"Når man går ind til en klasse, og det er ligegyldigt, om det er om morgenen eller i løbet af dagen, så ved man aldrig, hvad det er, man møder, det er jo mennesker, vi har med at gøre. Der kan være sket noget på vej til skole eller i et frikvarter. Det kan være noget, de har oplevet, der fylder. Når man så kommer ind til dem, kan man være nok så godt forberedt, så er stemningen, spørgsmålene, spændingen sådan, at du bliver nødt til at gribe eleverne der, hvor de er, og det er jo superspændende. At selv om jeg har planlagt nøjagtig, hvad der skal ske, så skal jeg gøre noget helt andet for at fange dem dér, hvor de er," siger Ditte Tholstrup. Hun er lærer på 11. år på Søndervangskolen i Hammel.

- Hvad er det, der afgør, at du bliver nødt til at reagere anderledes? "For at eleverne kan lære noget, skal de have det godt, derfor må jeg reagere på stemninger lige så meget, som jeg må planlægge. Jeg arbejder hovedsagelig i udskolingen. Jeg kan sagtens have en plan for, hvordan vi skal omkring en bestemt tekst, og så har de set noget i tv, som ophidser dem, eller nogle af dem er sure eller sårede efter et skænderi, det skal man tage fat i først for at få ryddet vejen til det, de skal arbejde med. På læreruddannelsen får man opfattelsen af, at forberedelse handler om den fag-faglige del. Det gør det jo også. Men det med relationerne, det er ikke noget, man kan læse sig til, det skal man lære gennem praksis. Man forbereder sig ikke abstrakt og generelt, man sætter sig ind i, hvem de her børn er, man taler sammen i klasseteamet om eleverne, så man har som regel fingeren på pulsen med, hvor de er." 

Det gælder om at være ærlig og tydelig - Hvis jeg skulle være med i et lærerteam, ville jeg ikke kende eleverne, hvordan finder jeg så ud af, hvor vi har hende, der har det svært, og hvordan ham brøleaben skal mødes? Hvordan skyder jeg mig ind på sådan en flok?

"Det findes der ikke en formel, der forklarer. Det gælder om at være ærlig og tydelig. Det er vigtigt, at man tager sig selv seriøst og viser, at man tager eleverne seriøst. Hvis du lytter til, hvad det er, der får brøleaben til at brøle, så mærker han, at du tager ham seriøst. Han mærker, at du er interesseret i ham. Jo mere du er obs på, hvad de er gode til, og fortæller dem det, jo mere udvikler de sig, og jo mere giver de også af sig selv. Jo mere man selv giver af sig selv og viser ægte interesse, jo mere får man også tilbage. Så åbner de sig også i forhold til undervisningens indhold. Jeg er ikke et splitsekund i tvivl om, at relationer betyder ufattelig meget. Hvis man som elev ikke føler, at man kan tale med den lærer, man har, så føler man heller ikke, man bliver hørt og set, og så er det altså meget svært at lære noget i skolen. Når kontakten til eleverne er i orden - når jeg kommer med eksempler fra mit eget liv og tager eleverne med ind - kan jeg meget nemmere give det fag-faglige indhold mening. Jeg fik for eksempel en klasse, som havde haft en del udfordringer, de havde en del indbyrdes konflikter, som blokerede. Jeg valgte så en masse tekster, som handlede om det, at der skal være plads til alle. Det at åbne verden for eleverne via tekster og at de kan se sig selv og sætte deres liv i perspektiv, det er utrolig vigtigt. Men jeg siger ikke, at nu har vi et emne, der hedder mobning, jeg bruger litteraturen til at åbne verden, så de kan se sig selv både i skriftlige tekster og i film. Jeg arbejder med relationerne, men der foregår jo samtidig noget fagligt. Virkningen går begge veje, kan man sige."

- Hvordan husker du eleven Ditte Tholstrups egen skoletid? "Jeg gik i folkeskolen i otte år og var glad for skolen og glad for mine lærere. Nogle husker man bedre end andre, det tænker man selvfølgelig også lidt over, når man selv er blevet lærer. Hvad det er, jeg giver videre? Jeg har haft nogle dygtige, engagerede lærere i folkeskolen, de gjorde det rigtig godt. Man husker vel altid tiden i de store klasser bedst, jeg husker i hvert fald lærerne fra niende-tiende, hvor jeg gik på efterskole, bedst. I folkeskolen går elever og lærere hjem, når undervisningen er slut, men på efterskolen er man sammen hele døgnet, så du får et andet forhold til lærerne, du får nogle andre samtaler med dem. Jeg kan huske, at jeg syntes, at lærerne var lidt yngre, de var lidt sejere, det var lidt nogle andre ting, man lavede."

