Med reference til Halfdan Rasmussens digt "Noget om lige og skæve" kan man tegne et billede af den danske skole gennem historien med ordene: I skolen her er alle lige lige og lige gæve, bortset fra de skæve, som siger uh til alt det passelige og derfor kaldes utilpasselige.

Gruppen af elever, der ikke passer ind, eller som har for lidt ud af undervisningen, har til skiftende tider haft varierende bevågenhed, men med den seneste folkeskole- og inklusionsreform har denne skare – hovedsagelig bestående af drenge – været den platform, som reformmagerne har refereret til, når reformens elementer skulle begrundes.

Så alene af den grund er det væsentligt og interessant, at Frans Ørsted Andersen giver os et vue over nogle af de seneste 50 års pædagogiske indsatser, der har haft eller har øje for, hvad der kan give denne gruppe af ”skoleskæve” muligheder for at udnytte deres potentialer.

Man må fremhæve den inspiration, der er at hente i bogens ni kapitler om vidt forskellige indsatser over for de marginaliserede elever. Spændet er stort fra mikroniveauet, hvor Østerskov Efterskoles pædagogiske udnyttelse af rollespil beskrives, over middelniveauet om pædagogiske metoder og overvejelser som for eksempel anvendelsen af kooperativ læring til makroniveauet, hvor det finske skolesystem analyseres og beskrives med særligt fokus på en læreruddannelse med klasserumsledelse, hvilket har givet en positiv effekt på lærernes status og på undervisningens kvalitet.

Helt centralt i bogen står kapitlet med overvejelser omkring STEM-problematikken. STEM står for science, technology, engineering, math, men omfatter i praksis også en række håndværksfag. Den danske skoles prioritering af bløde snakkefag bidrager til at dæmpe interessen for de traditionelle "drengefag", som i øvrigt er de fag, der efterspørges mest i samfundet. Denne prioritering er særligt sofistikeret, fordi den ikke er udtryk for et politisk tilvalg, men for en politisk blindhed: De målrettede elever vælger de bløde snakkefag, fordi det her er lettere at score høje karakterer og dermed få adgang til ønskede studier. Fag, der traditionelt tiltaler drenge, nedprioriteres derfor, hvilket bevirker, dels at marginaliserede elever dropper ud, dels at målrettede elever vælger på en måde, der uddanner til ledighed og arbejdskraftmangel.

I lyset af STEM-problematikken beskrives nyskabende amerikanske P-Tech-skoler, som nedbryder skellet mellem gymnasiale og erhvervsrettede uddannelser, det danske Fuf-forsøg (Fremtidens undervisningsfacilitet), der videreføres som projektet Ny naturfag, og endelig DrengeAkademiet, LøkkeFondens sommerskole for drenge, der ikke trives i eller har udbytte af skolens undervisning. Endelig er der et kapitel om de amerikanske Kipp-skoler (Knowledge is power project), som DrengeAkademiet har hentet inspiration fra, og Essa Academy, som handler om en ”ekstremt multietnisk” skole i Bolton, England.

Men særligt interessante er måske bogens to indledende beskrivelser af henholdsvis det vilde ungdomsskoleforsøg på at få destilleret rockerspirernes vildskab i 1960’ernes Odense og den succesfulde teknikerlinje i folkeskolen, de såkaldte T-klasser, i perioden mellem Den blå Betænkning og 1975-loven.

Rockerkapitlet er på det nærmeste en pædagogisk krimi, og faktisk er det underligt, at ingen forfatter er blevet inspireret af dette stof til at skrive den ungdomsroman, der kunne få afradikaliseringen på skemaet. Det er en heroisk, pædagogisk indsats, der blev udført, og som ikke kan afløses af teflonagtige, konsulentbaserede afradikaliseringsprogrammer, hvis man da ønsker resultater.

T-klassernes succes er noget af det fineste, der er ydet i den danske skole over for de elever, der følte sig udgrænsede i den bløde og samtalebaserede undervisning. I T-klasseundervisningen lagde man vægt på handling og håndelag. At man nedlagde denne mulighed som et udslag af enhedstankegangen i 1975, var et tilbageskridt af de store; et tilbageskridt, som kunne synes at have dannet skole for det syvmiletilbageskridt, som dele af den aktuelle skolereform er udtryk for.

Bogen er skrevet i et særdeles læse- og læservenligt sprog. Som en kuriositet må jeg dog nævne, at når man skriver letløbende, så sniger der sig også nogle (freudianske) pudsigheder ind. I afsnittet om rockerne kommer den gode forfatter, som ellers har forståelse for sammenhængen mellem radikalisering og sociale vilkår, til at tale om de "værste" arbejderkvarterer, og stigmatisering er vel ikke det bedste afsæt for en pædagogisk indsats. Men morsommere endnu er, at afsnittet om DrengeAkademiet indeholder det politiske klichesprog med ord som "løfte eleverne", "fremadrettet", "på den lange bane".

Men altså: Frans Ørsted Andersens bog er et fornemt tilbud om at blive inspireret af de erfaringer, der er gjort omkring undervisning af elever på kanten, og den er en påmindelse om, hvor meget forsøgs- og projektarbejde der er skyllet ud i rapporternes, ideologiernes og evalueringernes defekte rensningsanlæg.

Men det er værd at bemærke, at der i bogen ikke peges på den eneste farbare vej, dertil er projekterne for forskellige, og alle har de bivirkninger, man må have øje for at begrænse: Hvis man skal skabe pædagogik for dem på kanten, så må man tage afsæt i den kontekst, man befinder sig i. Ergo: Har man mod på at gå fra koncepterne og finde sin egen vej, så er bogen her et fornemt springbræt.