For Niels betyder lærepladsen noget at komme ud til – ellers er han overbevist om, at han ville begynde at handle med narko igen
Palle Peter Skov
Svendebrevet hænger i horisonten
Niels var skoletræt og ville ud at tjene penge. Nu er han 39 år, sidder i fængsel og har fået chancen for at blive murer
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det betyder meget for 39-årige Niels, at han laver noget, der kan bruges. Det gjorde det i skolen, og det gør det i dag. Set i det lys er der i hvert fald én fordel ved, at han har taget grundforløbet på mureruddannelsen i et fængsel frem for på en teknisk skole.
»På teknisk skole murer de en mur i én meters højde, som de brækker ned igen. Vi løser praktiske opgaver. Vi har for eksempel bygget snedkeriets to parallelle værksteder sammen med en helt ny bygning. Det er langt sjovere at bygge noget, andre kan få glæde af«, siger Niels.
Han afsoner en dom på tre år i Statsfængslet Møgelkær ved Horsens. Han håber at blive prøveløsladt fra det åbne fængsel til april, og så står der en læreplads klar til ham i et lokalt murerfirma de næste tre et halvt år.
»Min værkmester skaffede mig i praktik i en måned, og det var nok til, at murermesteren mente, at jeg kunne bruges«, konstaterer Niels, der har været murerarbejdsmand.
Lærepladsen betyder, at fynboen har noget at komme ud til.
»Ellers ville jeg let falde tilbage og begynde at handle med narko igen. Derfor skifter jeg også geografi og flytter permanent til Jylland«.
Niels ved, hvad han taler om. Han har tidligere siddet inde i ti måneder. Han afsonede i Statsfængslet på Søbysøgård på Fyn og fik tiden til at gå på parkholdet. Et år og 17 dage efter løsladelsen røg han ind igen, denne gang med dommen på tre år.
Efter et par måneder på Møgelkær spurgte bygningsværkmesteren, om det ikke var noget for Niels at tage en uddannelse.
»Hvorfor ikke prøve? Jeg havde sagt til mig selv, at jeg både skulle væk fra Fyn og finde noget at lave. Ellers ville jeg få seks-ti år næste gang. Mine hænder er skruet på til praktisk arbejde, så murerfaget falder mig naturligt«.
Niels er vokset op på en gård. Han havde ikke svært ved at følge med i skolen, det interesserede ham bare ikke, og i 7.-8. klasse var han blevet skoletræt. Det sidste halvandet år gik han i erhvervsklasse, men det var alligevel en stor dag, da skolen var slut. At tage en uddannelse var slet ikke inde i billedet.
»Jeg skulle bare ud at arbejde. Det var det, jeg ville. Hvad fik vi ud af at lave en flagstang på to meter i erhvervsklassen? Vi lærte selvfølgelig principperne i at lave en flagstang, men den kunne jo ikke bruges til noget«.
Matematik var det fag, han syntes mest om i skolen, og i fængslet kunne han se, at han skal være i stand til at beregne, hvor mange sten og hvor meget mørtel han skal bruge.
Niels arbejdede i landbruget, indtil han som 29-årig ikke kunne tåle at gå i stalden på grund af eksem. Dernæst var han murerarbejdsmand, inden han skiftede til et landbrug med grøntsager på friland. På det tidspunkt begyndte hans omgangskreds at tage stoffer, og efter et par år lavede Niels ikke andet end at handle med narko.
»Det gik, lige indtil der var én, som ikke kunne holde sin kæft«, siger han med et skævt smil.
Niels har taget hele grundforløbet i fængslet bortset fra de sidste tre uger. Det afsluttende projekt foregik på erhvervsskolen i Kolding, hvor han sammen med en anden byggede en mur, fugede den ene side, pudsede den anden og lagde fliser foran.
»Det var en udfordring, fordi det skulle være så pænt og lige som muligt«, siger Niels ærekært.
Han fik 10 på 12-skalaen, men selv om han har fået sit første bevis på en uddannelse, er det ikke kommet i glas og ramme. Ikke endnu.
»Den dag jeg får mit svendebrev, kommer det op at hænge. Det vil være et bevis på, at jeg kan andet end at sælge narko. Det er en motivation i sig selv, at svendebrevet hænger i horisonten«. |
Niels er et opdigtet navn. Redaktionen kender Niels' rigtige navn