Klokken er 8.15. Lærere og fængselsbetjente i Vestre Fængsel bevæger sig ind på gangene i flere etager, hvor de indsatte er placeret i celler a syv kvadratmeter. Én efter én bliver dørene åbnet, og langsomt siver de indsatte ud på gangen, hvor de samles, inden turen går videre. Tonen er hård, mens de omtaler en skudepisode, som har fundet sted i København aftenen før.

De føres gennem gangene, der er dekoreret med malerier og lerfigurer udført af nuværende og tidligere indsatte. Dørene låses punktligt, når gruppen har passeret. Turen runder blandt andet fængslets kirkesal. Tidligere var der vinduestremmer i kirkerummet, men ved seneste renovering blev de fjernet.

Steen Balle, som er en af lærerne, følger to af de indsatte ind i et rum, der umiddelbart ligner en miniudgave af et almindeligt nedslidt skolelokale.

Erik og Wasim skal denne dag modtage undervisning i dansk på FVU. Forkortelsen står for »Forberedende VoksenUndervisning« og er et tilbud til indsatte, der vil være bedre til at læse, stave og regne. Egentlig skulle der være seks elever i klassen, men der er altid nogle, der er fraværende.

»De kan være syge, til afhøring, eller de kan være bortvist et par dage, fordi de har røget på skolen«, forklarer Steen Balle. Han uddeler fotokopierne til opgave 47, mens de to elever sætter sig ved siden af hinanden ved bordet foran tavlen. Undervisningen kan begynde.

Steen Balle og Annette Sand, kaldet Søs, har begge valgt lærerjobbet i fængslet. Steen er uddannet fra den fri læreruddannelse i Ollerup og har tidligere arbejdet som højskolelærer. I fængslet underviser han også i keramik, der ligesom madlavning og musik hører til de mere kreative fag, som de indsatte kan vælge. Desuden er der fag som jura og samtidshistorie.

Søs er læreruddannet og har tidligere arbejdet med indvandrere og voksenundervisning uden for fængslet.

»Enten vender man om i døren, eller også skal man bæres ud herfra«, forklarer Søs om arbejdet.

Hun underviser til daglig i Blegdamsvejens Fængsel, der ligesom Vestre Fængsel hører under Københavns Fængsler. Fælles for de to lærere er, at deres elever sidder varetægtsfængslet, en proces, som kan tage mere end ét år, men som i gennemsnit ligger på tre til fire måneder.

»De er ofte nogle hårde bananer, men når man er alene med dem, bliver de nogle helt andre«, siger Steen i beskrivelsen af de indsatte, og Søs supplerer: »Når man viser dem respekt og tager dem alvorligt, så får man noget tilbage. Det er de meget følsomme over for«.

Der er hverken undervisnings- eller arbejdspligt under varetægtsfængslingen. Alligevel er undervisningen så populær, at der er ventelister for at komme i gang. »Vi har det omvendt af folkeskolen, hvor eleverne jubler, når læreren er syg«, siger Søs med et smil på læben. Begge lærere så gerne, at undervisningen fik tildelt flere resurser, så ventelisten blev nedbragt. De mener desuden, at der på flere specialområder er behov for en bedre indsats.

»Der er i den grad plads til forbedringer i forhold til undervisning af ordblinde«, siger Steen, men erkender, at en sådan indsats ligger i den dyre ende.

Søs så gerne, at der var mulighed for at udfylde dagen med en kombination af skole og værkstedsarbejde.

»Mange af de indsatte har behov for også at bruge deres hænder. Det ville desuden være godt, hvis fængslet kunne tilbyde kortere AMU-uddannelsesforløb, som de kan bruge eller bygge videre på uden for fængslet«, siger hun og foreslår, at de indsatte for eksempel kunne tage truck-certifikat, sundheds- og hygiejnekurser eller optjene kvalifikationer inden for rengøring og madlavning.

»Hvordan kan man beskrive mennesker?« står der på papiret, som Steen har uddelt. I opgaven skal de indsatte forholde sig til, hvorvidt en række adjektiver skal forstås positivt, negativt eller neutralt.

