Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Da jeg blev uddannet for snart 26 år siden, var det med en forventning om, at jeg skulle bruge mine faglige evner i dansk og tysk. Naturligvis skulle jeg også skabe trivsel, men min opgave var først og fremmest at undervise.

Sådan var den skole, jeg uddannede mig til. Men den findes ikke mere.

Stille, umærkeligt og i hvert fald uden at have haft lærerne med på råd, er mit arbejde i dag et helt andet: Nok skal jeg stadig undervise, endda rigtig mange timer. Men mit primære fokus er flyttet fra det faglige indhold til at arbejde med børn, der har det mentalt dårligt. Dem er der rigtig, rigtig mange af.

Jeg skal til møder med socialrådgivere, med grådkvalte forældre og med psykologer. Jeg skal udfylde skemaer til psykiatrien og lave skoleudtalelser. Jeg skal besøge elever, der har skolevægring, og jeg skal kende til et utal af forskellige diagnoser for at kunne møde mine elever i deres udfordringer.

Mit klasseværelse er blevet et specialklasseværelse med tydelige dagsordener på tavlen, low arousal og piktogrammer. Alt sammen for at kunne rumme elever, der har det svært på alle mulige forskellige måder. Og så må det faglige indhold komme i anden række. Eller tredje eller fjerde eller femte.

Nu er det altså tysk, det handler om

Andreas Ravn Skovse skrev for nyligt i Folkeskolen, at skolens primære opgave ikke er undervisning. Den er, ifølge Skovse, at danne elever gennem undervisningen.

For så vidt har Andreas ret. Men jeg tror, at den nye generation Alpha har brug for noget helt andet: De har brug for klare rammer, tydelige voksne og ja, jeg tør godt sige det: Opdragelse. Det sidste, mener jeg, bør foregå i hjemmet.

I skolen er jeg helt sikker på, at eleverne kan trives indenfor rammer, hvor de ved, at nu har de altså tysk, og så er det altså tysk, det handler om. Det er altså ikke nok at gøre eleverne til dannede borgere (selvom det ved gud er vigtigt!), for det er også vigtigt at klæde dem på fagligt. Og er der styr på fagligheden, så tror jeg på, at dannelsen følger med.

Det duer ikke, at kommende lærere er folk, der lige så gerne ville være pædagoger. Vi er LÆRERE. Det ligger for pokker i ordet, at vi skal lære nogen noget. Derfor skal vi stå fast på, at lærernes faglighed (også) er de fag, vi underviser i.

Fag-faglighed som førsteprioritet

Min faglighed er som udgangspunkt ikke en viden om, hvordan jeg tackler elever med ADHD og autisme. Min faglighed er de tyske verber, den tyske kulturs vigtighed for vores verden i dag og en forskningsbaseret viden om, hvordan det at kunne flere sprog gavner et menneske.

Min faglighed er ikke at sætte individet før fællesskabet. Min faglighed er gennem dansk litteratur, kulturformidling og klassesamtaler at åbne elevernes verden udadtil i stedet for indadtil.

Min faglighed er naturligvis at tage mig af børn, der er kede af det. Men den er måske især at give dem et frirum fra alle deres tanker og problemer ved at skabe et fagligt undervisningsmiljø, hvor man som elev kan spejle sig i personer fra litteraturen og læne sig ind i et fællesskab, som ikke handler om dem selv – men som handler om det fælles tredje.

Så jo, jeg mener i dén grad at min fag-faglighed skal i spil – endda som førsteprioritet – som lærer. Ellers kan jeg jo blive pædagog, som er et supervigtigt fag. Det er bare ikke lærernes primære virke.

Jeg krydser fingre for at fagligheden finder tilbage i folkeskolen, for jeg er fuldstændig overbevist om, at med fagligheden kommer dannelsen, fællesskabet – og trivslen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk