Undervisning udenfor klasselokalet præges af oplevelser, undersøgelser, bevægelse og samarbejde, skriver Cecilie Faxholm Pedersen og Liva Frølich Sørensen i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole.

Når undervisningen flyttes fra klasseværelset til skolens nærmiljøer, naturen eller skolens udearealer giver det muligheder for at inddrage omgivelser fra omverden samt skabe bevægelse i undervisningen, og forskning viser, at det skaber trivsel og motiverer eleverne.

Men de erfaringer og oplevelser Cecilie Faxholm og Liva Frølich har fra praktikker og vikararbejde er, at matematiklærerne sjældent flytter matematikundervisningen ud af klasselokalet. En spørgeskemaundersøgelse, de har lavet i forbindelse med projektet, understøtter deres oplevelser: Kun 44 ud af 233 lærere svarer, at de underviser uden for klasselokalet cirka en til tre gange om ugen.

I projektet har de ønsket at finde ud af, hvorfor folkeskolelærere ikke bruger mere ude-undervisning i matematik, når ”forskning påviser, at elevernes motivation, trivsel og sundhed øges”.

De tager afsæt i problemformuleringen: ”Hvordan taler læreren om læringsmuligheder og begrænsninger i forhold til at have matematik uden for klasselokalet?”

Elevernes motivation er den vigtigste drivkraft

I spørgeskemaundersøgelsen spurgte Cecilie Faxholm og Liva Frølich lærerne, hvad der havde størst indflydelse på, om de planlagde udeundervisning, og 178 af 255 svarede, at den største faktor var elevmotivation.

”Andre faktorer var blandt andet større faglig forståelse for emnet, trivsel, miljøskift/variation og bevægelse”. De interviewede nogle af lærerne fra undersøgelsen, og en af dem fortalte, at tiden går hurtigere udenfor. ”Det er i hvert fald det, eleverne siger, når man er ude og lavet noget et andet sted”.

En anden lærer omtalte udeundervisningen som en form for belønning: ”Det bliver lidt ligesom en gave for dem, når der er udeundervisning uden for klasselokalet, så motivationen har en stor betydning”.

Cecilie Faxholm og Liva Frølich har undersøgt de aktiviteter, lærerne bruger mest i udeundervisning og konkluderer, at lærerne ser matematik som et ”overførselsfag”. ”En sådan betegnelse af undervisningen knytter sig til den antagelse, at eleven individuelt og uden besvær kan løse opgaven – for så vidt at eleven har viden fra tidligere, som kan overføres til aktiviteten”, skriver de. Aktiviteterne er for eksempel kendetegnet ved repetition.

En lærer fortæller: ”Vi kan lave brøk-stratego, hvor vi er udenfor, det kan også godt være vi laver en stafet, eller hvor de skal rundt til nogle forskellige poster og løse dem undervejs, og mange gange bliver det også en form for at repetere”. En anden lærer fortæller: ”Jeg har lavet sådan noget, hvor de skulle hop-ti-tabellen, og jeg harr brugt tal fliser”. På den måde bliver uderummet brugt som en form for træning af den allerede eksisterende viden, og lærernes forståelse af matematik lægger vægt på, at der er nogle regler og nogle metoder i matematik, som eleverne skal kunne og som de skal træne, skriver Cecilie Faxholm og Liva Frølich.

Uderummets udfordringer

Interviewene med lærerne viser, ”at der er nogle generelle værdier, der knyttes til ordet ‘undervisning’, og at disse er med til at påvirke, hvorvidt det gøres muligt at foretage matematikundervisningen andre steder end i klasselokalet”, skriver Liva Frølich og Cecilie Faxholm.

Lærerne gav udtryk for, at man ikke kan forvente den samme opmærksomhed fra eleverne, når undervisningen flyttes væk fra det traditionelle klasseværelse. ”Jeg kan ikke sikre mig, at jeg har alles opmærksomhed, når jeg ude i et større rum eller ude i skolegården, men det kan jeg jo til en vis grad, når vi er i et klasselokale. Der har jeg deres opmærksomhed, de kigger op mod tavlen“, sagde en lærer.

Bekymringer for om man kan holde styr på eleverne fylder også: ”Fordi jeg skal være helt sikker på, at jeg kan “styre” dem. Så det er en kæmpe faktor, om man har tillid til at tage børnene ud, uden de hopper i vandet, eller nogle løber over en vej, eller nogle går andre steder hen end de skal, bliver uvenner og om nogle begynder at slås”.

Det peger på vigtigheden af fælles spilleregler – også uden for klasselokalet, mener Liva Frølich og Cecilie Faxholm. ”Både lærer og elever har derfor behov for en fælles forståelsesramme, og det er netop etableringen af denne, eller manglen på samme, som vores informanter påpeger som et bærende problem ved udeundervisning”.

En anden udfordring er skolens rammer, herunder tid. ”Lærerne synes, at det kræver mere planlægning end klassisk undervisning inde i klasselokalet, og de påpeger, at der simpelthen ikke er tid nok til det”, og på den måde kan lærerne betragtes som ‘begrænsnings-prægede’, skriver de. En lærer fortæller: “Det giver noget andet at være ude med sine elever, det vil jeg ønske, at der var mulighed for, men som det ser ud nu med vores hverdag og realitet i det at være lærer nu om dage, så er det svært i en helt almindelig folkeskole. Så jeg kan ikke forestille mig, at det faktisk vil kunne lade sig gøre”.

Cecilie Faxholm Pedersen og Liva Frølich Sørensen konkluderer, at lærerne ”godt kan se udeundervisningens muligheder for læring i forhold til at styrke den individuelle læring gennem det sociale aspekt”, men at de samtidig ”har nemmere ved at sikre elevernes faglige udbytte inde i et klasselokale ud fra de sociale og sociomatematiske normer, der er gældende, end at skulle uden for klasselokale og opbygge nye regler”.

De mener, at det blandt andet handler om ”at ændre de vante idéer, der er omkring undervisningen, og dermed kunne se nye muligheder for læring. Hvis man som lærer er fastlåst på, at matematikfaget er bundet til fagbøger, og at eleverne kun skal udenadslære de regler, sandheder og procedurer, der er gældende for matematikfaget, så vil det påvirke lærerens planlægning samt evne til at se, hvilke muligheder der er gældende i ude-undervisningen”.

I projektet præsenterer de derfor en guide til læreren, der skal gøre det overskueligt at planlægge udeundervisning i matematik.