Ny nordisk skole og skoleforlig er to forskellige ting, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.
Foto: Thomas Tolstrup
Antorini: Ny nordisk skole har ikke noget med lockouten at gøre
Fem skoler i Skive Kommune har meldt sig ud af Ny nordisk skole i protest mod, at regeringen sammenblander arbejdstid og skolereform. Men der er ingen sammenhæng mellem de to ting, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Jeg synes selvfølgelig, det er ærgerligt, hvis nogle skoler vælger at trække sig. Ny nordisk skole handler om, hvordan man i fællesskab kan løfte børnene fagligt og socialt i netværk mellem forskellige institutioner, der har med vores børn og unge at gøre. Det har ikke noget med konflikten eller skoleudspillet at gøre", siger Christine Antorini.
Skive-skoler har meldt sig ud af Ny Nordisk Skole
Lærerne på de fem skoler har holdt møde i faglig klub, og det viste sig, at langt de fleste ikke længere kan bakke op om Ny Nordisk Skole. Dermed lever skolerne ikke op til kriteriet om, at mindst 85 procent af lærerne skal bakke op for, at en skole kan være Ny Nordisk Skole.
"Ny nordisk skole bygger netop på lokalt ejerskab og opbakning fra medarbejderne, og det betyder selvfølgelig også fra lærerne, hvis det er en grundskole. Jeg håber, at lærerne og deres skoler på et tidspunkt igen har lyst til at være med, og man er altid velkommen til at søge igen," siger Christine Antorini.
Antorini: Tror på et godt samarbejde med lærerne igen