Debat
Bør jeg lære mine elever at prompte, spørger lærer Sebastian Cohrt.
Foto: GettyImages
Lærer: Jeg ved, at mine elever bruger AI, for de er dårlige til det
Der er brug for retningslinjer for kunstig intelligens i skolen, mener lærer Sebastian Cohrt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Det er
snart tid til de årlige projektopgaver. Men i år afstedkommer disse en række
nye spørgsmål.
Eleverne har nemlig i løbet af de seneste par år i stigende grad brugt kunstig intelligens
til at løse deres opgaver. For at teste hvor stor en effekt dette kunne have på
opgaven i år, gav jeg både ChatGPT og Microsoft’s copilot følgende prompt:
Jeg
er en folkeskoleelev i 9. klasse, som har brug for hjælp til min projektopgave.
Mine
lærere har givet mig overemnet forandring. Det, jeg har brug for, er følgende.
1.
Vælg
et underemne til mig. Underemnet skal have noget med forandring at gøre og
belyse
et aktuelt problem i vores samfund. 2. Find på tre spørgsmål til mit
underemne
til en problemformulering. 3. Svar udførligt og dybdegående på de tre
spørgsmål.
Begge værktøjer
svarede hurtigt og udførligt på alle punkter. Som elev ville jeg altså på
ganske få minutter kunne få kunstig intelligens til at lave min projektopgave. Alt
fik jeg serveret, og Copilot kan endda lave en PowerPoint med stikord ovenikøbet.
Vil kunstig intelligens give bedre opgaver?
Jeg
ved at mine elever bruger kunstig intelligens. Jeg tror ikke, at de er dygtige
nok til at prompte
den endnu. Derfor vil de formentlig ikke være i stand til at få den til at lave
en projektopgave
lige så let, som det lykkedes mig at gøre. Men burde jeg lære dem det? Ville
det give dem muligheden for at bruge mere energi på at finde kilder udover dem
på internettet?
Ville de måske have overskud til at tage på biblioteket eller finde et levende menneske,
de kunne snakke med? Ville brugen af kunstig intelligens give eleverne mulighed for at
lave bedre produkter?
For
nogle elever ville svaret til disse spørgsmål være ja, men andre ville i stedet
bruge den ekstra
tid på at holde fri. Det er ikke usandsynligt, at nogle elever vil bruge
kunstig intelligens og få
meget mere ud af deres projektopgave, mens andre vil bruge kunstig intelligens
og holde
fri. Derudover vil der lige nu være elever, som udfører projektarbejdet, som de
plejer, uden
brug af kunstig intelligens.
Hvordan
skal jeg så bedømme alle disse projekter?
Da eleverne
skal arbejde selvstændigt, er det meget muligt, at jeg ikke vil vide med
absolut sikkerhed,
hvilke elever der har brugt kunstig intelligens. Men skal de elever, der har
brugt kunstig
intelligens, og som derfor har haft en fordel, bedømmes på lige fod med de
elever som
ikke har brugt kunstig intelligens?
Nogle
elever er måske også blevet instrueret i, hvordan man skriver et godt prompt,
hvorimod andre ikke har fået denne information.
Nemt at opdage plagiat
Alle
disse spørgsmål, som måske presser sig endnu mere på, nu hvor projektopgavens karakter
kan komme med på afgangsbeviset, er også til stede i den daglige undervisning. For
eksempel kan Prezi, som eleverne har adgang til gennem SkoleTube, lave hele præsentationer
til eleverne på få minutter. Copilot og ChatGPT skriver fortrinlige skriftlige afleveringer.
Nogle af mine elever bruger disse til inspiration, nogle bruger de første to
linjer og
skriver derefter selv og andre plagierer hele afleveringer. Det sidste
tilfælde er nemt at forholde
sig til, men hvad med de foregående to? Gør de det til en prøve, vil de blive
bortvist, men
lærer de ikke at bruge kunstig intelligens, vil de være bagud, når de kommer ud
på arbejdsmarkedet.
Som
lærere har vi brug for retningslinjer for, hvordan folkeskolen skal se ud,
efter den kunstige
intelligens er kommet ud i klasseværelserne - og gerne nu.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk