Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Forleden dag på lærerværelset sad vi og snakkede om, hvorfor vi stadig var lærere. Vi var seks voksne med tilsammen mere end 100 års erfaring fra klasselokalerne, som endte med at konkludere: Det er kollegaerne, der holder os på vores arbejde.

Det er ikke glæden ved det faglige. Det er i mindre grad end tidligere eleverne. Det er slet ikke forældresamarbejdet. Derimod er det dét sammenhold, vi har med den kerne af kolleger, vi har kendt i mange år. Sammen har vi overlevet den tyfon, der har været folkeskolen de sidste 11 år.

Da jeg i sin tid blev lærer, drømte jeg om at forandre verden til det bedre. I hvert fald for nogle mennesker. Min mission var at give nogle færdigheder videre til nogle meget unge mennesker, til at danne dem og gøre dem til selvtænkende medborgere.

Jeg er mere psykolog end lærer

Sidenhen kom reformen, normaliseringen af vores arbejdstid og det fuldstændig håbløse mål-tyranni og testhelvede. Og Intra og Aula. For slet ikke at tale om inklusionen. Min hverdag blev langsomt – men sikkert – fyldt op af mere eller mindre meningsløst pseudoarbejde, mens undervisningen gled mere og mere i baggrunden.

I vores forberedelsesuge efter sommerferien havde jeg således kun ganske lidt tid til at lave årsplaner og forberede undervisning. Til gengæld var jeg på kursus i co-teaching, selvom vi slet ikke har råd til to lærere i klasserne, og… vent, jeg kan faktisk ikke huske, hvad vi ellers lavede hele den uge. Det havde i hvert fald ikke meget med min kerneopgave, som er undervisning, at gøre.

I min nye 7. klasse er jeg i gang med at holde elevsamtaler. Fælles for dem er, at de aldrig rigtig bliver faglige. Til gengæld handler det lynhurtigt om trivslen eller mangel på samme, og ofte er jeg gået derfra med en følelse af at være en utilstrækkelig psykolog mere end den underviser, jeg gerne vil være.

Jeg er udmærket klar over, at det hører med til lærergerningen at drage omsorg for sine elever. Det gør jeg gerne. Men jeg oplever i stigende grad, at det at være en omsorgsperson fylder mere og mere og mere. Mine fag kommer i anden række, for børn der ikke trives, kan ikke lære.

Hvad skal holde mig i skolen?

Nu sidder jeg tilbage med følelsen af, at min lærerrolle har ændret sig fundamentalt. Fra at være et fyrtårn i klassen, en dannende leder og et fagligt fundament, er jeg reduceret til dels at være omsorgsperson og dels at være et instrument for alt muligt smart udefrakommende som sproglig opmærksomhed, SYKL-modellen og Pejlemærker. Smarte modeller, der skulle gøre mit arbejde bedre, men som gør det så meget tungere og demotiverende at gå på arbejde hver dag.

Det er udmattende og har gjort mig desillusioneret i forhold til, hvad jeg egentlig skal, når jeg er på arbejde. Skal jeg undervise? Skal jeg være speciallærer? Skal jeg være psykolog? Og harmonerer det med det, jeg gerne ville som ung lærer?

Tilbage på lærerværelset fik jeg læsset af, for det er tungt, alt det vi skal nå rundt om i undervisningen. Men heldigvis var mine mangeårige kollegaer der til at løfte mig med en god snak, så jeg skal nok møde op på skolen igen i morgen.

Et spørgsmål rumsterer dog stadig i baghovedet, og nu vil jeg dele det med hele Skoledanmark: Hvad skal holde mig og mine kollegaer til lærergerningen, hvis der efterhånden er så meget andet end kerneopgaven, der river i os, så det eneste, der rent faktisk holder os til arbejdet, er vores skønne kollegaer?

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk