Louise og Helle Holmsberg taler om, at Louise går op i at gøre tingene ordentligt. Men grundighed tager tid. En arbejdsgiver vil på et tidspunkt sige, at nok er nok.

Louises fornemmelse for eget talent

16-årige Louise drømte om at blive tatovør eller musiker. Men efter 24 uger med en mentor fra erhvervslivet hedder planen nu grafisk designer eller mekaniker.

Offentliggjort
Helle Holmsberg Johansen har haft en elev i et mentorforløb før Louise. Det er en del af den sociale ansvarlighed, hendes virksomhed gerne vil udvise, siger hun.

Talentspejderne

• Landsforeningen Talentspejderne tilbyder mentorordninger tilskoleelever i Ballerup, Favrskov, Randers og SilkeborgKommuner.

• 74 elever har indtil videre gennemført et forløb hosTalentspejderne.

• Alle mentorer har gennemført et mentorkursus på to dage.

• Virksomheden giver mentoren fri til frivilligt socialt arbejdei 45 minutter om ugen i 24 uger. Medarbejderne forpligter sig tilat bruge tilsvarende tid af deres fritid.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Da du fortalte mig, at du måske kunne tænke dig at blive mekaniker, så sagde jeg, at dit værksted aldrig ville aflevere beskidte biler tilbage«.

Helle Holmsberg Johansen forsøger at fange Louises blik, men hun ser mod bordpladen og pæreskroget, der ligger på en serviet foran hende. Øjenkontakten udebliver i første omgang, men Louise smiler forsigtigt. Hun har ikke overhørt komplimentet.

»Efter at have lært dig bedre at kende er jeg stadig helt sikker på det med det nydelige værksted«, tilføjer Helle Holmsberg Johansen så, og nu kigger Louise op.

Det er i dag treogtyvende gang, at de to mødes for at snakke om Louises fremtidsplaner, de svære ting i skolen og arbejdslivet på den anden side. Lokalet kan variere, men de mødes altid i it-virksomheden SDC, hvor Helle Holmsberg Johansen til daglig er ansat som seniorprojektleder. Louise tager cyklen derud hjemmefra. Hun er 16 år, bogligt udfordret og går til hverdag i en specialklasse på Lundebjergskolen i Ballerup, hvor også SDC ligger.

To lærere fra Louises skole har siddet med til et af de ugentlige eftermiddagsmøder, men det var Louises pædagog Lars Bendtsen, der visiterede hende til forløbet hos Landsforeningen Talentspejderne - en organisation, der i fire kommuner har sat sig for at etablere kontakt mellem skoletrætte udskolingselever og mentorer i lokale virksomheder.

En talentfuld tegner

Lars Bendtsen kender Louise fra en byggelegeplads for specialelever, der ligger i nærheden af, hvor Louise går i skole. Da han hørte om Talentspejderne og deres 24-ugers forløb for elever, der er usikre på egne evner, tænkte han på Louise.

»Louise er talentfuld på mange måder. Ud over at hun er fantastisk dygtig til at tegne og utrolig kreativ, er hun også nem at være sammen med. Hun er god med hænderne, terningen med de farvede sider kan hun løse på under et minut«, fortæller Lars Bendtsen. Men han kender også en Louise, der kan have tendens til at sidde lidt fast og gå i stå, som han siger.

Lars Bendtsen har sammen med sine pædagogiske kolleger omkring byggelegepladsen visiteret tre elever til Talentspejderne.

Lærernes indtryk

Martha Kristensen er Louises dansklærer på Lundebjergskolen i Ballerup. Sammen med sin kollega Berit Birkeland var hun med til et af Louises mentormøder.

»Det var interessant at være med, og vi aftalte også, at Louise fik en opgave med tilbage på skolen. Deres snakke havde vist, at Louise havde svært ved at tage lederrollen, så det skulle hun forsøge i klassen. Men det er jo ikke sådan lige til, og på det tidspunkt havde Louise ikke rigtig mod på det«, fortæller Martha Kristensen. Hverken hun eller Berit Birkeland er af den opfattelse, at Louise nu griber skolearbejdet meget anderledes an end før forløbet hos Talentspejderne. Men de er samtidig ikke i tvivl om, at Louise selv har været glad for at komme hos Helle Holmsberg.

