Engelsk skal og bør anvendes som klasserumssprog, når der står engelsk på skoleskemaet. Det fremgår af Børne- og Undervisningsministeriets vejledning, og begrundelsen er, at eleverne skal eksponeres så meget som muligt for sproget, skriver Emma Kirstine Jakobsen i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Odense ved UCL. Alligevel oplevede hun i sine praktikker, at eleverne ikke brugte engelsk til at kommunikere med, når de for eksempel skulle arbejde i par eller grupper. Det peger på, at ”undervisningen af engelsk er blevet til studiet af fremmedsproget, frem for tilegnelsen af samme sprog”, skriver hun og er derfor i sit projekt optaget af at undersøge, hvordan klasserumssproget påvirker elevernes udbytte af undervisningen.

”Hvordan spiller engelsklærerens sprogvalg en rolle i engelskundervisningen, og hvilken betydning har brugen af English as a Classroom Language (ECL) for elevernes sprogtilegnelse og kommunikative kompetence i udskolingen”, spørger hun i problemformuleringen.

What is it called….?

Emma Kirstine Jakobsen har undersøgt både lærer- og elevperspektiv på English as a classroom language ved at observere engelskundervisning i fire udskolingsklasser og interviewe klassernes to engelsklærere. Herudover har hun gennemført en spørgeskemaundersøgelse med de 67 elever. I svarene ”udtrykker størstedelen af eleverne, at de foretrækker, at læreren enten kun taler engelsk, eller benytter en blanding af både dansk og engelsk, og at de også oplever, at deres lærer gør netop dette”, beskriver hun.

Hun tilføjer, at observationerne viser inddragelse af både mål- og fællessprog, og ”at eleverne i alle fire klasser skifter dynamisk mellem målsprog og fællessprog i forbindelse med, om samtalen falder på faglig eller privat anliggende”.

Undersøgelsen viste, at elevernes brug af engelsk hænger meget sammen med følelsen af tryghed i undervisningen. De følte, at deres klassekammerater ikke ville lave sjov med deres fejl, men derimod i lighed med læreren ville tilbyde deres hjælp. Observationerne viste også, at eleverne i særligt Lærer 1’s klasser ofte stillede spørgsmål i undervisningen på engelsk, og bad om hjælp på engelsk frem for på dansk, som da en elev rakte hånden op og spurgte læreren: “What is it called when you don’t believe something all the way?” Læreren svarede primært eleverne på engelsk i disse sammenhænge, og det virkede til at forstærke kravet om, at undervisningen skulle foregå på engelsk, skriver Emma Kirstine Jakobsen.

English in-between

Lærerens sprogvalg har altså meget stor indflydelse på elevernes, ”og læreren har derfor magten til at vælge, hvilket sprog skal præge undervisningen”. En af lærerne udtaler:

”Jeg taler for det meste engelsk, engelsk, engelsk, fordi de skal høre så meget som muligt, og det er selvfølgelig begrænset, hvor meget vi kan eksponere dem for engelsk i en læringskontekst, kontra engelsk i medier. Øhm... Men der er jo bare dage, hvor noget skal oversættes”.

Læreren ønsker altså at opretholde ECL, ”men er samtidig opmærksom på den hensynsfulde inddragelse af elevernes fællessprog”, konkluderer Emma Kirstine Jakobsen og refererer til, at det passer ind under det den danske professor i parallelsproglighed Anne Holmen kalder translanguaging. Læreren fortæller, at han er bevidst om sine valg og fortæller blandt andet: “…then I would start just speaking English in-between, og så stadig holde den, så det ikke bliver en direkte oversættelse ... det giver dem en evne til at omstille sig...”

”The 99 percent rule”

I observationen af den anden lærers undervisning fandt Emma Kirstine Jakobsen, at eleverne ofte spurgte på dansk, når de blev usikre, og hun skriver, at det ”er problematisk, da eleverne ikke forsøger at formidle sig på målsproget, og derfor ikke bliver sat i en situation, hvor en sproglig forhandling kan finde sted. Eleverne bør sættes i situationer, hvor de kan teste deres produktive sprog-hypoteser, og de derfor også kan afprøve deres receptive hypoteser ved at modtage sprogligt input”.

I projektet beskriver hun er række handlingstiltag, der skal fremme elevernes kommunikationsstrategier, hvor et af dem netop handler om at støtte eleverne i deres kommunikation med læreren – visualiseret i en plakat, der hænger i klasserummet. ”Plakaten kan blandt andet indeholde vendinger, som eleverne vil skulle bruge i hverdagen, såsom “Can I please go to the bathroom?”, eller “Teacher, I need some help”. Læreren bør løbende inddrage plakaten i undervisningen, ”så de forskellige vendinger, som plakaten visualiserer for eleverne, indlæres og derigennem automatiseres for eleverne”, skriver hun.

Emma Kirstine Jakobsen Wetterstein konkluderer på baggrund af projektet, at selvom ECL er en produktiv strategi for læreren, hænger det ikke altid helt sammen med praksis. En af lærerne i undersøgelsen siger for eksempel, at ”når engelsk bliver klasserumssproget, så skal man hele tiden være opmærksom på, at det kan betyde, at der er nogle, som bliver sat af”. Det afspejles også i elevernes besvarelse i spørgeskemaet, ”hvor 11,5 procent af eleverne synes, at det enten er lidt eller meget svært at følge med, når undervisningen foregår eksklusivt på engelsk”.

Et 100 procent English Only-klasserum er derfor hverken realistisk eller hensigtsmæssigt, mener hun og peger på, at man hellere skal sigte på det, som britiske David Buckley, skribent ved EFL Magazine, kalder The 99 percent rule, hvor eleverne og læreren taler engelsk 99 procent af tiden.