Med historier om et "skraldeskema", om 250 nye børneansigter og hurtigt bristede forventninger til de kollegaer, hvis eneste spræl i tilværelsen var den årlige parykfest, satte  Natasha Brock scenen. Hun fik æren af at starte showet, og i 45 minutter førte hun publikum gennem den nystartede forhåbningsfulde lærers univers, som viste sig at være alt andet, end hun havde forventet.

Natasha Brock var naturligvis karikeret i sine overdrevne skæve historier, men samtidig formåede hun at ramme et gran af sandhed, der fik mig til diskret at kigge rundt blandt ligesindede og blive en smule flov over mine meritter.

Specielt hendes vinkel på reformen ramte plet. Hun formåede at portrættere læreren, der ikke længere havde tid til forberedelse, men samtidig brugte reformen som syndebuk, som årsag til at springe over hvor gærdet var lavest.

Efter Natasha Brocks stand-up show sad jeg tilbage med en følelse af, at nu kan der ikke koges mere humoristisk suppe på lærergerningen, men det kunne der. Tine Marie tog over og formåede at vise samt agere den irriterende kvindelige lærer, som var endnu mere tåkrummende, belastende og bedrevidende.   

Hvor Natasha Brock tog mange af de lavt hængende frugter var Tine Marie mere subtil i sine beskrivelser. Hun formåede igennem sin analyserende form at opbygge en intens suspens, der gang på gang tog en overraskende drejning og endte ud i underfundige genkendelige episoder. 

Specielt hendes parodi på beslutningstagerne af reformen, fik samtlige i publikum til at bryde ud i latterbrøl, idet den ramte præcis den undren, de fleste lærere har haft i forbindelse med forløbet.

Hvorvidt andre faggrupper stadig dagen derpå vil smågrine, ved jeg ikke, men jeg vil anbefale alle der arbejder inden for uddannelsesverdenen  et smut forbi forestillingen "En større ja-hat, tak".