Kollegerne rystede på hovedet, men hendes elever var glade. Ingen andre ville undervise den nye hjælpeklasse. Men hun ville - og fik frie hænder til det. Indkøbte maling, sakse, lim og legetøj. Plakater, perler, farvekridt og båndoptager. Og fik anskaffet borde, der kunne klappes op ad væggen, så der hurtigt kunne skabes fri gulvplads. »Fru Bruus' Gymnasium« kaldte de andre lærere den hjælpeklasse, som hun havde i alle fag og alle timer. Bruus er hendes mellemnavn, hendes fulde navn er Marianne Bruus Jelved. I dag kultur- og kirkeminister, men også tidligere økonomiminister - og altså tidligere lærer. »Folkeskolen er samfundets mest betydningsfulde kulturinstitution«, har hun sagt og skrevet mange gange.

Ikoniske lærere gennem tiden

»Lærergerningen er verdens dejligste arbejde, når det lykkes«, siger hun. Det lykkedes for hende med hjælpeklassen på Ny Østensgårds Skole i 60'ernes og 70'ernes Valby i København.

»Vi havde ikke én almindelig skolebog i klassen. Vi havde billedbøger, børnebøger, aviser og blade. Farver, sakse og lim. Jeg ville vende deres nederlag til sejre. De skulle opleve, at det var sjovt at gå i skole. Og de lærte alle sammen at læse og regne - og en hel masse andet. Efterhånden var der også andre lærere, der turde tage dem, og de fleste kom vist til at holde lige så meget af dem, som jeg gjorde. Der var udfordringer og brug for lærerstædighed, men det var dejlige år«, fortæller Marianne Jelved.

Startede som kemiingeniør

Oprindeligt ville Marianne Jelved være kemiingeniør. Hun ville tjene sine egne penge, og i »Hvad kan jeg blive«-bogen fandt hun ud af, at kemiingeniør var den uddannelse, der hurtigst muligt gjorde, at hun kunne tjene mange penge. Da 17-årige Marianne Jelved startede på uddannelsen, var der 70 mænd og fire kvinder - og gennemsnitsalderen var 35 år. Af kemilæreren fik Marianne Jelved at vide, at »De finder aldrig den røde tråd i kemi, frøken«, og hun tog derfor uddannelsen op til revision.

»Jeg fandt ud af, at jeg ville på seminariet, hvor en veninde fra folkeskolen gik. Men min far blev meget, meget vred, for det værste i hans verden var, at hans børn skulle blive offentligt ansatte. Hvis de bare lod være med at begå kriminalitet, så kunne de sidde der resten af deres liv uden at lave noget, mente han. Men jeg insisterede«, fortæller Marianne Jelved.

Da hun blev færdig på seminariet i 1967, fik hun arbejde på Ny Østensgård Skole i Valby.

»Året efter får skolen en hjælpeklasse med elever, som er samlet op inde i Sydhavnskvarteret. 14 børn, der alle har lidt kæmpenederlag i 1. klasse, de er blevet intelligenstestet og har alle en intelligenskvotient et stykke under 100. Dem får jeg, for der er ikke nogen andre lærere, der vil have dem«.

Blev du pålagt at tage klassen, eller var det noget, du ønskede?

»Jeg ville gerne. Fra min egen skoletid havde jeg jo erfaring med, hvad det vil sige ikke at kunne det, de andre kan. Derfor havde jeg en ambition om at lære børn at leve med et handicap. De skulle finde ud af, hvordan de kunne gebærde sig og overvinde besværlighederne«. Marianne Jelved dumpede mellemskoleprøven i 5. klasse, fordi hun ikke kunne stave. Hun stod derfor til at skulle begynde i den eksamensfri mellemskole, men det var hendes far ikke glad for.

»Han kunne slet ikke acceptere, at hans datter ikke kunne tage en realeksamen, så han gik ned på skolen og slog i bordet. Det betød, at jeg kom i mellemskolen. På prøve. Men det blev aldrig taget op senere, jeg var der bare«.

