Tuala Hjarnø
Lærer Jamal Bakhteyar
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lærer Jamal Bakhteyar, 49, Strandparkskolen i København. Medlem af Københavns Lærerforenings (KLF) bestyrelse, født i Østpakistan - det nuværende Bangladesh.
Uddannelse:
Master i studier af etniske minoriteter i Europa. Dansk skolevejlederuddannelse.
Arbejdsplads:
Strandparkskolen i København, specialskole for udviklingshæmmede. Frikøbt to dage om ugen til arbejde i Københavns Lærerforenings bestyrelse, hvor han er medlem af pædagogisk udvalg.
Familie:
Fraskilt, ingen børn. Men besøger gerne sin familie, der er spredt over hele verden. Kom til Danmark i 1991, tog til London for at uddanne sig. Tilbage igen fik han job i Røde Kors' asylafdeling for uledsagede børn, indtil han havnede i folkeskolen. Her var han, ud over timerne som speciallærer, ansat i Center for vejledning, indtil han blev valgt ind i KLF's bestyrelse i 2004, hvor han først og fremmest ønskede at skaffe større opmærksomhed om specialundervisning og tosprogsområdet.
Mit arbejde lige nu:
De massive nedskæringer i Københavns folkeskoler fylder meget. Et par kolleger fra min skole er blevet afskediget, mange på andre skoler er kastet ud i en forflyttelsesrunde. Det kræver megen vejledning, både fra KLF og fra skolen.
Mit arbejde om fem år:
Jeg vil gerne fortsætte med mit nuværende arbejde, både i skole og i fagforening. Men uanset hvad det udvikler sig til, vil det altid være noget med børn og unge.
Efteruddannelse:
I gang med en diplomuddannelse i systemisk ledelse. Det er ikke så meget at blive en skoleleder, men skal give deltagerne grundlag for at forstå, hvad ledelse er, hvordan den udføres i praksis og indgår i samspillet mellem medarbejder, skole og forvaltning.
Ting, som er vigtige for mig:
1. Gode arbejdsredskaber til min specielle elevgruppe er vigtigt. Såsom små klodser til dels at styrke elevernes motorik, dels at stimulere hukommelse omkring farver og former.
2. Jeg har tre USB-nøgler - en til KLF, en til skole og en privat. Det er ikke altid lige let at huske at bruge den rigtige.
3. På en konference om autisme for nylig stiftede jeg bekendtskab med en spændende og utrolig vigtig amerikansk bog om handicappedes identitetsproblemer i forbindelse med seksualitet.
4. I virkeligheden synes jeg, at alting kan undværes. Har man ikke en bestemt ting, må man finde på noget andet! Men jeg elsker at stå på ski eller snorkle og dykke.
5. På mit arbejde med elever, der næsten ikke har noget sprog, er kamera og bærbar computer fantastiske redskaber.
6. Når jeg slapper af, hører jeg musik fra mange kulturer. Louis Armstrong er en af mine favoritter, Nusrat Fateh Ali Khan er et kendt navn i Asien, og Fairouz fra Libanon giver en god blanding af gammelt og nyt.
7. Københavns Lærerforening er sponsor for giraffen i Zoologisk Have. Ud over mit engagement der er jeg aktiv i den faglige forening af modersmåls- og tosprogede lærere samt Novum, en forening for personer med minoritetsbaggrund, der har en videregående uddannelse. Mange i gruppen er arbejdsløse, dem forsøger vi at lære, hvordan man danner netværk, man kan bruge i bestræbelserne på at finde et job.