Det her er rigtigt, tænker jeg, du skal være lærer - Du blev så selv folkeskolelærer, hvordan gik det til? "Hvis man havde spurgt mig for mange år siden, havde jeg nok sagt, jeg skal i hvert fald ikke være lærer. Jeg ville gerne arbejde med mennesker, men det er nok lidt tilfældigt, at det blev som lærer. På HF interesserede jeg mig for dansk og litteratur og talte måske også rimelig meget, jeg havde en rigtig dygtig lærer, som syntes, jeg skulle overveje læreruddannelsen, og så har det nok ligget og rumsteret lidt. Efter at have været et år i England og arbejdet med forskellige ting begyndte jeg så på seminariet, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg husker simpelthen min første praktik så tydeligt. I det øjeblik, jeg står og har alle de der elever i ottende klasse og gennemgår en tekst, så sker der et eller andet. 'Det her er rigtigt', tænker jeg, 'du skal være lærer!'."

- Der er nogen, der siger, at alvoren først kommer, når man er ude som lærer. "Det afhænger selvfølgelig af, hvem man er i praktik med, hvem der er din praktiklærer, og hvordan klassen er. For mig skete det bare dér i praktikken, og der burde være meget mere praktik i læreruddannelsen, for det er der, man får lov til at prøve teorier, tanker og ideer af. Der finder man så også ud af, det er vigtigt at have en plan og nogle grundlæggende ideer om, hvad man vil, samtidig med at man mærker, at det er i praksis - i de konkrete, uforudseelige situationer, man skal tage beslutningerne. Det er det, man lærer af. Man gør ikke altid det, der måske er pædagogisk korrekt, men man finder ud af, hvad der virker."

Ikoniske lærere gennem tiden

Mentalt gik de nok lidt og talte ned til ferien "Du står og taler til en klasse, og du kan se, at det ikke siger dem noget. Jeg kunne jo godt fortsætte og sige, at nu har jeg så gennemgået det, men du skal have eleverne med, det er jo dem, der skal have noget ud af det. Jeg har et godt eksempel fra sidste uge før ferien. Vi skulle egentlig have været i gang med noget litteraturhistorie, men klassen var noget uengageret, mentalt gik de nok lidt og talte ned til ferien, så det var op ad bakke. Men klassen har været meget optaget af medier, og vi har arbejdet med film, kortfilm og reklamer, så da jeg på Gyldendalportalen så en konkurrence, hvor man skulle lave en musikvideo til et Carpark North-nummer, spurgte jeg dem, om det var noget, og det ville de bare helt vildt gerne, så fra at have været ugidelige knoklede de en uge, brugte frikvarterer og lavede ting hjemme for at nå det og for at få det til at fungere."

- Og så spørger Rasmus Modsat, hvad med at bruge tiden på at lære dem at stave i stedet for at lege med musikvideoer? "Jamen, det er ikke modsætninger. Vi har også trænet stavning i løbet af skoleåret, det er jo ikke sådan, at fordi man laver en ting, så udelader man noget andet. Men man kan ikke alting på én gang, og danskfaget er utrolig nuanceret, og vi fik talt meget om forskellige typer musikvideoer, hvad det er, de formidler, og om musik gennem tiden. Al tekst, al lyrik afspejler jo samfundet og den tid, man lever i, så på den måde kan der også drages paralleller til litteraturhistorie. Så selvfølgelig er det ikke ligegyldigt at lave musikvideo."