Har du nu læst på det, Marianne?

På Ny Østensgård Skole oplevede Marianne Jelved det som sjovt at være lærer for en hjælpeklasse i mange timer. Hun oplevede det ikke som hårdt.

»Det giver en kæmpestor fleksibilitet at have dem hele dagen. Man kan afbryde midt i noget og gå tur med dem. Man kan sætte noget i gang, som kan vare længere tid. Når børn er aktive, og de pludselig kommer med noget, er det vigtigt, at der er tid til at trække det ind i undervisningen. Når jeg senere har været klasselærer, har jeg altid ønsket at have mange timer i klassen for at få den fleksibilitet«.

Det er tankevækkende nu, hvor I har vedtaget en folkeskolereform, hvor 90-100 procent af timerne skal være linjefagsdækket. Det betyder jo, at klasserne vil få mange forskellige lærere.

»Ja, medmindre man får sig nogle flere linjefag - eller tager kurser for at lære noget, der svarer til linjefagsniveau i de fag, man gerne vil undervise i. Jeg kan komme med et godt eksempel på, at det er vigtigt, at man har linjefagskompetencer eller det, der svarer til det. Jeg er matematisk student, og jeg havde fysik som grunduddannelse på seminariet, og da jeg på et tidspunkt skulle have en 7. klasse, og der ikke var nogen linjefagsuddannet lærer til dem i fysik/kemi, tilbød jeg at tage timerne. Men allerede anden gang jeg skal ind i klassen, kommer Peter hen til mig og hvisker: 'Har du nu læst på det, Marianne?' De opdagede med det samme, at jeg overhovedet ikke var den samme lærer, som de var vant til at have i dansk og historie«.

De lærererfaringer kan jeg bruge i politik

Marianne Jelved har været lærerrådsformand og fælleslærerrådsformand, byrådsmedlem og fra 1987 medlem af Folketinget for Radikale Venstre. Hun har været økonomiminister og er nu kultur- og kirkeminister.

Netop politikerne og deres indflydelse har været et debatemne blandt landets lærere, siden lovindgrebet, der sluttede sidste års lockout, blev vedtaget og dermed lægger nye rammer ned over lærernes arbejde.

De rammebetingelser, der aftales eller dikteres, kan jo støtte eller modarbejde lærernes muligheder.

»Det er altid en tolkning fra lærernes side, om rammerne modarbejder deres syn på skolen, men under alle omstændigheder har lærerne ansvaret. Jeg kan ikke forestille mig en lærer, der siger, at det så må gå ud over børnene. Det er vigtigt for mig at understrege, at læreren repræsenterer borgerne - ikke et parti, en tilfældig regering eller en tilfældig kommunalbestyrelse. Det er borgeren, der forventer, at læreren kan tage vare på barnet, så det bliver en god skoletid. Og en god skoletid betyder, at barnet får lov til at vokse med opgaven, og at man kan sine ting. At man får myndighed til at være medborger i samfundet. En god skoletid betyder, at man oplever, hvad et fællesskab er. En god skole handler om demokratisk dannelse«.

Siger du, at det er et kald at være lærer?

»Jeg vil kalde det noget andet. Man kan ikke lade være med at være lærer. Lærergerningen er en profession. Og det er fantastisk vigtigt, at lærerprofessionen er klar i mælet. At det er en profession, betyder et stærkt fagligt fællesskab, derfor er det også vigtigt, at lærerne fører en diskussion om, hvad det er for et fagligt fællesskab. Den konkrete skole har sit eget lokalsamfund, sin egen historie og sin egen forældrekreds, det må afspejles i skolens liv. Skolen må involvere og inddrage lokalsamfundet, så den kan være en institution, man kan se op til, have tillid til og være glad for, at ens børn kan gå i«, lyder det fra Marianne Jelved.