Hos Talentspejderne er projektleder Tom Thinggaard Pedersen optaget af, at unge som Louise, der oplever, at det kan være svært at gå i skole, bliver mødt med nogle positive forventninger.

»Det handler om, at der pludselig er en, der er vidne til den unges liv. Alt for mange unge går igennem dagen, uden at der er en voksen, som retter fokus ind på den unges evner og talenter, og uden en, der er vidne til, hvad der mon foregår i hans eller hendes liv«, siger han.

Martha Kristensen kan også godt se fordelene ved mentorforløbene.

»Det er helt sikkert godt at kunne komme til en person, som man ikke har noget i klemme med, på samme måde som man kan have med os lærere eller forældre«, siger hun.

Tapperhed er mange ting

Talentspejderne har udviklet og planlagt konceptet med 24 mentor-elev-møder i samarbejde med blandt andre professor i psykologi Jan Tønnevang fra Aarhus Universitet, Svend Erik Schmidt og Helle Fisker, der begge har beskæftiget sig indgående med læringsstile og intelligenser. Mødernes indhold er beskrevet i en guide, så mentorerne ved, nøjagtig hvad de skal drøfte og gøre sammen med den unge, hver gang de mødes.

Gennem små test er Louises læringsstile, karakterstyrker og intelligenser under møderne således også blevet kortlagt. I dag er det Louises næstsidste mentormøde, og tiden er afsat til repetition af testresultater, aha-oplevelser og ting, der er værd at huske på for Louise.

Helle Holmsberg griner, da hendes øjne falder på karakterstyrketesten.

»Jeg kan lige så tydeligt huske, hvor overrasket du blev, da testen viste, at en af dine karakterstyrker var tapperhed. Det kunne du ikke genkende dig selv i. Du ville aldrig gøre noget farligt, sagde du. Men tapperhed er også, at man for eksempel står op for hinanden«, siger Helle Holmsberg.

Louise nikker bekræftende og husker tilbage på den situation på en lejrskole, hun tidligere har fortalt sin mentor om. En klassekammerat havde været så urimelig over for en anden, at Louise pludselig oplevede sig selv stå og råbe, at det simpelthen var blevet for meget.

»Det er en rigtig god egenskab, Louise«, siger Helle Holmsberg med det samme.

Foruden i Ballerup skaber Talentspejderne også kontakt mellem mentorer og elever i Favrskov, Randers og Silkeborg. På en konference i januar sagde undervisningsminister Christine Antorini imidlertid, at hun gerne så ordningen udbredt til samtlige kommuner. Det kræver en evaluering, men så skal de gode erfaringer deles. »Frivillige bliver helt sikkert en mere fast del af hverdagen i folkeskolerne på forskellig vis. De skal ikke erstatte nogen, men de frivillige kan være et fantastisk supplement«, sagde undervisningsministeren.

»Nu satser jeg på grafisk designer«

Louise er glad for at blive gjort opmærksom på evner, hun ikke vidste, hun besad. Det hjælper hende også at vide, hvordan hun lærer nyt bedst. Der skal være ro omkring hende, og hvis hun skal have alt, hvad læreren siger, med, så skal hun have noget at røre ved. En fingerring eller lignende.

Testene og de mange snakke viser også Helle Holmsberg, at Louise er musisk intelligent, og at hendes indlæringsstil er auditiv med kinæstetiske og taktile elementer.

»Da du kom her, ville du gerne være enten tatovør eller musiker. Vi talte om, at det er svært at leve som kunstner, og at man bliver nødt til at tjene penge. Vi talte også på et tidspunkt om, at du ville være god til at arbejde med nogen, der har det svært. Som pædagog for eksempel. Det må du ikke glemme. Den side ser jeg også i dig«, siger Helle Holmsberg, og det er, som om Louise vokser en lille smule i stolen, for hver gang hun bliver komplimenteret.

»Det er rigtigt. Jeg havde faktisk glemt, at jeg har tænkt på at arbejde med nogen, der har det svært. Men nu satser jeg på den grafiske designer, for i rigtig mange år har jeg gerne villet bruge mine tegninger til noget«, siger hun i et mere beslutsomt toneleje end tidligere. Helle Holmsberg bakker Louise op, men vil gerne høre, hvordan Louise har det med den plan b, de tidligere har talt om.

»Mekaniker er plan b. Det har jeg det fint med. Det er godt for mig at have en plan b«, siger Louise.