Lærer for livet: "Læreren er hverken repræsentant for staten eller for kommunen"

Seks lektioner, hvor du hele tiden skal brænde igennem "Jeg har været her på skolen i 11 år, og jeg har undervist i alle mine linjefag: dansk, engelsk, billedkunst og religion lige fra dag ét. Det er en af fordelene ved at være på en lidt større skole. Det var jo stort endelig at skulle i gang og være rigtig lærer, og så blev jeg så træt. Der er mange, der glemmer eller ikke ved, hvor meget det kræver at stå foran 24 børn, at være på, se dem alle sammen og være bevidst om, hvad man formidler, og hvordan de arbejder. Der er pauser imellem, javel. Men så er man gårdvagt, så skal man lige nå at arrangere noget, og så er du på igen. Seks lektioner, hvor du hele tiden skal brænde igennem, for man vil jo gerne gøre alting 100 procent, det tapper energi. Da efterårsferien endelig kom det første år, så blev jeg syg, og det mønster holdt sig de første par år, jeg var altid syg i mine ferier. Fordi man hænger i lige til det sidste, så er der bare ikke flere kræfter at stå imod med, når ferien melder sig. Sådan er der mange unge lærere, der har det. Det mest overvældende var det kæmpeansvar, man pludselig står med. Selv om man snuser lidt til det i praktikken, giver man det jo tilbage til læreren, som har det overordnede ansvar. Det er overvældende, når du så lige pludselig står med det selv hele tiden. Alle de forventninger fra børn, fra forældre, fra kolleger, fra ledelsen, helt oppefra. Og man har også selv store forventninger. Det, at man altid kan gøre noget bedre, det presser, der skal en vis rutine til for at kunne sige, at tingene nok skal gå. Man skal hele tiden navigere i kaos."

Det er jo i processen, eleverne lærer noget - Jamen, så melder Rasmus Modsat sig igen: Der skal ikke være kaos i skolen, der skal være ro. "Det skal der også, det kommer an på, hvad vi laver. Når vi i lærerteamet har tilrettelagt projekter, er der perioder med uro og stor uforudsigelighed, selv om eleverne får skabeloner og klare opgaveformuleringer. Når læringsarbejdet ligger hos eleven, og alt ikke er lærerstyret, ved du aldrig helt præcist, hvad der sker i grupperne. Så kan det i perioder være lettere kaotisk både for lærere og elever. Til gengæld er det også nogle af de forløb, der giver mest - igen både for mig som lærer, for jeg ved jo ikke, hvilke spørgsmål jeg får, og for eleverne i deres projekter. Det med, at de ender med at blive færdige, at de når frem til nogle konklusioner og pointer, det at de udfordres, frustreres og kommer igennem det sammen, det giver virkelig meget. Nogle gange skal jeg spørge mig selv, om målet er processen eller resultatet, det er jo i processen, eleverne lærer noget."

- Hvad er det, de lærer undervejs? "I syvende klasse lavede vi for eksempel et projekt, hvor de skulle udforske lokalmiljøet med deres mobiltelefoner. De fik en masse opgaver og vejledning, men når læreren ikke er der, blev det svært at bryde med det sædvanlige otte til to-skema, hvor hvert minut er forberedt og styret. Vi vil gerne have dem til at tænke ud af boksen, og når de så selv skal finde ud af, hvordan de gør det, må de jo navigere sig frem til at kunne samarbejde. Sammen skal de finde ud af, hvordan de får det til at fungere. Resultaterne var flotte - de fik lavet nogle fine små film og faktating. Nogle af dem skulle interviewe folk om, hvordan det er at bo her i Hammel, og andre var på lokalhistorisk arkiv. Der var biologiopgaver, hvor de skulle ned til bækken og finde ud af, hvilke insekter der lever der. Alle fag var med, men der var jo ikke time til time-planer, alt det skulle de selv være med til at strukturere. De lærte utrolig meget om sig selv og hinanden, og de fik også et fagligt udbytte."

Man vælger jo ikke bare et eller andet tilfældigt Søndervangskolen er kendetegnet ved i hvert fald to ting: meget it-støttet undervisning og faget medborgerskab. Ditte Tholstrup er med begge steder.

- It fylder tilsyneladende meget her, hvordan er det gået til? "Forklaringen er nok, at der har været nogen, der har brugt en masse krudt på det, nogen, der brænder for det. Det bliver så støttet af ledelsen, så vi - i forhold til andre skoler i Favrskov Kommune - har rigtig meget udstyr. Men det vigtigste er selvfølgelig de tanker, der ligger bag. Hvad vi vil med det, og hvad man kan bruge det til.".

- Og hvad kan man bruge det til? "Det er vigtigt, at vi kombinerer almindelige bøger med det, der foregår på nettet. I arbejdslivet er der rigtig meget, der foregår på nettet, mange opgaver, skal løses digitalt, kommunikationen med myndigheder foregår over nettet, du får ikke mange papirbreve mere. Medierne betyder meget. Der er brug for, at vi tænker i og arbejder med digital dannelse og netetik. Hvad gør man? Hvad gør man ikke? Det arbejder vi meget med. Og så ligger der meget godt materiale på nettet, som kan inddrages i undervisningen, ligesom der også er en masse digitale læremidler, som kan noget andet end den analoge bog."

- Jeg kan bladre i bogen og spørge kolleger om, hvordan kvaliteten er. Men jeg kan klikke længe rundt i et digitalt læremiddel uden at få overblik eller fornemmelse af kvaliteten. "Det er rigtigt, og det æder tid. Man vælger jo ikke bare et eller andet tilfældigt digitalt, så jeg bruger meget tid på at sidde og rode med det derhjemme. Jeg synes, det er vigtigt, at eleverne også får en bog i hånden, men i nogle af de digitale læremidler er der mere fokus på hjælpemidler. Du kan for eksempel få læst teksten op, og aktualiteten betyder også meget. Den der med at sige, at jeg har en god grundbog, som jeg har brugt i flere år, den går altså ikke mere. Når jeg ser tv-avisen, tænker jeg hele tiden på, om der er noget, der kan bruges, og det skal jo så findes frem på nettet og didaktiseres. Det tager tid, men den vekselvirkning mellem nyt og gammelt, mellem det nære og det fjerne, er spændende. Og nødvendig. Jeg tror, der hurtigt ville komme mange protester fra eleverne og nok også fra forældre, hvis jeg blev ved med at genbruge et materiale, for der sker hele tiden noget. Men - og det er en vigtig pointe - man skal ikke kun bruge nye ting, vi er jo også dem, vi er, på grund af det, der er sket i fortiden, og det bliver afspejlet i litteraturen. Det tænker vi selvfølgelig løbende ind."

I enkeltfagene kan undervisning nemt blive for isoleret - Skolen har et fag på skemaet, som hedder medborgerskab? "Det var noget, vi gik i gang med i et læreteam, da vi var færdige med mobillæringsprojektet og var parat til at springe ud i nye udfordringer. En af lærerne i teamet have været censor på Frijsenborg Efterskole, som ligger lige her i nærheden, og han kom hjem og fortalte, at de derovre havde slået historie, samfundsfag og kristendomskundskab sammen til faget til medborgerskab. Det inspirerede os, så vi nu også har det her på Søndervangskolen. Vi tog også dansk med ind og gik i gang i vores tre ottendeklasser. Det vil sige, vi gik selvfølgelig ikke bare i gang, det krævede undersøgelser, overvejelser og en række dispensationer, som vi søgte om sammen med efterskolerne. Vi arbejder projektorienteret og på tværs af klasserne, giver oplæg for alle 70 elever på én gang, men har også almindelig klasseundervisning undervejs. I enkeltfagene kan undervisning nemt blive for isoleret i de der få timer, der er, men ved at samle dem kan vi få indholdet til at hænge mere sammen. Når vi for eksempel en periode har fokus på det moderne gennembrud, kan vi komme omkring nogle danske litterære tekster, med historie kan vi arbejde med, hvad der skete dengang, og med samfundsfag se det i forhold til i dag. På samme måde kan vi have troen med både dengang og nu. Det er spændende. Men det forpligter også meget at arbejde så tæt sammen. Man skal have åbne døre, man er sammen og hører hinanden. Og man må hele tiden være åben for kritik." Man lærer meget om sig selv som lærer, lærer af de andre, fordi man gør så meget sammen, siger Ditte Tholstrup. Det er også en fordel, at der kan flyttes rundt på timeresurserne, fremhæver hun. Når en af lærerne forelæser for alle 70 elever, hænger kollegerne selvfølgelig ikke på radiatoren, det er der ikke tid til. "Det kan være, at de gør klar til næste fase. Man går jo ikke bare ud og siger, at nu laver vi et projekt. Der er en masse forberedelser bag. Det kræver noget ekstra, når man ikke bare koncentrerer sig om sit eget fag, så vi skal hele tiden være i dialog. Det kræver meget mere tid sammen om eftermiddagen. Men det giver meget mere på den lange bane, er jeg sikker på."

At være lærer er ikke kun at undervise - Hvordan passer lærerarbejde sammen med familie- og fritidsliv? "Jeg har to børn, og jeg må da indrømme, at jeg nogle gange har oplevet, at de derhjemme synes, at jeg kan være lidt distræt - er for optaget af noget andet end lige dem, og så må jeg tage mig selv i nakken og sørge for, at jeg er til stede hos dem. De tanker og ideer, man får til undervisningen, de kommer jo alle steder. De kommer på løbeturen, de kommer, når man er nede at handle, og altså også når jeg burde være 100 procent sammen med mine egne unger. På den måde er man af og til sin egen værste fjende, for hvornår stopper man med at arbejde? Det er ikke bare et job at være lærer, det er du hele tiden. Det kører lidt i baghovedet. Hvad er det nu lige, man kan bruge? Hvordan skal vi lige klare det her? Hvad med de elever og den konflikt? Selv om jeg prøver at lægge det fra mig, så sniger det sig med hjem, fordi det handler om mennesker og ikke om leverpostej. Med årene er jeg blevet lidt bedre til ikke at lade mig overmande af skoletankerne, men når det gælder børn, der ikke trives, sniger de sig ind under huden på én. Det kan du ikke slukke for." At være lærer er ikke kun at forberede sig på det faglige indhold i forhold til, hvad der står i Fælles Mål. At være lærer er meget mere end at undervise i et indhold og et fag. At være lærer er meget mere end at undervise, understreger Ditte Tholstrup. "Det er også at finde ud af, hvad det er, der er galt i forhold til de enkelte elever. Lærerarbejde er også kontakt med forældre, samtaler med psykolog og socialrådgivere og dialogmøder om eleverne, så man måske kan tage tilbage til undervisningen med en større forståelse af, hvordan man kan hjælpe. Nogle gange bruger jeg også tid på at tage ud på børnepsyk. Der er så mange ting, man skal forholde sig aktivt til som lærer, men det er ikke noget, du lærer på seminariet."

Jeg ville ønske, at de kunne tage en uge i mine sko Men det er et vilkår i dag, det er en naturlig del af det at være lærer, mener Ditte Tholstrup. Det, der er vanskeligst at håndtere, er den vedvarende generelle kritik af lærerne og skolen. "Jeg bliver simpelthen så træt, og af og til er det svært at holde engagementet, når vi hele tiden får at vide, at vi ikke gør nok, at vi ikke arbejder nok, at vi tager tidligt hjem. Dem, der er tæt på lærere, ved godt, at sådan er det ikke, og heldigvis er det også sådan, at når man er glad for sit arbejde, og man er sammen med de her elever, så glemmer man kritikken, fordi man oplever, at der er mening med det, man laver. Vi skal være kreative, siger kritikerne. Jamen, det er vi, kan jeg love for. Vi skal ud af klasselokalet. Jamen, det kommer vi jo! Vi skal huske alle de enkelte børn, og vi skal fag-fagligt være på forkant. Jamen, vi løber hele tiden stærkt for at nå alt det, vi skal," siger Ditte Tholstrup. For første gang i samtalen sukker og tøver hun. Ryster på hovedet. Der er nogen, der har et meget urealistisk billede af, hvad det er, lærere laver, mener hun. "Jeg ville ønske, at de kunne tage en uge i mine sko, så kunne det være, at de ville se lidt anderledes på det."

- Det var en tilfældighed, at du blev lærer. Du er træt af kritikken, hvorfor er du så glad for at være lærer? "Det er, fordi det - ofte på trods - er det mest fantastiske arbejde, man kan have. Det er alsidigt. Du bruger dig selv 100 procent. Du er sammen med børn, du får så mange skønne oplevelser. Du oplever, at børnene udvikler sig, lærer og bliver selvstændige. Du giver eleverne noget, men du får selv rigtig, rigtig meget med fra dem. Hvis vilkårene ændres, så lærerjobbet kun bliver et lønarbejde, så synes jeg, at man skal finde noget andet at lave, for så bliver det hverken godt for eleverne eller for læreren. Det er ikke et kald at være lærer, det lyder gammeldags. Men man skal ville det 100 procent, ellers skal man lade være. Hvis ikke man satser alt, eller politikere ikke sørger for, at der er tid og plads til, at lærerne kan satse alt - så kan det ikke lade sig gøre at lave en god skole."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk