Maria Krogh-Rosenberg følte sig overvældet. Hun havde fået en ny børnehaveklasse med 24 børn – det havde hun prøvet mange gange før, men én af dem ville kræve noget helt andet, end hun var vant til. En dreng havde diabetes 1. En kronisk sygdom, hvor det livsvigtige hormon insulin skal indføres manuelt med en pumpe.

En opgave, der for et seksårigt barn skal håndteres af en voksen.

”Mit ansvar gik fra at være undervisning og at bygge et stærkt socialt fundament for børnene, til at jeg pludselig stod med en slags sygeplejerfunktion. Jeg tænkte: Hvad gør jeg, hvis det her går galt? Jeg står jo i sidste ende med hans liv i hænderne”, siger Maria Krogh-Rosenberg, der arbejder på Lemtorpskolen i Lemvig.

Børnehaveklasselederen var utryg ved opgaven. Både fordi hun ikke vidste noget om sygdommen, og hvad den indebar. Og fordi hun var bange for, at den ville kræve mere af hende, end hun kunne give.

”Jeg kan huske i starten, hvor jeg var alene med de 24 børn og stod med telefonen i hånden, som overvåger hans blodsukker. Det var lavt, og jeg var bare så splittet. Jeg havde hænderne fulde med at undervise en klasse, og samtidig var mit fokus på telefonen og hans sikkerhed”.

Støttetimer og farvede armbånd

Heldigvis kunne Thøgers forældre være meget på skolen og hjælpe til i de første uger. Samtidig var ledelsen hurtig til at give ekstra støttetimer, der kunne supplere de ti ugentlige lektioner, som kommunen havde bevilget en ekstra voksen i klassen til.

”Det gjorde en kæmpe forskel med de ekstra støttetimer. At man kan være én voksen på Thøger og til at overvåge blodsukker og en anden til at holde styr på klassen. Det er alfa og omega at være to om det”, siger Maria Krogh-Rosenberg.

Problemet, især i frikvartererne, var at have personale nok. For selv om Maria Krogh-Rosenberg havde modtaget vejledning i, hvordan hun skulle hjælpe Thøger, havde mange af de andre voksne på skolen det ikke. Derfor fandt teamet på et system, hvor de skiftedes til at bære en bred, farvet hårelastik, som signalerede, at man havde ansvaret for Thøger. Det gjorde også livet lettere for Thøger.

”Han kunne jo mærke, hvis vi var utrygge ved det eller ikke ’havde styr på ham’. At han kunne se, hvem der var på ham, gjorde alverden til forskel. Vi havde også skemaet hængende på væggen, så kunne han tjekke det om morgenen”.

Ifølge en ny undersøgelse er hver fjerde lærer, der skal hjælpe en elev med medicin, utryg ved opgaven, og det forstår Maria Krogh-Rosenberg godt.

”Spørgsmålet er jo også, om det overhovedet er fair at give os den kæmpestore opgave. Hvad hvis man ikke kan lide at have det ansvar på sig? Kan man overhovedet sige nej?” siger hun.