og mærke og føle forud for højtiden. Nu skal det dreje sig
om, hvorvidt undervisningen er kedelig eller sjov, og i hvilken grad man selv
er med til at bestemme.
Det er blevet tid til årets trivselsmåling.
At 26 elever i første klasse skal logge på computere, for så
at klikke sig videre til nettet og bekræfte et hav af sikkerhedsindstillinger
og standardbrowsere er i sig selv en bedrift uden lige. At eleverne dernæst
selv skal finde bogstaverne: nationaltrivsel.dk er en disciplin, der kræver
koncentration ud over det sædvanlige.
Trivselsmålingen i sig selv tager ikke mange minutter at besvare, men at komme
dertil tager knap 45 minutter.
Et øjebliksbillede
Nu til selve prøven. Selvom eleverne er udstyret med
hørebøffer og instrueret i svære ord, spreder spørgsmål og kommentarer sig som
små steppebrande. For forhåbentligt griner ens klassekammerater af én, når man
siger noget sjovt, og selvfølgelig må man ikke selv bestemme, hvad man skal
lave i timerne. Det giver jo sig selv.
Aldrig tidligere har jeg målt så lidt på så lang tid. Om
trivsel overhovedet kan måles – og i så fald i hvilken form – vil jeg ikke
kloge mig på, men med min evidensbaseret anekdote vil jeg vove den påstand, at
der i langt højere grad var tale om et øjebliksbillede, som repræsenterer ét
aspekt af tilværelsen, nemlig skoledelen.
Jeg vil også vove den påstand, at der kan være andre omkringliggende
faktorer, som kan ligge til grund for både mavepine og hovedpine end skolen. Lad
mig blot nævne i flæng; forhold i hjemmet, brugen af skærm, mængden af krav, manglende
fritidsinteresser samt kost og manglende motion.
Men bare rolig. Vi interesserer os slet ikke for, hvorfor du
har ondt. Det skal du ikke uddybe. Det handler nemlig slet ikke om din trivsel,
men om alles trivsel. Og i virkeligheden kan du helt lade være med at svare,
fordi du ikke ønsker det.
Inden længe kulminerer højtiden, når vi får resultaterne af trivselsmålingen,
og for 10. år i streg kan konstatere, at trivslen i folkeskolen er presset, og at
spørgeskemaet igen – og allerede for seks år siden - viste problemer med
målingen.
At trivselsmålinger er lig med pseudoarbejde bør efterhånden
være hævet over enhver tvivl – også selvom man ikke er folkeskolelærer.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk