Bøger og penalhuse er lagt væk for en stund. I dag er der kun behov for en mikrofon. Der er nemlig standup på skemaet. Det har de to lærere Tine Marie og Natasha Brock bestemt. På en beskeden scene på Den Glade Gris i indre København udnytter de to lærere muligheden for at finpudse deres personlige anekdoter om livet som nyuddannet lærer, inden de har premiere på deres standupshow »En større ja-hat, tak«.

»Min allerførste arbejdsdag var kaos. Det var ligesom filmen 'Gremlins'; masser af vand, masser af mad. Der blev slået, kradset, sparket, grædt - og eleverne var heller ikke særligt rare«.

De latterglade muskler kommer første gang på arbejde. Publikum morer sig kosteligt over Natasha Brocks første møde med livet som færdiguddannet lærer.

Antallet af hoveder omkring den intime scene overgår næppe antallet af navne i protokollen fra klasselokalet. Alligevel er noget anderledes. »Jeg er ikke vant til at stå foran folk, der rent faktisk lytter til mig«, kommer det kækt fra Natasha Brock.

Både verdens bedste og værste job

Publikum kan lide, hvad de ser, og de klukkende grin fortsætter, da Tine Marie overtager scenen.

»Som folkeskolelærer er jeg øverst på listen over verdens allermest irriterende mennesker. Det er jeg godt klar over. Det er jo, fordi vi i hovedparten af vores dag er i et lokale, hvor vi er den klogeste. Det er altså ikke sundt for nogens ego og opfattelse af egne evner«.

Natasha Brock kalder lærerjobbet for verdens værste. Tine Marie kalder det for verdens bedste. For Natasha Brock bød første og eneste år som lærer på 11 klasser. Det har fået hende til at sige stop. Nu har hun skiftet en dagligdag med elevernes bræk og tis på tøjet ud med ambitionen om en standupkarriere på fuld tid. For Tine Marie var en periode med stress ikke nok til at afskrække, selvom hun end ikke havde tid til at melde sig syg. Kærligheden til jobbet er for stor.

Sammen laver de et standupshow, der skal bringe smilene tilbage til skolen. »Det kan være lidt hårdt at gå på arbejde i en stor tristesse, og hver gang der bliver talt om folkeskole og lærer og elever i medierne, så handler det om, at lærerne skal gøre noget mere. Der er sådan lidt en krigerisk stemning på begge banehalvdele«, fortæller Tine Marie, efter at de to har forladt scenen.

»Det er ikke, fordi vi regner med, at folk bryder grædende sammen og siger: 'I har løst det, hurra!' Men jeg håber lidt, at folk puster lidt ud og tænker, at det er rart, at der er andre, som har det på samme måde, så vi kan grine ad det sammen«, supplerer Natasha Brock.

Det er hatten, der presser

Selv om de har vidt forskellige oplevelser af tilværelsen som lærer, er de begge enige om, at det bringer en masse udfordringer med sig. Dem vil de gerne dele. Og det bliver ikke politisk korrekt.

»Det er sådan, at når man er skolelærer, så opdager man, at børn er små idioter«, er blot en af de bramfrie sandheder, Natasha Brock og Tine Marie deler med publikum i løbet af deres forestilling. Sandheden er grum, når fire års uddannelse kun blev til energi nok til ét år med gjaldende elever, eller når det opdages, at stress åbenbart er en del af pakken, der følger med lærerjobbet. Derfor må der grines. For der er nok at grine ad, er de enige om. Og her prøver de særligt at grine ad én famøs hat, de mener klamrer sig til reformen.

»Der har bare været så meget om det med den der forbandede ja-hat. Jeg ved ikke, hvad det er for en hovedbeklædning, de vil have, at vi skal have på. Det bliver til: 'Hvis du bare ændrede indstilling, så ville der ikke være noget problem i det her'. Så tænker man: 'Jamen, så er det nok mig, den er gal med'. Der er jo ingen, der gider være sådan en med nej-hat på«, lyder det fra Tine Marie.

»Nej. Den er ikke pæn. Den klæder de færreste«, stemmer Natasha Brock i.

Scenetiden er derfor et frirum. Her kan de brokke løs uden at blive afbrudt.

»Det er meget rart, at man har noget tale­tid med en mikrofon, for så har man noget tid, hvor man kan brokke sig«, fortæller Tine Marie.

Alle er velkomne med eller uden kridt

Foruden denne aften danner de to kvinder par i tre shows. Første stop er Aarhus, inden turen går til København og Odense. For at tiltrække lærere til deres tre forestillinger har de to indført en særlig rabat for lærere, der kan erhverve sig billetterne til en lavere pris end det øvrige publikum. Ønsket er mange lærere til deres første forestilling i teatret NyV58 i Aarhus, men de håber også, at der bliver plads til gæster uden kridt på tøjet. »Jeg håber, at der kommer folk, som ikke kun er skolelærere. Så de kan tænke: 'Puha, den her reform er faktisk ikke, som vi gik og troede, og lærerne er ikke de supermennesker, som vi troede'. Jeg vil gerne have, at folk bagefter siger: 'Okay, lærerne er måske ikke bare nogle idioter'«, fortæller Natasha Brock. De to kvinder fortæller blandt andet om deres forberedelsestid. »Vi har så kort forberedelsestid, at jeg sidste år underviste i en roman, som jeg læste sideløbende med eleverne. Så fik sætningen 'Vi har alle sammen læst kapitel 4 i dag' en lidt anden betydning end normalt«, genkalder Tine Marie.

»Når man har 11 klasser, er man aldrig mere end én side foran eleverne«, indskyder Natasha Brock.


Rita er ikke at finde nogen steder

Den én time lange forestilling skyder ikke kun på reformen. Showet tager også fat på de daglige kampe med kopimaskinen, og hvordan man slipper af sted med ikke at lytte til eleverne. Derfor er showet også til for at vise en virkelighed, som sjældent skildres i film og tv-serier. »Det er jo aldrig læreren i midten. Du har enten Woopi Goldberg fra 'Halløj i Klosteret', eller du har lektor Blomme. Der er ikke nogen derimellem«, påpeger Natasha Brock.

»En af mine elever i 4. klasse kom hen til mig og spurgte: 'Tine Marie, ser du 'Rita'? Vi synes, at du minder om Hjørdis'. Det var utroligt uheldigt. Jeg kunne lige se mig selv som en sej type som Rita«, fortæller Tine Marie med mundvigen nedad.

»Jeg vil hellere være Hjørdis«, byder Natasha Brock ind. Hun synes, at Rita er irriterende. Tine Marie er ikke enig.

Anmeldelse: Befriende politisk ukorrekt  

»Det er svært at hoppe gennem første Mosebog«.

Som så mange andre har de haft svært ved at finde hoved og hale i, hvordan flere af reformens dele skal føres ud i livet. Mere praktisk indhold er derfor et punkt på ønskelisten. »Der er brug for, at det er mere konkret; at der er krav om, at alle tabeller skal foregå i hop, og al matematik skal sjippes. For litteraturanalyse er forholdsvis svær at lave i bevægelse«, siger Tine Marie med et glimt i øjet.

»Jeg har også haft meget svært ved at hoppe mig igennem første Mosebog«, tilføjer Natasha Brock.

Finder en politiker eller to tid til at komme forbi en af de tre forestillinger, skal der heller ikke lyde ét ondt ord fra de to.

»Det kunne være så dejligt, hvis der kommer en politiker ind og ser showet, men jeg tror ikke, at det kommer til at ændre noget. Der er enkelte andre, der har sagt det samme, som vi gør«, smiler Tine Marie.

»Gennem grin kan vi frelse«, bryder Natasha Brock grinende ind. Tine Marie følger trop og griner med.

»Gennem grin kan vi frelse? Det var da det, der skulle have været showets undertitel. Det er dejligt ambitiøst«.