»Er det dig, der er bøsse?«

Sådan begyndte timen i 2.a i Aalborg i matematik. Michael Bjerring var lærervikar. Han svarede ja til spørgsmålet og bad eleverne begynde at løse opgaver. Men det var umuligt, for de havde mange flere spørgsmål.

»Hvor har du fået den sygdom fra?« var et af dem. »Ad, du er ulækker« var en anden kommentar.

Ordene slog hårdt. Så hårdt, at Michael Bjerring skrev et debatindlæg i Politiken med overskriften »Kan en homo være lærer?« Samtidig lovede han sig selv, at næste gang han oplevede fordomme og uvidenhed i et klasseværelse eller på en skole, ville han tage debatten.

»Jeg får altid spørgsmålet, første dag jeg er i en klasse. Der er altid en, der rækker hånden op og spørger: Er du bøsse? Men det generer mig ikke mere. Det er så fedt at komme tilbage i skolen og hvile i sig selv. Jeg tror, det rykker noget at bruge sig selv, når man er lærer«, siger Michael Bjerring.

Topstudent med lærerdrømme

Det var ikke umiddelbart Michael Bjerrings førstevalg at blive lærer. Han var politisk aktiv i Danske Skoleelever, i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og i Socialdemokratiet. Han ville forandre verden og knoklede i gymnasiet for at få et tårnhøjt gennemsnit, som kunne åbne døren til statskundskab. Han fik 11,8 i snit. Men da han arbejdede som lærervikar i sit sabbatår, stod det klart for ham, at skolen var et bedre sted at skabe fællesskab og forandringer. Selv om han med sit snit havde frit valg på alle uddannelseshylder, valgte han læreruddannelsen i København. Han blev overrasket over de reaktioner, hans valg gav.

Kronik: Spild af talent at blive skolelærer 

»Spild af talent« og »et uambitiøst valg« var nogle af de ord, der ramte ham. Og det fik ham til tasterne igen. Denne gang var det Information, som bragte debatindlægget: »Mor, er det okay, jeg dropper universitetet?«

»Den reaktion er symptomatisk for et samfund, der har udnævnt nogle mennesker med høje uddannelser til at være finere og mere samfundsgavnlige end resten«, skrev han.

Indlægget betød, at Michael Bjerring gav interview til medier over hele landet og fik sat på dagsordenen, at uddannelsesvejledning til elever med høje karakterer i gymnasiet ikke rummede anbefalinger om professionsuddannelser.

»Jeg kæmpede så hårdt for karaktererne, så jeg politisk kunne gøre en forskel. Men som lærer gør du en forskel, hver eneste dag du går ind i klasserummet. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle være lærer«, siger Michael Bjerring.

Skuffelse over lærerstudiet

Da mediestormen lagde sig, og studiestart bankede på, var Michael Bjerring spændt på livet som lærerstuderende i København.

»Jeg glædede mig så meget. Men så gik der en måned, og så tænkte jeg: Shit - er det det her, jeg vil?«

Han blev overrasket over, hvor få undervisningslektioner der er på læreruddannelsen. Hvor lidt tid til feedback underviserne har, og hvor lidt fællesskab og lærerstolthed der er blandt de studerende.

»Jeg blev nødt til at overveje, om jeg virkelig skulle det her. Jeg søgte orlov i et halvt år«.

Orloven kom ufrivilligt til at vare et helt år, fordi den vejledning, han fik fra studiet, bragte ham i en blindgyde. Under orloven tog han til El Salvador og underviste børn i engelsk. I Sydamerika blev han sikker på, at han skulle være lærer.

»Jeg kunne mærke den der glæde ved at undervise igen. Den glæde var blevet knust, da jeg begyndte på læreruddannelsen«, siger han.

Nu begynder han på sit sidste år på uddannelsen. Og når han begynder dette semester, har han tre gange tre timers undervisning. Og det er alt for lidt, mener han. Det giver ikke nok faglighed, og det giver heller ikke mulighed for at dyrke en fælles læreridentitet, når undervisningen foregår i moduler på forskellige hold. Der er ikke mere at læse på studiet, end at han kan arbejde 20 timer om ugen i Sex og Samfund og derudover har tid til at starte sin dragqueenvirksomhed op fra kollegieværelset på Amager.

»Nogle snakker om at gøre uddannelsen femårig. Man kunne tage den uddannelse, der er nu, på tre år«, siger han.

»Min far er lærer, og han har stadig venner fra lærerstudiet. Dengang var det et fuldtidsstudium, og der var fællesskab. I dag identificerer de fleste lærerstuderende sig med det, de gør ved siden af studiet. De arbejder som frivillig eller sidder i Bilka. Hvis lærerstudiet ændrede sig, ville jeg ikke kunne leve det liv, jeg lever nu. Jeg har tilpasset mig omstændighederne. Men et eller andet sted synes jeg, det er ærgerligt«.

Mizz Privileze i klasseværelset

Tre knips med fingrene foran ansigtet. Øjen-brynene vipper op og ned. Blikket bliver flirtende og direkte. Michael Bjerrings indre dragqueen, Mizz Privileze, slår han til og fra på et kort sekund. Og selv om parykken, de højhælede sko og den tunge makeup aldrig er med i klassen, får eleverne alligevel indimellem et kort glimt af hende, når han har været i praktik på folkeskoler.

»Hvis jeg skal sætte gang i en fordomsleg, så kommer der nok en lille smule perfor­mance på. Så giver man eleverne lov til at spørge om alting. Og nogle gange er der også lidt glitter i skægget fra weekenden. Det er vigtigt, at eleverne har noget at spejle sig i. Jeg vidste allerede i folkeskolen, at jeg var bøsse. Tænk, hvis der havde været en rollemodel på skolen dengang, som jeg kunne spejle mig i«.

I sidste praktik havde han et forløb om sprogbrug. Eleverne skrev sedler, og sedlerne var udgangspunkt for en debat.

»Der var mange, der skrev, at de kalder hinanden ludere og bøsserøve. Så tog vi det op. Hvorfor er bøsse noget negativt? Og tænker I, at det er negativt? Vi siger det kun for sjov, lød svaret. Vi ville ikke sige det, hvis der var nogle. Men hvad nu, hvis der er nogle, og de ikke har lyst til at fortælle det, fordi alle bruger det som et negativt ord«, fortæller Michael Bjerring.

Undervisningen om køn og seksualitet foregik som en del af Uge 6. »Lærerne på skolen spurgte mig, om jeg ikke kunne stå for det, for de ville helst ikke. Fordi jeg selv er en minoritet og nu er drag, og fordi jeg underviser i Sex og Samfund, så ved jeg jo meget om det«.

Snak med børn om normer

Michael Bjerring udfordrer også lærerkollegerne. Da han startede i praktik, interviewede han et par lærere om deres bevidsthed om egne normer i undervisningen.

»De havde slet ikke tænkt det ind i deres undervisning, og de blev overraskede over det, mens jeg interviewede dem«, siger han. Han vil gerne udfordre lærernes brug af køn som stereotyper, og han føler, at mange lærere gerne vil have en mere normkritisk tilgang til undervisningen, når de bliver gjort opmærksomme på de stereotyper, som findes overalt i skolen.

Overraskende nyt: LGBT+-lærere trives godt i skolen 

»Vi påvirkes hver dag af normer. Der er nogle lærere, der kræver, at man laver et stamtræ med mor og far. Men det er ikke alle børn, der har en mor og far. Vi skal som lærere arbejde med, hvordan vi snakker med børn om normer. Vi skal være trygge ved det og være klædt på til det«, siger han og fortæller, at han flere gange har skrevet til forlaget Clio for at påpege faktuelle fejl og kønsstereotyper i undervisningsmaterialer.

»Da jeg var på skolen, var der også en elev, der formentlig identificerede sig som trans. Men personen blev omtalt som homoseksuel. Lærerne var ikke bevidste om, at der er forskel på seksualitet og kønsidentitet. Sådan er det tit. Når jeg nævner det for lærere, så er der nogle, der siger, at skolen ikke kan tage sig af alt. Det er ikke let. Men man bliver nødt til at have styr på det. For det viser, at man er åben over for, at der er flere måder at være på«, siger Michael Bjerring.

Han fornemmer, at elever i dag allerede i folkeskolen er klar til at være åbne om seksualitet og kønsidentitet, fordi de finder ligesindede blandt andet via sociale medier. Han havde et undervisningsforløb i en 8. klasse, som var inspireret af den amerikanske dragqueen Sasha Velour. Og de fleste af eleverne kendte allerede Sasha Velour, fordi de havde set realityprogrammet »RuPaul's Drag Race« på Netflix.

»The power of Netflix. De kendte det bare. Det er meget betryggende. De havde aldrig fundet de programmer, hvis de ikke blev tilbudt på Netflix. Det er meget vigtigt at have sådan noget på Netflix«, siger Michael Bjerring.

Fremtiden i skolen

Hvis alt går efter planen, står Michael Bjerring næste sommer med et eksamensbevis, der beviser, at han er uddannet lærer. Men han er lidt tøvende over for, om hans første arbejdsplads bliver på en folkeskole.

»Jeg kommer helt sikkert til at bruge min læreruddannelse. Det er bare ikke sikkert, at det bliver på den lokale folkeskole. Det kan også godt være, at det bliver der. I min praktiktid havde jeg fantastiske oplevelser med børn, men jeg følte mig også lidt som en skakbrik, som andre rykkede rundt med mellem klokken 8 og 16. Arbejdstidsreglerne er rigide. Fleksibiliteten er meget lille. Jeg vil gerne rykke holdninger. Men det kan godt være, det skal være på et andet niveau«.

Én ting er han sikker på. Han vil udfordre normerne, lige meget hvor han ender.

»Jeg udfordrer også normerne i dragmiljøet. Min drag har skæg. Nogle gange lader jeg det hele hænge og dingle, og jeg kommer aldrig til at barbere mig under armene«, siger han og løfter sløret for en drøm, der lige så stille er begyndt at vokse:

»Kan Mizz Privileze udbyde undervisningsforløb på skoler? Hvis hun kunne, så tror jeg virkelig, det ville rykke noget«.

Danmarks Lærerforening på gaden i Pride-parade