»Hvad skal man bruge det til?« spørger Wasim, da de har været i gang i et stykke tid.

»Til at sætte farver på det, man skriver«, siger Steen. »Det kan være lidt kedeligt bare at sige, at der går en mand. Så er det sjovere at sige, at der går en flot mand eller en grim mand eller en tyk mand«, forklarer han og vælger et konkret eksempel fra opgaven.

»Hvad med ordet fræk«, spørger han. »Er det positivt eller negativt?«

»Positivt«, siger Wasim hurtigt. Erik er uenig og mener bestemt, at ordet skal opfattes negativt. Steen konkluderer, at ordet, som så mange andre, kan opfattes forskelligt. »Jeg kan faktisk godt lide folk, der er lidt frække«, siger han. »Det kan jeg også«, siger Wasim.

Steen Balle og Søs Sand har begge haft blandede oplevelser med fængselsvæsenet og det at være en del af »systemet«.

»Det er ikke altid, at det uniformerede personale har samme holdning som os. Vi er som civile privilegerede i vores job, da vi repræsenterer 'de åbne døre', mens betjentene er mere bundne og derfor repræsenterer 'de låste døre', så vi har forskellige relationer til de indsatte«, siger Søs og uddyber: »Det er lige så stor en pædagogisk opgave at indgå i samarbejdet her i fængslet med de forskellige faggrupper som at undervise her«. Steen påpeger dog, at de også får henvendelser fra fængselsbetjente, der gør opmærksom på indsatte, der har brug for hjælp til at læse og skrive. Det meste af den formelle kommunikation i fængslet foregår skriftligt. Det gælder blandt andet, når de indsatte har brug for læge- eller retshjælp.

»De skal skrive anmodningssedler om alt. Mange er afhængige af, at personalet hjælper dem med at udfylde anmodningssedlerne«, forklarer Søs.

I fængslet har de indsatte mulighed for at gå til skriftlige prøver, som bliver bedømt af eksterne censorer. Begge lærere oplever, at de indsatte går højt op i skolearbejdet.

»For mange af dem er det ikke okay at begå fejl«, siger Søs, og Steen forklarer, at nogle kan finde på at rive det forkert stavede ord af papiret eller bede om at få lov til selv at rette det, så man ikke kan se lærerens rettelse.

»De er stolte og vil have, at tingene skal være rigtige«, siger Søs.

Når de indsatte består en prøve, sørger lærerne for at gøre noget særligt ud af det.

»Vi sender undervisningslederen ned for at overrække beviset med håndtryk og klapsalver«, forklarer Steen.

»Det er en glæde som underviser at sige: Du har bestået. Pludselig står de med et stykke papir i hånden, der viser, at de rent faktisk kan noget«. Udgangspunktet for hans undervisning har dog aldrig været prøver og eksaminer, fastslår han. »Jeg synes, at folk skal vokse, mens de går i skole. De skal blive større mennesker. Det er dét, der er det vigtige«. |

»Jeg er ordblind, og det er ikke altid sjovt. Jeg tror, at det blandt andet har noget at gøre med alle de skoler, jeg har gået på, og så fordi det altid skal gå så hurtigt, så bogstaverne hopper rundt på papiret. Jeg blev ikke drillet i skolen, da jeg prøvede mit bedste og gættede lidt en gang imellem. Men det kan da blive bedre, håber jeg, så jeg kan læse en bog en gang imellem«.

Ovenstående er uddrag af en tekst, som en 30-årig indsat i Vestre Fængsel har skrevet til sin lærer. Han har gået i mindst ni skoler, inden han som 15-årig kom på et skolehjem og fik specialundervisning.

Han husker sin skoletid som en ubrudt række af uopfyldelige krav med deraf følgende evindelige nederlag.

Han har tit overvejet at melde sig til noget danskundervisning, men har ikke fået taget mod til sig før sin indsættelse i Vestre Fængsel.