"Hvis vi skal fremme den indre motivation og lysten til at lære hos eleverne, så tror jeg ikke at måden er med ydre motivation som karakterer", siger årets hovedprisvinder af Politikens Undervisningspris, Helle Houkjær.
Prisvinder: "Jeg hader at give karakterer"
Naturfagslærer Helle Houkjær er hovedvinder af Politikens undervisningpris. Hun har lært sine elever, hvordan de skal 'spille spillet', når der skal gives karakterer.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Helle Houkjær er naturfagslærer på Krogårdskolen i Greve Kommune. Hun har tidligere været involveret i en række undervisningsprojekter, som hun har vundet priser for. Men Politikens Undervisningspris betyder mere for hende. I går blev hun sammen med otte andre prisvindere fejret i København.
"Jeg har vundet mange forskellige priser gennem tiden. Men det har alt sammen været for nogle undervisningsidéer eller projekter. Men det er da et cadeau til mig selv at få en personlig pris, der kommer fra hjertet af nogle børn. Så det er jo noget end 'bare' at lave god undervisning. Man går jo ind og rammer nogen", siger Helle Houkjær.
Alt for meget præstationsangst
Hun oplever at flere og flere børn og unge i dag er ofre for en hård præstationskultur, hvor eleverne er angste for ikke at leve op til samfundets og forældrenes forventninger. Hun er derfor stærkt imod karakterer - hun synes ikke, de er vigtige. Hun fortæller sine elever, at de skal 'spille spillet', når lærene skal til at give karakterer.
Greve-lærer vinder Politikens Undervisningspris
"Nu har jeg været lærer i 29 år, og jeg har aldrig oplevet elever have så meget præstationsangst, som de har i dag. Det er ikke sjovt at blive ved med at få et 4-tal, hvis man får at vide hjemmefra og rundt omkring, at det kun er 12, der dur", siger hun og fortsætter.
"Så opgiver man jo alting og er ligeglad med det hele. Så lærer man ikke en pind. Jeg hader at give karakterer. Jeg bryder mig ikke om den der summative bedømmelse af eleverne konstant. De går i skole for at lære, ikke for at få karakterer".
Blær dig med, hvad du kan
Helle Houkjær vil hellere lave 'feed forward' og tale med sine elever om, hvordan de kan gøre det bedre næste gang, så de sammen kan sætte nogle mål for, hvad eleverne skal arbejde på. Men hun skal give karakterer. Hun fortæller derfor sine elever at de skal 'spille spillet', når der skal gives karakterer.
"Når jeg nu give karakterer, så fortæller jeg dem, hvad det handler om. Så siger jeg til dem, at det handler om at spille spillet og blære sig med, hvad man kan. Ellers har jeg ikke et stort fundament for at give de forskellige karakterer".
Men hun pointerer også over for dem, at hun ikke synes, at det er så vigtigt, og at de hellere skal fokusere på de samtaler, de sammen har om, hvordan de kan blive dygtigere. Hendes elever nævner netop i flere af prisindstillingerne, at hun har lært dem at spille spillet. De fremhæver også, at hun ikke helmer, før alle er med.
"Helle udviser stort overskud og har 100.000 forskellige måder at forklare alt indenfor matematik, fysik og kemi. Hun giver ikke op med at forklare noget, før alle har forstået det… Og derefter forklarer hun hvorfor det er sådan. Aldrig vil du være i tvivl om hvad du laver, hvis du har Helle Houkjær som lærer", skriver en elev i sin indstilling af, hvorfor Helle Houkjær skal modtage Undervisningsprisen.
Naturfagslærere bytter ideer og erfaringer
Det faglige panel, der har kåret Helle Houkjær til hovedprisvinder, fremhæver i Politiken at mange dygtige lærere uddanner sig ud af undervisningen og bliver ledere eller konsulenter, mens Helle bruger sin faglige ekspertise, sin store erfaring og sin lyst til at lære mere i undervisningen