Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I kølvandet på de mange afsløringer af episoder med vold i folkeskolerne breder der sig nu en erkendelse af, at lærerne ofte står magtesløse, når de skal løse konflikter i klasserummet. En ny diskussion dukker op: Skal lærerne have lov til rent fysisk – med en flad hånd på skulderen – at guide elever væk fra en problematisk situation?

Spørgsmålet er særdeles relevant, og alle parter – undervisningsministeren medregnet – melder sig klar til at gøre noget, men diskussionen røber en nærmest uhyggelig mangel på viden om og forståelse af problemets art og omfang.

Det er helt elementært: Hvis læreren skal kunne guide en elev væk, må der være et sted at guide eleven hen.

Ud på gangen? Det går ikke. Typisk er der tale om et stærkt oprørt, lille barn, der vil lave ulykker eller simpelthen stikke af, og læreren har opsynspligten med barnet.

Ind i naboklassen? Som så også får afbrudt sit arbejde og måske ikke vil kunne få barnet til at falde til ro alligevel. Det går heller ikke.

Op på kontoret? Skolelederen vil typisk være optaget andetsteds, og hvis han eller hun er til stede, er der typisk hverken tid til eller forudsætninger for at tage sig af sagen og i øvrigt igen ingen steder at placere barnet.

Råb, skrig og spræl

Ofte er eleven så ophidset, at han eller hun vil nægte at flytte sig eller ligefrem råbe, skrige, sprælle, spytte, bide, slå og sparke. Her rækker en flad hånd på skulderen og en dæmpet bemærkning ikke.

Jeg minder lige om, at vi ikke taler om sjældent forekommende hændelser. For mange lærere er det daglig virkelighed. Især i indskolingen over middag.

Man skænker det tilsyneladende ikke en tanke, at der under alle omstændigheder er tale om, at læreren skal forlade klassen i kortere eller længere tid. Det indebærer et alvorligt afbræk i undervisningen, og det kan være svært overhovedet at komme i gang igen, når læreren – mere eller mindre sindsoprevet – vender tilbage til klassen, som i mellemtiden har mistet fokus eller måske ligefrem er i vildt oprør. Med 20 minutter tilbage af timen.

Det sidste, lærerne har brug for, er det, som foreslås af formand for Arbejdsmiljø og Organisationsudvalget i Danmarks Lærerforening, Thomas Andreasen. Han ser gerne, ”at der blev indført et lovkrav om dialogsamtaler og eventuelt tilbud om konfliktmægling imellem skole, lærere og forældre, hver gang der har været sanktioner i brug overfor eleverne”.

Så kan man da være 100 procent sikker på, at ordningen bliver helt ubrugelig for lærerne.

Det, de har brug for, er derimod en hurtig, ubureaukratisk og effektiv mulighed for indgriben, som ikke afføder tidskrævende opfølgning, men kan stå alene som en nødvendig justering i dagligdagen.

Der er ikke tid til al den sniksnak. Hele denne tsunami af overfladiske analyser, fromme formaninger og letkøbt inklusionsretorik vil sjældent tjene noget fornuftigt formål. Alle parter er udmærket klar over, hvad der foregår. Lad os begynde med at indse, at det her ikke er raketvidenskab for ekstremnørder, men skolehverdag for tusindvis af ganske almindelige lærere og elever.

Det, skolerne mangler, er bemandede akutberedskaber, der kan træde til øjeblikkeligt, når læreren tilkalder assistance. Skolen skal have obs’erne tilbage.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk

Magtanvendelse

Hver tredje lærer tør ikke røre ved eleverne