Tænk, hvis det gav samme reaktion hos folk, når man sagde, at man har strikket eller høvlet en time, som når man siger, man har løbet en lang tur.

Stod det til håndværk og designlærer Ditte Rask Frost, så skulle craft have en helt anden status både i skolen og samfundet generelt.

”Vores opgave er at danne børnene. Det handler om læring, men det handler i mine øjne lige så meget om trivsel. Vi skal hjælpe dem til at finde ud af, hvordan de selv fungerer, og hvordan de overlever i den her verden, og det gør man gennem trivsel".

"Det fylder ikke ret meget i fagbeskrivelser og fagmål, men håndværk og design kan virkelig bidrage med noget helt særligt her”, siger hun.

Ditte Rask Frost har skrevet sidste kapitel i den nye bog ”Sundhed og Trivsel gennem craft-aktiviteter – en grundbog til praksis”. Bogen er redigeret af ph.d. i humanistisk sundhedsvidenskab Alice Bromann Bukhave og ph.d og grundlægger af fagområdet craftpsykologi Anne Kirketerp, som tidligere har skrevet bøger om emnet.

Den nye bog viser, hvad craft kan i forhold til sundhed og trivsel på en række fagområder.

En times fordybelse i håndværk giver trivsel for eleverne

Ditte Rask Frost har taget Anne Kirketerps uddannelse i craftpsykologi, og ved siden af sit lærerarbejde på Bramsnæsvigskolen har hun egen virksomhed som broderidesigner.

”Jeg kommer fra en familie, som laver meget håndarbejde, og det har altid fyldt i mit liv, så det var naturligt for mig at vælge materiel design på seminariet. På det tidspunkt fyldte det designorienterede meget i faget. Ved siden af var hele færdighedsdelen, som begge dele er vigtige. Men der var intet om vejen ind i mellem, som handler om fordybelsen, flowoplevelsen og trivslen ved craft”.

Vi er bygget til at lære med hænderne

Netop den dimension synes hun er utroligt vigtig i faget.

”Vi diskuterer dannelse og mistrivsel på alle fagmøder, og hvis man selv dyrker en eller anden form for craft, ved man godt, hvad det kan, men det har ikke lige så høj rang som de boglige fag eller som idræt, når man tænker sundhed".

"I nogle sammenhænge bliver det næsten lidt latterliggjort. Det er sejt, at man har løbet en lang tur, men det er ikke sejt, at man har strikket to timer”.

Væk fra præstationsjagten

Ditte Rask Frost fik først et sprog for det, hun altid har vidst, at craft kunne, da hun selv fandt vejen tilbage fra en stresssygemelding gennem håndarbejde og derefter startede på Anne Kirketerps craftpsykologiuddannelse.

Nu hvor hun er tilbage på Bramsnæsvigskolen i Lejre, bruger hun det både i et forsøg med særlige trivselshold for elever og i sine timer på mellemtrinnet i håndværk og design.

”Jeg har tidligere været ansat på en specialskole, så jeg har altid haft stort fokus på trivsel, og hvordan man kan hjælpe børn, der ikke er i trivsel. Med Anne Kirketerps forskning faldt tingene på plads for mig, og jeg fik den faglige ballast, der skal til for at kunne forklare, hvad det kan over for kollegerne og for at bruge det aktivt i undervisningen”.

Ph.d.: Strik og snitning reparerer stressede hjerner

Anne Kirketerp taler om at finde sin passion, og hvordan det netop er en del af dannelsesprocessen at finde det sted, man kan lide at være, og derfra har man så overskud til alt det, der er svært og også til at lære nyt.

Ditte Rask Frost understreger, at det er forskelligt, hvor det sted er for den enkelte elev, så det er vigtigt for hende at præsentere dem for forskellige områder.

”Eleverne i dag er sindssygt optagede af at præstere. De vil lave noget færdigt hurtigt, som de kan vise, og de spørger hele tiden, om det er godt nok. Men her handler det ikke om at blive dygtig eller om at få lavet et produkt. Det handler om at fordybe sig og om at finde flowoplevelsen”.

Det er ikke et kreafag

Som Ditte Rask Frost ser det, er der tre dimensioner i håndværk og design.

Der er det kreative og innovative, hvor man også ser på verden og arbejdsmarkedet, og hvordan man kan arbejde med fx bæredygtighed. Der er færdighedsdelen, hvor man lærer håndværksmæssige færdigheder. Og så er der den tredje dimension, som handler om dannelse og trivsel - om hvad det giver en personligt at arbejde med håndarbejde og håndværk.

”Mange blander kreativitet og håndværk og design sammen. Men det er ikke et kreafag, det er et værkstedsfag".

"Selvfølgelig skal vi bruge tid på at lære at få ideer og opleve kreativitet, men ikke hele tiden. Nogle gange skal man lære færdigheder, nogle gange skal man være kreativ og nogle gange skal man prøve bare at sidde og udføre den håndværksmæssige opgave, man er blevet bedt om for at opleve, hvad det giver”.

Hun understreger også over for sine elever, at man ikke behøver at elske alle opgaver. Nogle gange giver hun dem en lille kort tidsbegrænset opgave, og der er det helt okay ikke at synes, det er sjovt, eller at resultatet bliver pænt. Men de skal gøre det lige præcis de ti minutter, og acceptere det.

”Det handler om at fjerne fokus fra, at de skal præstere noget bestemt, men i stedet bare opleve at blive opslugt at bevægelsen og glemme sig selv”.

Svært med 22 elever ad gangen

Hvis de her principper virkelig skal flyve, så kræver det prioritering og tid og ro.

Roen i sig selv er vigtig, for det er ikke muligt at komme i flow, hvis man bliver afbrudt. Det kan være utroligt svært at skabe i et værksted med 22 elever, som hun selv står med alene.

”Det er jo på ingen måde optimalt. Og derfor er jeg også nødt til at lægge nogle af principperne væk noget af tiden".

"Men jeg kan lægge det ind i blokke. Når de fx lærer at bruge symaskinen, kan jeg forberede det 100 procent, så de er helt sikre på, hvad de skal og har en lille afgrænset opgave, fx med at sy efter små enkle mønstre på papir. Så snart de er færdige med en lap, tager de en ny med et andet mønster, og de ved hvor længe, og de må ikke sige noget. Så er det fem minutter helt uden snak, hvor jeg er nazi med stilheden. Så får de en lille flowoplevelse med kun symaskinens rytmiske summen. Og de elsker det”.

Det vil være forskelligt, hvor kompleks opgaven skal være for at give oplevelsen af flow for den enkelte og på det enkelte tidspunkt, og det kan der selvfølgelig ikke tages hensyn til med en hel klasse i lokalet hele tiden.

Men alle Ditte Rask Frosts småopgaver kan gradueres fra det helt simple, hvor man bare vælger to farver eller syer to flader sammen, til lidt mere komplekst.

I det helt små korte opgaver er alt meget struktureret, og med meget få eller ingen valg og meget lille selvbestemmelse, for der handler det bare om at opleve følelsen.

Men i de større opgaver er selvbestemmelsen vigtig, ligesom fællesskabsfølelsen ved at lave et projekt sammen – uanset om man faktisk udfører det sammen, eller laver hver sin del, og ligeledes det at lave noget til nogen.

Stress af med strik

”Det handler om at ligge i zonen for nærmeste udvikling, hvor man kan trække på de ting, man kan, og det er så tilpas udfordrende, at man ikke keder sig".

"Det betyder også, at hvis eleverne gerne selv vil gøre opgaven mere kompleks, så skal de selvfølgelig bare gøre det. Men man skal hele tiden tænke muligheden for flowoplevelsen ind, for det er det, der gør det meningsfuldt, så det må ikke blive så stort, at eleven føler sig inkompetent”.

Hun lægger ikke skjul på, at det vil være virkelig tidskrævende, hvis alle 22 elever skal være på lige præcis deres rette niveau hele tiden, men i de små forløb, kan det lade sig gøre at lægge flere gradueringsmuligheder ind, som de kan vælge imellem.

Bliver der for meget uro, stopper hun dem og laver vejrtrækningsøvelser eller sætter uret til fem minutters stilhed.

”Man kan sagtens bruge det her i sin undervisning i det små, hvis man har interessen og viljen".

"Hvis det skal batte over en bred linje, så skal det tales op, så man når til enighed om, at det har en relevans. For hvis man hele tiden skal kæmpe for forståelsen for det udefra, så opgiver man og går tilbage til det, der er sikkert".

"Men de praktisk-musiske fag kan altså noget groundbreaking i forhold til at gøre børnene klar til livet".