Det er en umulig opgave.
Sådan tænkte Dorte Lindholm Kjær, da hun sidste år fik en 1. klasse på 28 elever, hvor en af eleverne havde diabetes. En kronisk sygdom, der gav læreren til opgave blandt andet at måle blodsukker og tælle kulhydrater for eleven.
Men opgaven var mere end bare dét. Det var også frygten for, at hun ville gøre noget forkert eller overse noget. At vikarerne ikke var klædt på – og i det hele taget en følelse af, at hun ikke kunne magte det ansvar oven i undervisningen og alle sine andre opgaver på Brændkjærskolen i Kolding.
”Det er en kompliceret og dødelig sygdom, hvis noget går galt. Og det er ikke bare lige, når man er alene i en klasse med 28 børn, hvor flere har diagnoser. Tænk, hvis jeg skulle være skyld i, at han lå der i kramper, det ville jeg aldrig kunne have det godt med”, siger Dorte Lindholm Kjær.
Indskolingslæreren er langtfra alene om at stå med pleje- eller medicineringsopgaver i løbet af en arbejdsdag. I en ny undersøgelse blandt folkeskolelærere siger lidt over hver tredje (35 procent), at de i skoleåret 2023/2024 mindst én gang måtte hjælpe elever ved at uddele for eksempel ADHD-medicin eller foretage overvågning i forhold til epilepsi og diabetes.
Det er første gang, Danmarks Lærerforening (DLF) har undersøgt, hvor udbredt pleje- og medicineringsopgaver er blandt 11.795 lærere og børnehaveklasseledere på kommunale folkeskoler og specialskoler. Opgaven er mest udbredt blandt lærere på specialskoler; her har 67 procent udført opgaver i forbindelse med medicinering. I almene klasser har 29 procent stået med den type opgaver.
Lærere bliver pålagt medicinske opgaver
Tal viser, at stadig flere elever får en kronisk sygdom eller lidelse, som kan kræve overvågning eller behandling i løbet af skoledagen. Ifølge Sundhedsstyrelsen er det en opgave, som skolerne skal påtage sig, i det omfang det er muligt.
ADHD-foreningen anslår, at omkring fem procent af alle børn i Danmark har ADHD, men kun omkring to til tre procent er blevet diagnosticeret. Omkring 23.000 børn fik i 2022 medicin for ADHD, hvilket er markant flere end i 2010, hvor tallet var cirka 15.000.
Antallet af personer med type 1-diabetes stiger også. I 2022 var der cirka 2.900 børn og unge under 18 år med type 1-diabetes. Med hensyn til epilepsi får 0,5-0,7 procent af alle børn konstateret epilepsi.
Stigningen mærkes ude på skolerne, fortæller Thomas Andreasen, formand for arbejdsmiljøudvalget i Danmarks Lærerforening. Han hører oftere og oftere om problemer, når han taler med tillidsrepræsentanter og lokale kredskontorer.
”Vi oplever, at lærerne får disse opgaver automatisk, selv om de ikke har bedt om det, og ofte er de ret alene med, hvordan de løser det. Det giver en enorm utryghed, at de ikke føler sig godt nok klædt på. Det er især ansvaret, der fylder. Frygten for at glemme noget eller gøre noget forkert”, siger Thomas Andreasen.
Opgaven er nemlig ikke altid et frivilligt valg. Ifølge undersøgelsen er 42 procent blevet pålagt medicineringsopgaven af deres leder, mens 58 procent selv har sagt ja.
Thomas Andreasen peger på, at mange lærere er bekymrede for det juridiske ansvar. Ifølge Danske Lov 3-19-2 er arbejdsgiveren erstatningsansvarlig, hvis der går noget galt i udførelsen af en medicinsk opgave, som læreren har fået af lederen, og barnet lider skade. Men i princippet kan arbejdsgiveren forsøge at gøre ”regreskrav” gældende, hvilket vil sige, at læreren kan ende med at stå med erstatningsudgifterne.
Lærerforeningen anbefaler derfor, at man får en skriftlig og underskrevet dokumentation fra sin leder for, at det er en pålagt opgave at give injektion eller medicinere en elev. På den måde kan lærerne dokumentere, at det er efter lederens instruks, at de har udført opgaven, de ellers ikke er kvalificeret til.
Viden og tryghed går hånd i hånd
I undersøgelsen fra Danmarks Lærerforening giver hver tredje lærer, som står med en medicineringsopgave, udtryk for, at de ikke er blevet klædt godt nok på. 33 procent svarer nej til spørgsmålet om, hvorvidt de har fået den nødvendige vejledning eller instruktion i sikker udførelse af opgaven.
Og der er en tydelig sammenhæng mellem, hvorvidt man har fået tilstrækkelig vejledning og instruktion i udførelse af opgaven, og i hvilken grad man som lærer eller børnehaveklasseleder føler sig tryg ved at have ansvaret for en elev med en kronisk og medicinkrævende sygdom.
Når lærerne føler sig godt klædt på til opgaven, svarer otte ud af ti, at de i høj eller nogen grad er trygge ved at udføre den. Blandt dem, der ikke har modtaget vejledning, føler kun halvdelen i høj eller nogen grad sig trygge ved opgaven, og fire ud af ti svarer, at de i lav grad eller slet ikke føler sig trygge ved opgaven.
Der er også stor forskel på, hvor trygge lærerne er ved opgaven, alt efter om den er blevet dem pålagt, eller om de selv har valgt den. Af dem, der har påtaget sig opgaven frivilligt, er ni ud af ti trygge ved opgaven, mens det gælder cirka halvdelen af dem, der ikke har påtaget sig opgaven frivilligt.
Ud af dem, der hverken har fået vejledning i sikker udførelse af opgaven eller påtaget sig opgaven frivilligt, føler lidt over halvdelen sig utrygge ved medicineringsopgaven.
Opgaven blev flyttet fra lærer til pædagog
På Dorte Lindholm Kjærs skole var det ikke en god løsning at give ansvaret til travle lærere. Hun følte sig ikke klædt på til opgaven og kunne derfor ikke udstråle den nødvendige tryghed over for børnene.
”For det ender jo med at gå ud over eleverne. De kan godt mærke, at man er stresset over det, og at der hele tiden er uklarhed. Når der var frikvarter eller vikar, så vidste vi ikke, hvem der så gjorde hvad, og hvad hvis eleven endte med at stå helt alene med det?”
På Brændkjærskolen fik usikkerheden lærerteamet til at gå til deres lokale fagforening for hjælp. Kolding Lærerkreds fandt i samarbejde med ledelsen en anden løsning på opgaven, så en pædagog på skolen blev elevens støtteperson. Pædagogen har nu hovedansvaret for overvågning af eleven og skal også have overblikket over, hvilke andre voksne der kan træde til.
”Vi havde en oplevelse af, af mange af de her medicinske opgaver ofte landede hos lærerne, uden at det var noget, man rigtigt havde tænkt over. Det syntes vi ikke kunne være rigtigt, da det på ingen måde indgår i vores uddannelse. Jeg håber, at man fremadrettet ude på skolerne lige får genopfrisket den fælles forståelse, før opgaven ender hos lærerne. Foruden det arbejdsmiljømæssige aspekt er der også en juridisk vinkel på det ansvarsmæssige”, siger Ravi Willesen, formand for Kolding Lærerkreds.
På Brændkjærskolen fungerer løsningen, fortæller Dorte Lindholm Kjær. Hun er glad for, at der nu altid er to voksne om eleven med diabetes.
”Det gør det meget tryggere, at en anden har overblikket. Vi lærere hjælper selvfølgelig til, hvis eleven har brug for noget, men udgangspunktet er, at pædagogen håndterer opgaverne”, fortæller Dorte Lindholm Kjær, der håber, at Brændkjærskolen holder fast i ordningen.
DLF ser det som en sundhedsfaglig opgave
I Lærerforeningen ser man helst, at de medicinske opgaver kommer helt væk fra lærerens bord.
”Der er mange berettigede forventninger til en lærer i 2024, men det her mener jeg ikke bør være en af dem”, siger Thomas Andreasen.
”Når en elev med ADHD eller diabetes starter i klassen, så skal udgangspunktet ikke være, at læreren bare lige tager ansvar for et medicinsk behov i løbet af skoledagen. Det er disrespekt for lærerens faglighed”, siger udvalgsformanden.
Det bør din leder sørge for
Når medicin skal gives på tidspunkter, hvor børnene er i dagtilbud eller skole, bør personalet, i det omfang det er muligt, påtage sig opgaven, ifølge Sundhedsstyrelsen. Der bør som hovedregel være tale om en frivillig opgave, mener Danmarks Lærerforening (DLF), men ledelsen har ret til at pålægge en lærer pleje- og medicineringsopgaver.
Lærerforeningen anbefaler, at følgende procedurer aftales på skolerne:
- Ledelsen udarbejder og opbevarer en samlet oversigt over de elever, der skal have medicin – og hvem der har ansvaret for udleveringen. Det er også ledelsens ansvar, at medicin opbevares forsvarligt på skolen.
- Ledelsen skal give en skriftlig meddelelse om, hvilken elev det drejer sig om, hvilken medicin der skal gives, hvilket tidspunkt den skal gives på, og for hvilken periode forpligtelsen gælder.
- Der skal være en plan for, hvem der tager over i klassen, hvis en lærer går fra med ”syg” elev, og hvordan personalet i øvrigt forholder sig, hvis der opstår en akut situation.
- Lærerne skal have en skriftlig og underskrevet dokumentation fra lederen for, at det er en pålagt opgave at give injektion eller medicinere en elev. På den måde kan lærerne dokumentere, at det er efter lederens instruks, at de har udført opgaven, de ellers ikke er kvalificeret til, og at det juridiske ansvar, hvis noget går galt, ligger hos ledelsen.
Han understreger, at børnene selvfølgelig skal hjælpes:
”Alle børn skal komme i skole og have en tryg og normal hverdag, også dem, der har diagnoser og sygdomme. Men der er desværre en udbredt opfattelse af, at ’den tager læreren lige’. Og det går altså ikke. Sundhedsfaglige opgaver kræver sundhedsfagligt personale, ikke mindst for barnets og forældrenes skyld”.
Skoleledere: Vi kan ikke frasige os ansvaret
Dorte Andreas, som er næstformand i Skolelederforeningen, forstår godt, hvis lærere kan føle sig utrygge ved medicineringsopgaven. ”I sidste ende står man jo med et barns liv mellem hænderne”, siger hun.
Ledelsen spiller en nøglerolle i at sikre trygge procedurer, når elever har behov for pleje eller medicin, medgiver Dorte Andreas, og ”det er ikke af ond vilje”, hvis ledelsen ikke tager opgaven på sig i forhold til at sørge for konkrete retningslinjer, forklarer hun, men ”det går rigtig stærkt ude på skolerne”.
Næstformanden fortæller, at pleje- og medicinkrævende elever er en velkendt udfordring for skolelederne, men at hun ikke ser, hvordan opgaven skal løses på andre måder end ved hjælp af lærerne.
”Det allervigtigste er selvfølgelig at afklare, om medicineringen kan klares uden for skoletiden. Men hvis ikke den kan, så kan vi som skole ikke frasige os ansvaret for at hjælpe eleven”.
”Men selvfølgelig skal lærerne være klædt på til opgaven, og det er ledelsens ansvar at sørge for, at lærerne får den rette uddannelse og vejledning. Det er også vigtigt for lærerens tryghed at mærke, at ens leder har overblik og står bag en”.
Thomas Andreasen peger på, at opgaven flere steder bliver varetaget af en sundhedsplejerske, en anden sundhedsfaglig støtteperson eller en til formålet ansat ekstra voksen, og at det setup er optimalt. Men når det ikke kan lade sig gøre, for eksempel på grund af dårlig økonomi, må skolelederen tage ansvar:
”Det er ledelsens ansvar at sørge for, at der på skolen er klare retningslinjer for, hvem der har hvilke opgaver i forbindelse med pleje og medicinering af elever. Læreren skal ikke stå alene med at finde ud af, hvordan man gør. Ledelsen skal også facilitere møder mellem parterne og sørge for, at læreren føler sig så tryg i det som muligt og får den nødvendige instruktion”.
Artiklen er tilrettet i forhold til den trykte version, hvor der ved en fejl stod, at lærer Dorte Lindholm Kjær skulle hjælpe sin elev med at tælle kalorier. Det er kulhydrater, man tæller, for at holde styr på blodsukkeret. Redaktionen beklager.
