Antropolog Rane Willerslev undrer sig såre over, at politikerne med det seneste skoleudspil vil fjerne billedkunst i 1. klasse:

”Både fordi der er en kæmpe vigtighed i sig selv i glæden ved at tegne, og det er vores primære måde at udtrykke os på. Men endnu mere fordi innovation – økonomiordet for kreativitet – er fundamentalt for vores udvikling fremover. Det er kreativitet, vi skal leve af - evnen til at tage noget, der er udviklet i ét domæne og bruge det i et helt andet”.

Vi er ikke længere et industrisamfund, og regnemaskinen og stavekontrollen er opfundet for længe siden. Alligevel bliver vi ved med at opføre os som om, at regning og skrivning er det vigtigste, man skal lære i folkeskolen. Rane Willerslev har været til retstavningsprøve, da han selv gik i 9. og igen som voksen i et tv-program med Huxi Bach. 

Begge gange var det efter hans eget udsagn en katastrofe. Men det har det aldrig været andre steder end i skolen, hverken da han blev professor i antropologi på Aarhus Universitet, eller da han blev direktør for Nationalmuseet. 

Derfor synes han, at det er absurd, at det er det, man vurderer eleverne på i 9. klasse.

”Vi har skabt alle de her hjælpemidler, men vi tager ikke konsekvensen. Hvis vi gjorde, kunne vi få tid i skolen til fordybelsen og til billedkunst og de andre kreative fag, som eleverne virkelig får brug for”.

Mangler stadig den gode forklaring

Han har aldrig hørt en god forklaring på, hvorfor man skal bruge så meget energi på at lære børn at stave korrekt.

”Det ender altid i noget med kineserne, for de er så dygtige til at stave og gange, og tænk hvis vores børn kommer bagefter. Men Kina er et politiske diktatur, ønsker vi at vores børn bliver små minikinesere?”

I stedet mener han, at vi skal huske, hvad vi kommer ud af.

”Meget af det, der kendetegner dansk pædagogik, er udviklet i tiden efter 2. verdenskrig, hvor vi havde sovjetkommunisme på den ene side og cowboykapitalisme på den anden side, som begge ville overtage verdensherredømmet. Der havde Skandinavien nosser til at sige: 'Vi læner os ikke op ad dem, men udvikler vores egne kreative principper'. Det har givet utroligt succesfulde samfund. Hvorfor man så vil kaste det ud med badevandet, det er mig ufatteligt”.

Barnet skal rystes til dannelse

Rane Willerslev holdt oplæg på Danmarks Billedkunstlæreres konference tidligere på året. Her understregede han, hvor glad han var for at tale til netop billedkunstlærerne:

”I har et meget vigtigt dannelsesargument, for på fremtidens arbejdsmarked vil 40 procent af de kendte job forsvinde på grund af AI. De vil blive erstattet af jobs, vi endnu ikke kender. Hvordan skal vi så uddanne til det? Der har billedkunst en særlig mulighed. Vi skal gøre eleverne i stand til at oversætte fra et domæne til et andet. Det kræver kreativ leg – og jeg kan ikke forestille mig noget bedre fag end jeres til at udvikle netop det”.

Han mener, at vi skal slå et slag for langsom viden og prøve at forklare politikerne, at viden ikke handler om at kunne svare på, hvornår Gorm den Gamle døde. Det centrale er den dannelsesrejse, eleverne skal ud på.

”Barnet skal ind i skolen og møde lærere, der siger noget nyt eller viser et nyt håndværk, der ryster barnet, så de må bygge et helt nyt billede af verden op. Det tager tid. Og det skal ske igen og igen, så man kommer videre som et nyt, dannet menneske. Men dannelseselementet er blevet taget ud af uddannelsessystemet, for man ønsker ikke, at de bliver rystet. Det er den største af alle tragedier i uddannelse”, siger han.

Karakterskalaen belønner korrekthed ikke kreativitet

Rane Willerslev har været i uddannelsessystemet hele sit liv, inden han blev direktør for Nationalmuseet. Her har han oplevet, at uddannelsessystemet er blevet mere og mere topstyret.

”Det kald, der drev folk ind i den offentlige sektor – og det var det, for det er ikke lønningerne - det er blevet ødelagt af timeregnskaber i en sådan grad, at mange ikke kan genkende sig selv. Kan vi ikke bare være ligeglade? Nej, for det er mere end bare glade medarbejder, det handler om, at det er selve den kontrakt, der er mellem borgere og det offentlige. Vi er villige til at betale skat med glæde, fordi vores gamle mødre bliver passet af en hjertevarm sygeplejerske, og fordi vores børn lærer af en entusiastisk skolelærer. Når du tager det kald ud, så melder tanken sig: Skal jeg ikke hellere sætte mine børn på privatskole?”.

En del af det topstyrede viser sig også ved, at uddannelsessystemet i hans optik er blevet mere og mere test- og karakterorienteret. At politikerne nu foreslår at føre karakterer ned i lavere klassetrin, ser han som direkte ødelæggende.

”Og oveni i, at man skal testes i hoved og røv – også lærerne - så bliver man testet på en skala, der belønner korrekthed og ikke kreativitet”, siger han.

Han fortæller, at han og kollegerne på Aarhus Universitet i mange år efter, at 12-trinsskalaen blev indført, oversatte fra den gamle til den nye.

”Så var jeg på orlov nogle år, og da jeg kom tilbage, fik jeg studerende, der begyndte den første undervisningsgang med at spørge, hvad man skulle gøre for at få 12 i faget. Jeg havde diskussioner med censorerne om karaktererne, men så gik det op for mig, at de havde ret. Hvis den studerende gengiver ordret, hvad jeg har sagt, så få de 12, og derfra tæller det ned. Studerende, som har tænkt kreativt og banket noget sammen på nye måder, som ikke er helt perfekte, de bliver straffet. Sådan foregår det på de højeste læreanstalter i Danmark. Det giver altså stof til bekymring”.

Undervisningssystemet er blevet til en pølsefabrik

Han mener helt grundlæggende, at man bør afskaffe karaktersystemet, og hvis man vil have karakterer, så skal de fremme kreativitet i stedet for at slå den ihjel. 

Det samme gælder tests, som – hvis de skal være der – ikke skal teste gammeldags færdigheder, men kreativ tænkning.

”Man gør vores undervisningssystem til en pølsefabrik, hvor menneskene skal ende direkte i arbejde uden tøven. Så bliver man bekymret over, om man overser de meget begavede mennesker, og derfor laver man elitetiltag. Sådan nogle deltog jeg og min tvillingebror også i, da vi var børn. Der havde Helge Sander hyret en træner fra TeamDanmark, som stod og så på os 20 forskerspirer med tynde kroppe og store hoveder og talte om armbøjninger”.

”Det er utroligt sigende for, hvordan politikere ser uddannelse som et fodboldspil, hvor talentet ligger i generne, og at en træner skal hjælpe det på vej. Virkeligheden er, at hvis du giver børn tid til fordybelse og legende omgang med viden, så kan du få elite ud af hvad som helst”.